”Der syntes at være en næsten barnagtig ondskabsfuldhed i Dresden-dekretet fra 1942, (samme år  Wansee-konferencen fandt sted) der erklærede, at det nu var jøder forbudt at købe blomster og ispinde. Den sidste vedtægt syntes at sigte direkte mod de få jødiske børn der var tilbage, en handling der var så kalkuleret, at den pegede på noget mere hedt og lavaagtigt  end sociopati. Vedtægten fulgte efter forordninger om, at jøder ikke længere havde  adgang til Brühlche Terrasse,  promenaden med udsigt ud over Elben,  lige som der var visse stier i Dresden Grosser Garten,  som nu også  blev erklæret som forbudt område. Sidste gang jøder havde fået forbud mod at betræde flodbredsterrassen var 200 år tidligere”  ( Dresden  1945 –McKay 2020) – 

1. Allerede  kort efter nazisterne havde fået magten  begyndte antisemitismen  at slå ud i lys lue. Det blev dem forbudt at gå på biblioteket,  der var steder og  forretninger de ikke måtte handle,  de kom oftest bag i køerne,  hvis ekspedienterne overhovedet ville betjene dem.  Sådan set var det ikke kun de aktive nazister der gik i spidsen for dette voksende jødehad,  også almindelige mennesker der gav den indre antisemit mæle foldede sig ud. Goldhagen har skrevet en fremragende bog om dette,  Hitler`s Willing Executioners  (1996),  der med al ubehagelig tydelighed viser, at det ikke kun var de uniformerede SS`ere  og SA`ere, (indtil  1934)  der chikanerede og vilkårligt dræbte jøder ,  det var heller ikke kun tyskerne,  fotografier  viser  at civile  i Letland og andre steder  ikke kunne vente  på  de organiserede jødetransporter men begik selvtægt over for jøder.  Så  det er ikke fordi vi  behøver beviser eller dokumentation  for det historiske jødehad i Europa,  ved  naturkatastrofer oversvømmelser eller jordskælv (som i Lissabon i 1506, 1536 og i 1755) afstedkom  spontane og organiserede pogromer.  I Tyskland  lå  antisemitismen også i luften,  alligevel var  de fleste  jøder  i Tyskland assimileret  og  forstod  først alt for sent,  det eksplosive jødehad nazisterne afstedkom.  De antændte så at sige de gløder  samfundet allerede  havde,  inden Hitler kom til magten. –

Efter 1945  og millioner af jøders død i og uden for gaskamrene, fik jøderne en afgørende offerrolle,  som imidlertid kun varede  til  Seksdages-krigen i 1967. Her viste de, at de kunne og ville forsvare sig selv,  hvis de blev overfaldet,  og det gjorde de.  Yom Kippur i 1973 .  Men  altså efter 1967  blev det araberne og palæstinenserne der fik offerrollen,  og det i en særlig grad,  hvilket så  fik den gamle og evige antisemitsme  tilbage igen.  

Alt dette er der ikke noget nyt i.  Og at venstrefløjen  siden socialismens fremkomst i 1800-tallet også  har en rem af den hud er der gjort rede for af bl.a.  Blüdnikow  og andre.  Nej,  det interessante er derimod fremhævelsen og offergørelsen af  fredens apostle fra Mellemøsten og Nordafrika,  som  ofte bliver sammenlignet med jødernes situation i 30 `ernes Europa med alt hvad det indebar fra diskrimination til gasning under det  3. Rige fra 1933-1945.   Og det harmer mig i den grad,  at veluddannede ofte venstreorienterede  og  kulturradikale  kan  komme på den tanke, at disse to  historiske fænomener  kan sidestilles.  Tænk på ghettoerne i Polen  i 1939-43, pogromerne i  Sovjetunionen og i Polen og ret derefter blikket mod nutiden,  se på  dagens  politiske ønske om at please muslimer, de  skal have lov til at opføre moskeer  i alle større danske byer,  delvist finansieret gennem etablerede støtteordninger, og da  mange efterhånden kender deres  smag og interesser behøver de ikke at bede om det, de får bare kønsopdelte svømmehaller,  halalkød i  daginstitutionerne,  ret til familiesammenføringer og de kulturelle skikke,  Hedegaard  har  beskrevet ( i Muhammeds Piger 2011) men også en panegyrisk, skamrosende bevågenhed og eufemiserende medforståelse for hele kulturen,  nu senest  er det forbudt os at kritisere bønnekald i byerne,  hvad bliver det næste…(.obligatorisk undervisning i  koranlæsning) – Med andre ord,  det er vel efterhånden  hvad man på nydansk kalder common knowledge,  at jøderne  blev pint og plaget  i en så dyb og omfattende grad at man ikke helt kan fatte det,  mens nutidens muslimer nyder frugterne af en  så enorm  offergørelse,  at vi  savner ord for det,  offer for de højreorienterede, offer  for deres egne ledere  og ikke mindst offer for de hvide europæiske mænds modbydelige diskrimination  

Det korte af det lange er, at de venstreorienterede,  dvs de kulturradikale  giver muslimerne  god omtale og medvind og gentager  den gamle antisemitisme  ikke mindst  i forbindelse med konflikten  om Vestbredden og Gaza,  hvis de ikke ligefrem  løber efter en palæstinensisk demonstration og råber ”skide jøder” – og efter som medierne  styres af de kulturradikale ser vi også  en ”nuanceret”  tendens i retning af lufte  muslimers synspunkter, hvad enten det er i Danmark eller  på Vestbredden.

