Jeg har et lidt ambivalent forhold til netop afdøde Jens-Peter Bonde. På den ene side var han en af de største kritikere af EU, men på den anden side, så kan man ikke være på den rigtige side af historien, når man efter nogle år som radikal, i en alder af 26-27 år melder sig ind i Dannmarks Kommunistiske Parti. Han blev et toneangivende medlem, var en del af Centralkomitéen, og blev først partiløs i 1992, året efter Ole Sohn, da partiet eroderes indefra. Bonde holdt tale ved Danmarks Kommunistiske partis 100 års jubilæum for to år siden, og delte her eksempelvis scene med Sven-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening.

‘Verden vil savne din utrættelige kamp for ligeværd og demokrati – hjemme som ude’, skriver familien på Facebook, og lader professor Uffe Østergaard stå for mindeordet: “Vi har mistet en stor europæer med Jens-Peter Bondes død.” Her lidt fra et NOTAT-interview (2012).

“‘Jeg troede, at EF-modstand var et skandinavisk og britisk fænomen, og ikke noget, der fandtes i andre EU-lande. Men dagen efter, 3. juni (1992, Kim), skriver den franske avis Libération på forsiden ‘Merci le Danemark!’- Tak, Danmark. Og det viste sig så at være symptomatisk for reaktionen rundt om i Europa. De havde i den grad glædet sig til, at der var nogen, der gokkede dem i Bruxelles’. ‘I de dage gik min modstand fra at være dansk eller nordisk til at være europæisk’, siger Bonde med henvisning til den opbakning han fik i den kommende tid – i Tyskland, i Storbritannien, i Italien osv. …

‘Men jeg er ikke imod. Jeg har aldrig været imod den smukke drøm om en fælles, europæisk, demokratisk forbundsstat. Det er og forbliver en meget smuk drøm. Jeg kan bare ikke se den realiseret, fordi jeg ikke kan se, hvordan de to forudsætninger solidaritet og mobilitet skulle kunne komme til stede’. …

Jeg var ikke specielt meget imod EF. Jeg arbejdede med uddannelsespolitik i Studenterfronten i Århus og var næst- formand i Studenterrådet. Det var min verden dengang. … Jeg har faktisk aldrig nået at tage stilling til, om jeg er for eller imod EF, – hvor pudsigt det end lyder. Fordi jeg blev engageret i at rette op på de vanvittige udsagn, som politikere og eksperter kom med om, hvad EF var. Det var det, der fangede mig. Så kom jeg ind i Folkebevægelsens miljø. Men det var ud fra en europæisk og ikke en nationalistisk tankegang, og som sagt blev jeg fanget af, at ja-siden ikke sagde sandheden.” (Jens-Peter Bonde, NOTAT, 2012)

“Vi har mistet en stor europæer med Jens-Peter Bondes død. Han gjorde siden 1970 politisk karriere på at kritisere EU for svindel, manglende demokrati og åbenhed. Valgt ved det første direkte valg til EU-parlamentet i 1979. Oprindelig med krav om dansk udmeldelse, men efter folkeafstemningen i 1986 som konstruktiv kritiker. Også efter at han i 2008 holdt op som parlamentariker, fortsatte han med at operere på den europæiske politiske scene for et reformeret, demokratisk samarbejde.” (Mindeord af Uffe Østergaard, Facebook, 2021)