Oktober 1944. Tyskerne vidste de havde tabt krigen. Ligevel brød fronten aldrig sammen. Kampen om Hürtgen-skoven ved Aachen sier noget om tyskernes kampmoral selv når de så nederlaget i øjnene.

Hvorfor sagde  Englænderne og franskmændene ikke bare undskyld? – Den gode tone,  den store tolerance eller anstændighedens imperativ —

Kunne den 2. Verdenskrig være  undgået,  hvis man blot havde sagt undskyld?

 ( et essay)

Hvis man  blot har læst få  bøger  om Tysklands historie  med særligt fokus på mellem-krigstiden,  vil man hurtigt se,  hvad der dominerede datiden.  Lige fra 1919  helt frem til 1932 var Tyskland kastet ud i den ene krise efter den anden,  begyndende med nederlaget efterfulgt af Versaillestraktaten med de ydmygende krav på kolossale krigsskade-erstatninger, oprettelsen af Weimar-republikken med indbyggede revolutioner,  kupforsøg,  attentater,  mord, opløsning, nederlagsstemning  og en  deroute for nationalfølelsen,  der så igen fik et skub i  1929 ved børs-krakket i Wall Street,  der førte til en voksende arbejdsløshed, læg så hertil, at en ukendt skyttegravssoldat trådte frem i en ølstue i München allerede i 1920 og begyndte at slå på tromme for en  revanche for Tyskland. Efter hans eksempelløse  succes med at danne  partiet NSDAP, så  vil man  herefter kunne konstatere, at Tyskland,  udvalgt af en højere/lavere skæbne bestemt til at overgive rigets nøgler til denne ukendte soldat  fra  1.  verdenskrigs skyttegrave, der i den grad fik det tyske folk op af stolene. Kunne det være gået anderledes?,   ja, måske hvis Adolf Hitler var blevet myrdet. –   Og man bør desuden huske på, at det ikke kun var småborgerskabet der stemte  på  NSDAP  i de mange valg, der fandt sted i 1930-32, det var bestemt også veluddannede, kunstnere, journalister og lign. der lod sig besnære. 

Men alle  de  nævnte faktorer fik for alvor betydning for Tyskland  gennem  de allieredes tøvende og utroværdige forsøg på at opretholde Versailles-bestemmelserne,  der netop i de år mellem  1919  og 1932 faldt sammen og gav det nederlagsplagede land det nådestød,  der fik ikke blot de arbejdsløse men også dele af landets intelligentsia til at sætte deres lid til  NSDAP og dets leder. Herudover bliver jeg nødt til at omtale en anden og måske nok så vigtig brik i det store fatale  spil,  der kom til at spille en altafgørende rolle.  Vestmagterne, de allieredes frygtsomme medfølelse med det tyske folk. Al denne fornedrelse, hvad kunne det ikke føre til,  hvis man lyttede til de taler, den veltalende Adolf Hitler stod og fyldte ølstuerne med,  så kunne nogle jo hurtigt få  en velbegrundet frygt for, at en ny krig kunne lure ude i horisonten, hvis man fastholdt de krav der lå i Versailles-traktaten.

Derfor begyndte man allerede fra 1936 at løsne grebet  om Tyskland,  som fx  i Alsace Loraine hvor man uden sværdslag lod tyske soldater komme ind, idet man trak besættelsestropperne tilbage,  og da Hitler  i 1938 annekterede Østrig  og  senere gjorde krav på  Tjekkoslovakiet,  var man også meget lydhør, det gjaldt jo trods alt fred,  måske verdensfreden. Vær opmærksom på at der var mange  i  England, der opfattede  Winston Churchill som noget af en bulldog,  og nogle ville have kunnet sige til ham:  Ja,  men vi er da ikke i krig med Tyskland!  Og da de tyske tropper den 1. september gik ind i Polen måtte enhver åbne øjnene og svare på det store spørgsmål:  Jo måske, men kan vi  ikke lige sige Undskyld!,  det skylder vi som anstændige mennesker da de stakkels tyskere,  og Hitler var vel  i grunden også et anstændig menneske… vi er i krig!

Altså, der var endnu dem, som  ville sige undskyld til Hitler, hvis Versailles-freden havde fornærmet ham. Denne gruppe mennesker  var klar til at lade ham få Polen, hvis det kunne være et plaster på såret. Og eftergivenhedspolitikken  havde givetvis en stor andel i, at tingene havde udviklet sig som  det altså skete.  Weimarrepublikken var for længst historie. Med bagklogskaben kunne historikerne og andre iagttagere nu se,  hvad det  førte til. Det tyske folk fulgte Hitler et langt stykke henad vejen,  hvad havde han ikke fået gennemført  i årene mellem 1933  og 1938.