Ovenstående  er blot  endnu et udtryk for, hvor medierne står i spørgsmålet om den indvandring der startede i 60`erne og med fornyet kraft har etableret sig med en voksende betydning op igennem 90`erne, så at vi i dag står med to store problemkomplekser :  En totalitær religion/kultur og en hjemlig kulturelite, der hjælper islamiseringen til at vokse og på negativ vis forandre europæisk-kristen kultur i retning af den utopi, som Orwell har beskrevet i bogen 1984.

Og nu mens vi er i gang med sammenligningerne,  så tænk  lige på dengang i  1944,  da  de allierede  gjorde landgang i Normandiet mhp  at  generobre Europa,  var prisen  4.400 døde  efter landgangen,  jeg ved godt sammenligningen er lidt streng, men når  en million  kommer over Middelhavet,  bliver de hjulpet godt på vej af statsfinansierede NGO´ere,  som gør  hvad de kan  for at  hjælpe  dem  ind og ud af bådene.  De eneste  tab  er  kristne,  som  ved en  fortalelse  har  røbet deres tro  overfor  muslimerne.   

Bortset fra dette så er det som krænker mig mest de politisk korrektes trælbundne sind, der  ikke kan rive sig løs fra den nævnte  offergørelse  og den stærke overbevisning om at virke i godhedens tjeneste,  hvorfor de mest umulige tanker  får lov til at slå rødder  i deres hjerner, se dette  finder  jeg  over al måde idiotisk  og kvalmende,  og hvis det ikke var for det faktum at de arbejder  i mediernes tjeneste  kunne vi  bare lukke øjnene i  to sekunder og glemme dem. 

2.   Man siger af og til at der er dem som har fået muslimer på hjernen,  det er ikke sandt,  vi  har alle i hvert fald her i landet fået indvandringens problemer  på hjernen,  der er de dersom undertegnede er kritisk  og skeptisk ved den  voksende indvandring,  og så er der de andre,  overvejende politikere, meningsdannere,  kulturindustri-arbejdere,  der  har fået islam-kritikerne på hjernen –  og det har slået mig, at hadet til højrefløjen  har været langt mere brændende  hos venstrepopulisterne end de følelser  de  har haft overfor muslimer uanset deres kvindesyn,  den totalitære religion  med mere,  ja  tanken om at DF  en dag skulle komme til magten  indgyder dem  en lede uden lige, som end ikke nazismen kan hamle op med .. 

3.  Når det kommer til ønsker  om  at få moskeer og bedetæpper  ind i  det offentlige rum,  har  Information  som forventet  været først  ude. Læs fx nedenstående  der er fra  oktober 2008,  der stod i dagbladet for de intellektuelle :  

”I en årrække har der i flere kommuner været debat om, hvorvidt muslimer i Danmark skal have lov til at opføre moskeer, og hvordan dette skal finansieres, uden at et svar på hverken det ene eller det andet er blevet fremlagt. For os er svaret dog ligetil: Vi ønsker, at muslimer skal have tilladelser til at opføre mosker i de største danske byer, og at disse skal være delvist statsfinansierede gennem etablerede støtteordninger. Dette skal gerne ske inden for en overskuelig fremtid.

En sådan beslutning ville betyde ekstremt meget for muslimers retsfølelse, da dette ville være et skridt på vejen mod religionslighed og ikke blot tom religionsfrihed. Det ville betyde, at man sendte et signal om, at man tager den store gruppe af befolkningen, som muslimer udgør, en smule seriøst og anerkender dem og deres tro som en del af det danske samfund.

Positiv indvirkning

Hvis man lader moskeerne komme ud af deres skjul i diverse skolekældre og slidte klublokaler ville man således signalere en tolerance, som selvsagt ville have en positiv indvirkning på integrationen. Sidst men ikke mindst bør opførelsen være delvist statsfinansieret, netop fordi muslimerne, i øvrigt som andre ikke-kristne, over skatten tvinges til at betale til f.eks. præsters lønninger, hvorfor staten i sagens natur burde tilbageføre nogle af disse midler til andre trossamfund, heriblandt det muslimske.

Ved at give statsstøtte til at opføre moskeerne muliggør man, at førnævnte fordele kan gøres til virkelighed, mens man samtidig forhindrer, at opførelsen sker med økonomisk hjælp og politisk støtte fra fundamentalistiske, muslimske grupper i udlandet.  

Liv Andersen er integrationsordfører, og Elise Patricia Rasmussen er kultur-, rets- og etikordfører og Luis Andersen, økonomi- og erhvervsordfører Radikal Ungdoms   –   

 Man ser vitterligt ingen problemer   heri,   fordi  alle religioner er lige gode/onde,  nogen er måske værre end andre,  så  hvorfor ikke vise lidt storsind  og få  flere moskeer til landet. Det er der så sandelig også kommet siden.