Den israelske hær går absolut længst i sit forsøg på at skåne civile, når den med jævne mellemrum forsvarer Israel mod terrororganisationen Hamas. Forud for at bombe en bygning der huser militante, sendes sms’er til alle beboere, efterfulgt af telefonopringer og til sidst en særlig ‘banke-på’ raket, der ikke efterlader nogen tvivl om at man skal evakuere hurtigt.

Hamas bruger ofte civile som skjold, for at præge en kun alt for velvillig presse med døds-propaganda. Og nogle gange er der frivillige ofre, som en palæstinensisk forretningsindehaver der fortæller en israelsk officer, at det handler om at udstille Israelernes ondskab

(P) “You want to bomb? Bomb whatever you want!”

(I) “No brother, we need to do everything, so that you don’t die!”

(P) “We want to die”

(I) “But you have a responsibility for children’s lives!”

(P) “If the children need to die, then they die.”

(I) “God forbid, God forbid, what [why] do you want to die?”

(P) “This is how we reveal your cruelty!”

De fleste medier optræder som propagandister for diverse organisationer inklusiv terrororganisationer. Pressen er ikke kun motiveret politisk, men arbejder også blot med den bedste fortælling. Og her er Israel, der har det hele, som undertrykker af flygtninge hvor selv det lidt de har tages fra dem, en rigtig sællert. Og så skal man selvfølgelig huske, at man ikke kritiserer Hamas, hvis man ønsker at interviewe dem igen eller blot opholde sig levende i Gaza.

Anledningen til denne konflikt var “udløst” af en huslejestigning nogle arabisk-israelske lejere, mente var urimelig – og historien blev til, da man selv kunne visualisere den jødiske bolighajs krumme næse. Sol og vind deles lige så pressen gør en bolig-strid ækvivalent med affyringen af tusindvis af raketter mod tilfældige civile (20% af hvilke falder ned i Gaza, hvilket lægger til dødstallet som Israel bebrejdes) fra det Hamas kontrollerede terror-torie Gaza.

I en indsigtsfuld artikel fra 2014 i det venstreorienterede The Atlantic fortæller Matti Friedmann, der er mangeårig veteran for Associated Press (AP) hvorledes dækningen er blevet stadigt mere aktivistisk til fordel for den ‘palæstinensiske fortælling’. Skiftet, fortæller han, er taget til i de seneste 20 år. AP er trendsættende for fortællingen om Israel og hvilke historier der skal prioriteres. Et israelsk ‘land for fred’ tilbud i 2000, som de almindelige Hamas optog – komplet med nazi hilsner og krav på folkemord, på et palæstinensisk universitet er eksempler på historier – rapporteres ikke, mens FNs smæde rapport om påståede israelske krigsforbrydelser under den seneste krig blev accepteret ukritisk.

In my time in the press corps, I learned that our relationship with these groups was not journalistic. My colleagues and I did not, that is, seek to analyze or criticize them. For many foreign journalists, these were not targets but sources and friends—fellow members, in a sense, of an informal alliance. This alliance consists of activists and international staffers from the UN and the NGOs; the Western diplomatic corps, particularly in East Jerusalem; and foreign reporters. (There is also a local component, consisting of a small number of Israeli human-rights activists who are themselves largely funded by European governments, and Palestinian staffers from the Palestinian Authority, the NGOs, and the UN.) Mingling occurs at places like the lovely Oriental courtyard of the American Colony hotel in East Jerusalem, or at parties held at the British Consulate’s rooftop pool. The dominant characteristic of nearly all of these people is their transience. They arrive from somewhere, spend a while living in a peculiar subculture of expatriates, and then move on.

In these circles, in my experience, a distaste for Israel has come to be something between an acceptable prejudice and a prerequisite for entry.

