Man kan altid diskutere detaljer, men set i et længere historisk perspektiv, så var Mogens Glistrup en stor dansker. Således skrev han eksempelvis i ‘Fremskridt’ tilbage i 1987 – Sporene er skræmmende.

“Overalt er sangen den samme: Dette og hint må virkelig betales af staten. Med den konservative Poul Møller som ideologisk inspirator indpiskes, at økonomiske sammenhænge er noget kedeligt underordnet noget, som man virkelig ikke skal beskæftige sig med.

I stedet gælder det over statsbudgettet – uden grænser for vækst – at smide penge ud på de sektorer, hvor 1968-gøgeungerne færdes: Universiteterne, ministerierne, daginstitutionerne, ulandshjælpen, forureningsbekæmpelsen o.l.

Metoden består i vidt omfang i at skubbe klientgrupper foran sig. Et – blandt mange eksempler – er muhammeddanertilstrømningen. … Den virkelige drivkraft er, at hver portion på 10.000 bekvemmelighedsflygtninge – fordelt over mangfoldige eksotiske folkeslag – kræver langt flere sagsbehandlere end 10.000 fynboer. De fremmede i landet skal passes på alle ledder og kanter: Lejrpersonale, køkkentjeneste, kultursociologer, rengøring, tolke, sproglærere (både i dansk og hjemmesprog, boligservice, socialrådgivere, psykologer, støttepædagoger o.s.v., o.s.v. Jo større kolonner des flere faciliteter og alle de livsvarende frynsegoder (rejser, kursusdeltagelse o.s.v.), som den nye herskende klasse benytter i stedet for sort arbejde for at få en luksustilværelse uden om vor tids grusomme skatteplyndringslove.

… Når Danmarks Radio skummer over i vrede mod sociale nedskæringer, gælder forargelsen aldrig de hårdtslidende landmænds faldende svineafregningspriser.

… For enhver, der gider interesserer sig for Danmarks tarv, står imidlertidig klart, at de betydende farer for vore børn og børnebørn ligger i valutagæld, skatteverdensrekord og alle de andre miserabiliteter, som bankerot truer landets fremtid, fordi vore herskere lader hånt om samfundsøkonomiens mustkrav. Dræberbakterien er oplagt, at den offentlige sektor er svulmet alt for kraftigt som summen af 1968-aktivisternes krav.

Det kan derfor forekomme mærkeligt, at 175 af Folketingets 179 medlemmer år efter år støtter den uomtvistelige, skinbarlige fædrelandsødelæggelse. Forklaringen er, at whiskybæltshæren råder over en atombombe, som er alle andre våben overlegen.

De besidder medierne. Først og fremmest det mest afgørende: Statsmonopolet Danmarks Radio, hvis fjernsyn og øvrige afdelinger er overbefolket med og totaldomineret af snæversynede, ukyndige, fordomsfyldte ensidigheds-missionærer.

… Fra årle morgen til sen nat vil de, som åbner for Danmarks Radio, blive indoktrineret flade med propaganda, som bestandig går ud på at bilde lyttere/seere ind, at det og det område skal det offentlige tage sig af. Udtrykkene ‘positivt’, ‘godt nyt’ og tilsvarende bemærkninger bruges bestandigt om tiltag, der afføder flere skatteyderudgifter.

At spørge om hvor pengene skal komme fra eller belyse spørgsmål om det enkelte menneskes frihed i forhold til embedsmandsknusemaskinen, ligger det alsidigheds-fornægtende medium fjernt. …

I stedet for at befatte sig med almindelige menneskers problemer bortødes det ene hundredtal af sendetimer efter det andet på AIDS’ere, ANC’ere, NOAH-folk og lignende egocentrede afvigersærgrupper. … I alt væsentligt godtages kun tyranklassens vaner og synspunkter som noget, der kan viderebringes. Med alskens krumsprings-undskyldninger og bortforklaringer ekskluderes personer og synspunkter, der vil varetage danskernes tarv alle 365 døgn som ikke-eksisterende.”