Under Macrons første år som præsident erklærede han ved et møde i London, at “…fransk kunst? den har jeg aldrig mødt”. En bemærkning, som rejste stor forargelse hos mange franskmænd og hos dem, som holder af fransk kunst og kultur. 

Dette udsagn blev i dag citeret i Riposte Laïque blandt dem, som jublede over dagens lussing, og som mente (udtrykt på bredt fransk), at denne  lussing var et eksempel på fransk kunst…: “Eh bien.. c’est de l’art francais! T’as vu ah? ..leveret af un specialiste“… og mere af samme slags. Ja begejstringen over lussingen var nærmest, som om de fejrede rund fødselsdag på nævnte avis.  

Da Macron tiltrådte sit præsidentembede i 2017 havde han sat sig for, at nu skulle der ske en ændring med Frankrig, hvilket navnet på hans parti “En March” også antyder. Det var i øvrigt et slogan, Mussolini havde brugt, som rummede fascismens idéer. Men nu skulle vejen banes for Macron, globalisternes mand, så journalister og kommentatorer på mainstream medierne blev mobiliseret til at sælge hans produkt. Derfor var han  ustandseligt i medierne med interviews, hvor han fremstod arrogant og selvsikkert bla. med angreb på Marine Le Pen.

Macron var og er som nævnt globaliseringens mand, men da franskmændene var trætte af de to gamle partier, socialisterne og republikanerne tog de chancen med Macron og hans hold af yngre folk, for hvem det lykkedes at få vælgerne til at tro på, at med de traditionelle partiers politik var det slut. Men det var et hold, der nok førte en aldersforyngelse med sig ind i politik, men ikke noget nyt på det politiske område.

Imidlertid havde uafhængige medier advaret om bagsiden af medaljen ved den nye kandidat og hans støtter blandt oligarkerne – som de kaldte ulve med lange tænder – og kandidatens bemærkninger om manglen på fransk kultur og hans nedladende ord om arbejdere og skæve eksistenser. Men informationerne fra de uafhængige medier om kandidaten var ikke nok til at ændre mainstream journalisternes forblændelse af ham, så de støttede ham ivrigt, og i 2017 blev Macron valgt som den yngste præsident i fransk historie. 

Jeg skal ikke kunne sige, hvor lang tid Macrons popularitet varede, men det blev efterhånden tydeligt, at Macron var oligarkernes mand. “En arrogant hanekylling” (husker ikke hvor jeg læste det), som blev genstand for latter ikke mindst pga sine talrige angreb på Donald Trump, som dog var i stand til at lykkes med sine planer, mens det ikke gik helt sådan for Macron. Det var heller ikke til hans fordel, når han snappede efter Orban, Putin og Salvini, tre begavede mænd som afviste at springe efter diktater fra EU, Soros og de øvrige globalister. 

At han tilmed vovede at beskylde de europæiske nationaltsindede statsledere for at håne menneskerettighederne og de europæiske værdier var at gå langt over stregen, og tilmed afkrævede han EU sanktioner mod disse lande, som han mente gjorde noget kriminelt ved at afvise indvandringen. Man skal vist også være temmelig kringlet i hovedet for at kunne se det kriminelle i at ville afvise kriminalitet, terror, voldtægter, halshugning, indbrud mv. I hvert fald har Frankrig fået så rigeligt deraf under Macrons præsidentperiode.

I dag har Emmanuel Macron fået en øretæve af en ung fyr, der råbte slemme ting. Ak ja, hvilken skandale. Noget af et teater er det i hvert fald, ikke mindst i forhold til reaktionen i Elysée palæet, hvor der tales mere om hensigten med lussingen end om lussingen selv. Hvorom alt er så vil lussingen i hvert fald gå over i historien.

Naturligvis kan intet retfærdiggøre et fysisk angreb på en anden person, og især ikke når det gælder republikkens præsident. Så langt så godt.

Men Macron er ikke den første, der er blevet råbt efter. Også til Sarkozy klæber der slemme ord, og det får unægteligt glorien om det franske præsidentembede til at blegne en smule. Derfor er vejen måske også banet for at sætte spørgsmål ved karakteren af den magt, der styrer Frankrig og foretage en “desakralisering”, vil nogen mene, hvilket skal ses i lyset af den næsten hellige status Frankrigs ledere har nydt i historiens løb.  

Der var i Frankrig en forventning om, at Macron efter Francois Hollande ville gøre præsidentens rolle mere folkelig, og det må man sige er lykkedes. Dog ville de fleste franskmænd nok have haft svært ved at forestille sig, at deres præsident en dag ville optræde i skjorteærmer og lade sig fotografere i tæt kropslig kontakt med to unge afklædte afrikanske mænd og derved bryde den sædvanlige afstand til tilfældige…. Fra den dag overskred Macron uden tvivl endnu en grænse, som han i øvrigt gjort igen med  lignende fotos.

Nu skal det bemærkes, at en præsident eller konge ikke kun er en fysisk person, men en personifisering af nationen, hvilket er en idé, der er bevaret gennem Frankrigs historie. Der eksisterer dermed en ophøjethed, som ikke må overskrides, og det har uden tvivl rejst spørgsmålet, om Macron tager sin stilling alvorligt.

Macron har været en skuffelse for mange bla i forbindelse med skandalen om De gule veste. Mange husker måske sætningen “hvis de ikke er tilfredse, kan de opsøge mig”, hvilket gik forud for hans besøg i Puy-en-Velay midt i den dramatiske krise omkring denne gruppe. Efter besøget måtte Macron hjælpes ud til sin vogn af militæret pga. vrede demonstranter, og det siges, at gaderne var blokeret af demonstranterne, og at præsidenten ikke kunne få et ord indført. Denne massive modstand blev sandsynligvis en af de mest fjendtlige demonstrationer mod Macron. Og det har ikke stemt befolkningen mildere, at han fik forbudt “Génération Identitaire”, mens bøller fra venstrefløjen synes at være uovervindelige for politiet.  

Dramaet om Macron sætter punktum for regeringsperiode under en præsident, som er foragtet hos store dele af befolkningen, og hvor mange har haft det indtryk, at deres præsident legede lovlig meget med ilden ved at  forveksle opgaven som præsident med at kunne slå sig løs offentligt som privatperson. Det helt store drama bliver nu, hvem der kan udfordre Macron og forhåbentlig åbne for at der kan bygges noget nyt op.