En udbredt og voksende arbejdsløshed  var blevet konverteret til  noget der lignede fuld beskæftigelse og en genopvakt  nationalfølelse, ganske vist på bekostning af jødernes udryddelse……,  men her valgte vestmagterne anstændigvis at tie. Churchill kunne ikke finde kammertonen og blev af mange opfattet som en uanstændigt provokerende  krigshetzer (warmonger). Det havde været svært for det tyske folk, lad nu bare Hitler få sine vel ikke helt urimelige krav opfyldt,  for hvem ønskede at træde på et folk der lå ned!?  Der var selvfølgelig spørgsmålet med jøderne, men var der ikke også antisemitisme hos de sejrende vestmagter?  Og  hvorfor blande sig i tyskernes affærer, det kunne let  virke som  unødvendige krænkelser  med risiko for nye konflikter. Hvis nogen havde turde gribe ordet og støttet Churchill var de givetvis blevet udskammet og beskyldt for tonedøv uanstændighed.  Derfor så man i måbende afmagt på den udvikling, der udfoldede sig på kontinentet. I grunden havde Hitler og hans parti, ja hele det tyske folk vel egentlig ret til at kræve en plads i solen, der blev tale om at give dem  adgang til det afrikanske kontinent med henblik på at få sig nogle  kolonier.   Vi ved hvad der skete;   omsider klokken ”kvart over tolv”  satte man sig  på ny sammen og trak Churchill ind i varmen, i modsætning til de andre havde han det fornødne mandsmod,  kræfterne  og ikke mindst  evnen til at stå alene.  Mange af parlamentets politikere  faldt ham  om halsen,  og undskyldte  deres svaghed  og leflen  for den  totalitære moralisme de i kor  havde udtrykt. Ud fra de nobleste motiver havde de forsøgt at undgå en ny krig,  men  netop det havde de fået, en krig der skulle overgå  den store krig fra 1914-18 mange gange!  ..

Siden  1990`erne  har vi herhjemme  måtte lægge øre til dogmet om anstændighed først og fremmest udtrykt gennem Seidenfadens pen i Politiken. Efter  at have støttet Rushdie i sagen om  De Sataniske vers  var han vendt rundt, og med et indædt had til det nye parti Dansk Folkeparti  så  han nu  alle de problemer,  der  opstod ved den voksende indvandring som noget der direkte var affødt af det nye fremmedfjendske parti  og Anders Fogs manglende forhandlingsvilje med fredens apostle. Senere har vi kunne læse hos  Ahmed Akkari  (Mit farvel til islamismen), at de famøse imamer der tog til Mellemøsten hurtigt fandt ud af,  at intet kunne formilde de rasende ledere i Mellemøsten,  der havde deres egne særlige dagsordener.   De så blot de forbandede tegninger som anledning og ikke som årsag til urolighederne med ambassadeafbrændinger med mere – 

Kan  man overhovedet bruge historien  og erfaringerne fra  30`erne  til at forstå  noget i  nutiden,  dvs  fra 1995  og frem til i dag? Måske ikke,  forskellene er jo til at få øje på,  men  den kujonagtige vigen,  forklædt som anstændighed  er den samme! Hvem ønsker krig?  Nej vel,  ingen!  Men  det politiske mod  og  fornemmelsen  for magtpolitik,  byder os at se  virkeligheden i øjnene,  og på ethvert tilbagetog  og så  enhver svaghed som  en invitation til en fjende der ikke ved hvad demokrati er,  og som blot ser at magten tilhører den stærkeste,  og når man  trækker ord som  tonen,  anstændigheden, tolerance,  pluralisme og dialog  ind på scenen  med en naiv tro  på, at det kan  udmanøvrere en  diktator eller et diktatur,  så er man mere naiv  end man har lov til at være. Dette så Churchill,  så ingen grund til at dekonstruere ham,,  som  en bagside-artikel  i Weekend-avisen  for et par år siden forsøgte, da Søren Mørck  ville fratage  Churchill æren  for sin  medvirken til sejren over  nazi-tyskland  –  Ikke særlig smukt  men  sikkert i overensstemmelse med avisens  verdensforståelse ….