I den seneste runde mellem Israel og Hamas, rapporterede AP, at israelske kampfly havde bombet den bygning, hvori de havde deres kontorer i Gaza. Men at Israel retfærdiggjorde det med at bygningen fungerede som våbenlager og spioncentral, kom først frem senere. Hvad de ikke umiddelbart også oplyste og som resten af pressen heller ikke så sig forpligtet til under fortælle deres læsere, var, at Hamas havde kontorer i samme bygning. Hamas og pressen side om side og den ene hånd ved ikke hvad den anden laver.

Forholdet mellem pressen og Hamas er mere symbiotisk end man umiddelbart skulle tro – om pressen forstår det eller ej. Og det forhold ligger i Hamas egen eksistensberettigelse, som de formulerede den i 1988. “It strives to raise the banner of Allah  over  every  inch  of Palestine (..) Israel will exist and  will  continue  to  exist  until  Islam  will obliterate it, just as it obliterated others before it” kan man således læse. Begrundelsen tager udgangspunkt i en logisk forståelse af islam og en præcis observans af dens konsekvenser og lyder:

The  land  of  Palestine  is  an  Islamic  Waqf  [Holy   Possession] consecrated for future Moslem generations until Judgment Day. No one can renounce it or any part, or  abandon  it  or  any  part  of  it.’

(…) ‘Palestine is  an  Islamic  land…  Since  this  is  the  case,  the Liberation of Palestine  is  an  individual  duty  for  every  Moslem wherever he may be.’ 

From the river to the sea’ som slagordene siger. Fredsproces, derimod, “are in contradiction to the  principles  of the Islamic Resistance Movement [Hamas]… (…) There is no solution for the Palestinian problem  except  by Jihad.” Skæbnen for den jødiske befolkning i Israel rummer ingen genhusning, desværre. Igen ligger begrundelsen i islam, som citeres med umisforståelig klarhed:

“The Day of Judgment will not come about until Moslems fight Jews and kill them. Then, the Jews will hide behind rocks and trees,  and  the rocks and trees will cry out: ‘O Moslem, there is a Jew hiding behind me, come and kill him”. Pressen fortæller om urimelig husleje.

 

Hamas forlader aldrig dette formål, om de selv tror på det eller ej. At indgå fred under nogen omstændigheder vil være det samme som at opløse sig selv. Det eneste ledelsen af Hamas er kompetente til er dels at drive en terrororganisation, dels korruption. En fred vil gøre dem overflødige. De vil ikke have et liv med deres vante fyrstelige indkomst at se frem til. I stedet vil de leve med frygten for om deres landsmænd en dag vil stille dem til regnskab for alle de bedre fredsaftaler med Israel og dermed bedre livsvilkår, de er blevet nægtet end de smuler de har at se frem til nu, al den død og ulykke det har forsaget og alle de penge, de har kastet ligeligt ind på schweiziske bankkonti og ned i terror tunneller i stedet for nødvendigheder. For ikke at tale om det almindelige tyranni, der givet har gjort deres virke stærkt personligt for mange under deres åg. Eller at deres mange fanatiske medlemmer vil myrde dem for deres forræderi.

Hele mit liv, bortset fra den kolde krig, har ufreden i Mellemøsten været den store gennemgående udenrigs historie i nyhederne. ‘Der bliver aldrig fred i Mellemøsten’ sagde de voksne i en eller anden variant, som Danmarks Radios Ole ‘Alt-Er-Kaos’ Sippel rapporterede om den seneste udvikling i konflikten der stod i stampe. Det er godt TV, så måske er det ikke kun TDS (Trump Derangement Syndrome) at Abraham Aftalerne ikke fik opmærksom (så lidt faktisk, at mange mennesker ikke synes at kende til deres eksistens). Abraham Aftalerne varslede nemlig en sorgens dag for pressen, idet det lykkedes Trump at frigøre den arabiske mentalitet fra Hamas veto imod fred. Vejen til fred mellem Israel og dens naboer går udenom Israel-Palæstina konflikten. Og dermed udenom Hamas, den evige Wannsee Konference og pressens guldæglæggende høne.