Vesten ledes af mennesker, der fortjener betegnelsen tosser. De har mistet så meget af naturlig mandighed og beslutsomhed at når de mødes er det følelserne de samles om: Enhed, flokken, dyrevarmen og ord som giver varme, akkurat som når man tisser i bukserne når det er koldt. For problemerne forsvinder ikke.

G7-lederne vil svare på Kinas udfordring med at trække en kanin op af hatten: Et infrastrukturprogram som kan konkurrere med Belt & Road-initiativet. Det største byggeprojekt i historien. Men verdens økonomier er kørt totalt bagud af Kina. Hvor skal pengene komme fra? En 15 procent flad skat på alle internationale selskaber? En skat som Kina aldrig vil tilslutte sig og som derfor vil gøre Kina endnu mere tiltrækkende og endnu stærkere.

Fire år med Trump har fokuseret opmærksomheden og lidt for mange lader sig ikke længere dupere af fagre løfter.

Et G7-møte, som ikke tager spørgsmålet op, om Kina slap virusset ud med vilje, fortjener ikke betegnelsen topmøde.

Værten Boris Johnson er blevet super-tosse. Noget er sket med Boris efter at han lå på sygehuset og efter at han giftede sig med frøken Nut-Nut. Nut står her for tosse. Boris præsterede at sige at verden nu måtte ”build back better” og det på en feminiseret måde. Ari Fleischer lurede på hvad der sker med briterne, når selv en konservativ statsminister går woke.

Amerikanske journalister som Maria Bartiromo og Laura Ingraham ser tværs gennem de bløde liberale som flirter med wokekulturen. Studér hvor uinspireret og fladt Biden snakker. Ron DiSantis siger: Hvor er Trumps energi og ideer?

Når G7 og NATO fejrer sig selv er det fordi de er kvit Trump. Som Aftenposten skrev: Urokragen er borte. Vesten har forspildt chancen for at rette skuden op. Den blev taget på sengen af pandemien og i stedet for at udfordre fjenden, brugte myndighederne den til at tugte sine egne borgere.

Det er lærdommen af pandemien: Erna, Mette, Stefan, Boris, Angela og Macron hersede med sine egne borgere, men de turde ikke udfordre Kina. Nerverne svigtede og Kina ved det. Vesten har indtil nu ikke vovet at forsvare sig selv og momentum er på Kinas side, hvis der ikke sker noget drastisk. Så langt tyder ingenting på det.