I en nylig artikel har Gunnar Sandelin taget fat på det tilbagevendende spørgsmål: Er Sverige det nye DDR? En af dem, Sandelin har talt med, afviser sammenligningen. I DDR var der tale om åben statslig undertrykkelse. Det indebar den fordel frem for situationen i værdistormagten Sverige, at få troede på noget, der kom fra myndighederne. Når de proklamerede noget, vidste man, at det modsatte var sandt.

Jeg mindes en samtale, som jeg 1988 – deromkring – havde med en gammel russer, da jeg besøgte Informations korrespondent i Moskva. Han havde som soldat været med i Stalingrad og Berlin, men fortalte, at den kommunistiske propaganda var gået hen over hovedet på ham. Vi troede ikke på regimets snak om fattigdommen i Vesten, sagde han, for af filmoptagelser af arbejderdemonstrationer kunne vi se, at mange af de fattige bar briller og havde sko.

Det kan man ikke tage alvorligt som et udsagn om nøden i Europa under verdenskrisen. Men det er en god indikation af, at mange i Sovjetunionen ikke tog regimets propaganda alvorligt, selv om de aldrig hørte andet.

I Sverige og resten af Vesten er det anderledes. Her virker meningspåvirkningen på en måde, der er svær at gennemskue – fordi den fremstår som noget andet end meningspåvirkning.

Når Mejeriforeningen – åbenbart for EU-midler – reklamerer for mælk i nostalgiske og nationalromantiske tv-reklamer, er det ikke, fordi EU vil fremme salget af mejeriprodukter, men fordi Bruxelles – lige i forbifarten – vil have europæerne til at betragte islam og den muslimske tilvandring som naturlige dele af det normale Derfor viser Mejeriforeningen glade småbørn, der får mælk af en smilende muslima i sort hijab. Så næstekærlige er muslimer, og skam få den, der frygter parallelsamfund, voldtægter, mord og terror.

Islam er næstekærlighed, lyder budskabet, og den islamiske uniform er ikke noget, man skal være bange for. Tvært imod indvarsler islams udbredelse et lykkerige. Og lad nu være med at hæfte dig ved, hvordan det er gået der, hvor profeten hersker. Det ser måske ikke godt ud i Islamisk Stat eller Iran, hvor man brænder mennesker levende, hænger homoseksuelle fra kraner, fængsler kvinder, der nægter at gå klædt som Mejeriforeningens store moder. For ikke at tale om herboende imamer, der lover kvinder tæsk. Det er ikke islam, må man forstå. Islam elsker dine børn og giver dem mælk.

Og når Berlingske opfordrer DR til at lave en muslimsk familiesaga, er det ikke, fordi organet tror – med mindre redaktøren er en større idiot, end jeg havde regnet med – at det vil påvirke herboende muslimer, som er aldeles ligeglade med, hvad vantro mener om dem. I islam er vantro ikke mennesker, så hvorfor skulle det interessere dem, hvad de finder på? Vi er også ligeglade med, hvad krokodiller og tissemyrer mener om danskere. Islams lokale magthavere vil selvfølgelig byde velkommen til enhver fedteindsats, der tjener til at forvirre deres fjender og lette vejen til magtovertagelsen.

Af Lars Hedegaard