Waldemar Dreyer, Naturfolkenes Liv, 1898

Der er mange sandheder i artiklen herunder, der omtaler en bog fra en tid, hvor det var europæerne der smadrede multikulturen (den oprindelige betydning). Ligesom oprindelige folk blev udryddet af europæere med ‘Guns, Germs, and Steel’, så vil masseindvandringen også gøre danskerne til en ydmyget minoritet. Eventuelle diskussioner desangående må omhandle datoen, for kurset er sat er sat af nutidens Waldemar Dreyer’ere, folk som Eske Willerslev: “Hvis vi ikke blander os med fremmede, så uddør vi.”

‘Indianerne stoppede ikke indvandringen. I dag lever de i reservater’, lød et letforståelig budskab, da jeg var ung. Det holder stadig. Interessant artikel af Bo Bjørnvig i Weekendavisen – De hvide & de vilde (kræver login).

“På den yderste sydspids af det amerikanske kontinent levede i 1800-tallet et folk kaldet ildlænderne, omkring 10.000… I 1930 døde den sidste, der talte sproget.

Samme skæbne led de indfødte på Tasmanien, den store ø syd for Australien. Også dem drev fåreavlerne klapjagt på og udryddede. I New Zealand kæmpede godt 4.000 indfødte maorier i 1860erne intenst mod cirka 18.000 britiske soldater, en kamp, som briterne først vandt efter flere års offensiv. Nu er maorierne en minoritet.

Og i Argentina gennemførte regeringen i løbet af sidste halvdel af 1800-tallet flere militære aktioner mod de indfødte, der ikke kunne lade europæernes kvæg være. Den indfødte kultur bukkede under. De indfødte i Australien udgjorde ingen militær trussel, de blev trængt væk og flyttet ud i reservater.

… Mange af de indfødte kulturer, som europæerne mødte, var meget krigeriske, det gjaldt aztekerne og inkaerne, masaierne og kafferne, afrikanske kongeriger som Dahomey og adskillige nomadefolk. … På den måde var europæernes krigeriske opførsel ikke disse naturfolk fremmed, og når de tabte kampen, mistede de også deres kultur, og deres samfund gik i opløsning, for de havde mistet deres krigerære.

Men da vi nærmede os 1900-tallet, begyndte nogle europæere at beklage udryddelsen af de mange indfødte kulturer. Forfatteren Waldemar Dreyer (1853-1924) – der var læge, populærvidenskabelig forfatter og direktør for Zoologisk Have – udgav i 1898 et stort værk om Naturfolkenes Liv, som han afsluttede med den triste erkendelse, at de ‘Vilde’ – som han altid sætter i anførselstegn – ikke var Guds bedste børn, det fremgår af bogens mange beretninger om nedslagtninger, kannibalisme og menneskeofringer.

Krig, skriver han, er en udbredt menneskelig beskæftigelse. Nogle folk er mere krigeriske end andre, mens enkelte ligefrem er fredelige, men stridigheder med naboer om jagtret og landområder truer hele tiden. Derfor var det i de fleste kulturer vigtigt at vinde hæder som kriger. Men, fremhæver han, den hvide mand er den værste…“

“Livet paa Jorden vilde ikke vinde i Værd eller Interesse for os, om alle dens Beboere trak i samme Uniform og levede væsentlig det samme Liv, blev dette end nok saa meget et ‘Kulturliv’.” (Waldemar Dreyer, 1898)