(Martin Bigum, 1996, Colonial Bastard – The Poet Jesper Berg in Syria; Foto: Flickr)

Det er femten år siden jeg første gang bloggede om Jesper Berg, en i syrien-bosat dansk digter. Han er naiv i forhold til Islam, men siger dog også interessante ting. At vestlig kultur ikke fungerer i arabiske lande, da arabere definerer sig etnisk og religiøst, og vestlig demokrati forudsætter ‘homogene befolkninger med fælles fodslag og interesser’. Point taken. Fra et længere interview med Lasse Ellegaard, trykt i DSB-magasinet Ud & Se, september 2007 – Den lyshårede digter i Damaskus.

“Hvilke modsætninger er det? — Udfordringen er, at den tredje verden banker på rent konkret og udfordrer vores forklaringsmodeller for, hvordan verden hænger sammen. Situationen i Mellemøsten er meget alvorlig, også for os, men vi har ikke en terminologi for, hvordan vi kan få lukket konflikten. Vi bliver nødt til at gå i clinch med ting, som vi instinktivt ved, vi ikke forstår. Det ærgerlige er, at jeg ikke ser tegn på, at vi prøver at forstå de kulturer, vi prøver ikke at skabe en ny tænkning eller logik, der kan håndtere og forstå dem.

Hvordan mener du? — Det burde være åbenlyst for enhver, at tankegangen i islam er kommet for at blive. Det har været klart siden den islamiske revolution i Iran i 1979. Vesten har spillet fallit i Mellemøsten, og vores model er afløst af en islamisk renæssance, som vi bliver nødt til at tage alvorligt. …

Hvor ligger ansvaret? — Store ryk sker i meget korte tankespænd. Jo kortere der er fra hånden til munden, jo kortere er tankerækken. Mellemøsten er udsat for et stort pres på grund af Israel og vestlig indblanding, men også på grund af den måde, araberne selv har forvaltet den frihed, de begyndte at få efter første verdenskrig… Det er gået jævnt ned ad bakke, siden araberne fik deres selvstændighed i 20erne, så der er ikke noget at sige til, at folk tilskyndes til at forlade denne nederlagets logik.

Nederlagets logik? — Folk ser den vestlige model som en trojansk hest. Den opleves som uegnet i forhold til vilkårene her. Og det er der gode argumenter for. Det vestlige demokrati kan føres tilbage til de græske poliser, bystaterne, der forudsatte homogene befolkninger med fælles fodslag og interesser. Når folk, som her, definerer sig religiøst eller etnisk, udfordres denne konsensustankegang.“