Som daglig læser af den franske netavis Riposte Laïque, læser jeg med særlig interesse Jacques Guillemain, der ofte forsyner avisen med sine skarpe, analyserende artikler om de nuværende forhold i Frankrig. Jacques Guillemain, bla forfatter med bogen “Macron le pire fossoyeur de la France”, er nu pensioneret oberstløjtnant og pilot gennem 25 år i det franske luftvåben. Her er en af hans seneste artikler om den generelle holdning hos franskmændene ikke mindst i anledning af præsidentvalget i 2022. 

Det er forbløffende at konstatere den franske befolknings uvidenhed i forbindelse med den alarmerende tilstand Frankrig befinder sig i, siger Guillemain, og det gælder alle sociale lag.

Om det er læsere fra overklassen eller middelklassen, som har tilkendegivet deres enighed med forfatteren i hans patriotiske holdning, så indrømmer de, at de først nu kan se, at der er noget alvorligt galt med landet, som de ikke før har haft nogen anelse om, og at der synes at være lysår mellem virkeligheden og det  bedøvelsesmiddel, medierne serverer dagligt.

Folk, som ikke interesserer sig for politik, som ikke har tv eller internetforbindelse, og som kun læser om små begivenheder i den lokale avis, er totalt uvidende om ødelæggelserne af landet, og det er vel til at forstå, mener Guillemain. Men at en læge, en arkitekt eller en virksomhedsleder er ligeså uvidende hvad angår det der foregår, er uforståeligt.

Er folk hos partierne RL (Republikanerne) og  RN (Rassemblement Nationale) da de eneste som holder sig informeret? Spørger forfatteren. Er det de eneste, som forstår hvordan verden fungerer og hvordan Frankrig forholder sig til de forskellige trusler, menneskeheden står over for i de kommende år?

Det er en kendsgerning, at eliterne i Frankrig er uvidende om, at franske bønder lever på sultegrænsen med 350 euros om måneden, at de “papirløse” (indvandrere) får mere hjælp end franskmændene, at udlændinge over 65 år har ret til 880 euros om måneden i pension uden nogensinde at have arbejdet eller bidraget til det franske samfund, at den legale indvandring er 5 gange højrere end den naturlige befolkningstilvækst, at Frankrig har en gæld på 3000 mia, og at indvandringen ruinerer landet. De er uvidende om at uddannelsessystemet er brudt sammen, at Frankrig er det land i Europa, hvor det er farligst at opholde sig og med en usikkerhed, som er femdoblet siden 1960. At tænke sig, skriver forfatteren,  at Frankrig i 1979 lå på femtepladsen i levestandard før USA, Schweiz, Luxembourg og Sverige og langt foran Tyskland, men nu er et land i opløsning. Det er ikke til at forstå. Og de, der burde følge lidt med,  ved heller ikke, at den franske hær nu er forarmet som aldrig før med et budget der er skrumpet ind fire gang hærens størrelse på 50 år, at politiet har forbud mod at jagte forbrydere i byerne, at der for hver tredje moske, som bliver forulempet med grafitti, bliver afbrændt 20 kirker hvert år, og at der sker 1000 ustraffede voldsforbrydelser hver dag hvoraf 120 er overfald ved knivstik osv.

Men ikke kun den franske elite lever i deres pupper og tror sig evigt beskyttet i deres sikre og smukke kvarterer. Og der skåles i lykkelig uvidened om aftenen i Lions Club eller Rotary Club  med en forbløffendee selvoptagethed.

De gule veste? Nå ja, en bevægelse af fulderikker, er opfattelsen, som Macron nu har forstået at tøjle. Hymnen La Marseillaise og Tricoloren som vajer rundt omkring? Skråt op med alt det. For elitens verden er en verden fjern fra virkeligheden, hvor alle har bind for øjnene og nægter at se. Det er himmelfaldende, mener forfatteren, men sådan er det.

Men hos de mere beskedne sociale lag er uvidenheden den samme. Her fornøjer man sig med debile tv-udsendelser som reality-show og lignende, og alle synes at være tilfredse.

Kort sagt så danser flertallet af franskmænd på en vulkan og nægter at høre tale om identitetskatastrofer eller den borgerkrig, som tegner sig i horisonten.

Generalernes breve? Dem har vi allerede begravet. Lad os nu komme tilbage til indespærringen og det “normale”, er stemningen, mens konkurserne fortsætter på stribe, og gælden på 3000 mia tynger slemt med stigende renter.

Om et år vil dommen lyde fra de vigtigste stemmesedler siden 1945. Det vil enten være en sejr, der vil redde Frankrig fra den identitære og kulturelle død, eller en dyster accept af et definitivt og uafvendeligt sammenbrud, hvor konsekvenserne vil være dybt tragiske.