Unge pger på Strøget. Foto: Steen Raaschou

Elitedrevne globalister mod demokratiske græsrødder

Realiteten er, at der rent demografisk set finder ikke mindre end det sted, som kan karakteriseres som en befolkningsudskiftning, på hele det europæiske kontinent, inklusive Danmark. Få, om nogen, «politikområder» har nogensinde tidligere skabt større konsekvenser.

Ved Socialdemokratiets opslutning om markedet og Venstres opslutning om velfærdsstaten og samtlige partiers tilslutning til det vestlige globaliseringsprojekt, har højre-/venstresiden i dansk politik mistet sin mening. Den grundlæggende politiske konfliktlinje i Danmark, som i Vesten for øvrig, går i dag mellem elitedrevne globalister som sætter overnationale ordninger fremfor nationale interesser, og et folkelig oprør fra nationalt og demokratisk orienterede græsrødder som ønsker folkestyre og lokalt selvstyre tilbage.

På den ene side står «fordelsfolkene», hovedsageligt de politiske ”oligarkier”, ansatte i sikrede job i den offentlige sektor og i de mange halvoffentlige organisationer, i uddannelsessektoren og ”akademia” og i de æterbårne medier, som får deres løn af staten og som stort set er skærmet fra ulemperne ved globaliseringen. På den anden side er de, som står tilbage med regningen og ulemperne i form af arbejdspladser som går tabt til Kina og andre lavtlønslande eller overtages af østeuropæiske arbejdsindvandrere, nabolag som er ødelagt af indvandrerrelateret bandekriminalitet samt lavtlønsgrupperne og pensionisterne, som har fået svækket deres reallønsudvikling og i stigende grad vil møde reducerede velfærdsydelser og krav om at arbejde mere og længere som en følge af de enorme udgifter knyttet til indvandringen, samt de i selvstændige erhverv udenfor kulturlivet og uden noget statslig garanteret sikkerhedsnet.

Globaliseringspolitik uden demokratisk forankring

Det bemærkelsesværdige ved globaliseringspolitikken, er, at den til trods for sine omfattende samfundsmæssige konsekvenser er blevet iværksat så godt som uden diskussion og demokratisk forankring. Folkets to gange nej til EU er omgået ved en EØS-aftale som i realiteten har medført at broderparten af retsudviklingen i landet, samt hele energi-, industri-, erhvervs- og arbejdsmarkedspolitikken og befolkningspolitikken i overvejende grad er overladt til overnationale organer som EU og FN, mens sikkerheds- og forsvarspolitikken er overladt til NATO og USA. Afskaffelsen af Nordsøolien og -gassen på energisiden, mink på landbrugssiden og Marrakesh-aftalen på indvandringsfeltet tiltrædes stadig uden nogen særlig eller ingen diskussion eller debat i Folketinget, til trods for aftalernes omfattende konsekvenser for det danske samfund. Befolkningspolitik, demografi og indvandring snakkes der knapt nok om i «det gode selskab». Gør man det alligevel, bliver man udråbt til nazist før man får set sig om.

For realiteten er, at der rent demografisk set finder ikke mindre end det sted, som kan karakteriseres som en befolkningsudskiftning på hele det europæiske kontinent, inklusive Danmark. Få, om nogen, «politikområder» har nogensinde tidligere medført større konsekvenser. Dagens befolkningspolitik og de demografiske ændringer den fører til, overgår mange gange mellemkrigstidens flygtningepolitik. Den har de seneste årtier udviklet sig fra en humanitær forpligtelse og arv fra 30-ernes Europa til at blive en fuldskala befolkningsudskiftning som en følge af de høje fertilitetsrater i indvandrerbefolkningen og de lave fertilitetsrater blandt danskerne. Mellemkrigstidens befolkningspolitik i Europa trækkes gerne frem som skrækeksempel. Men bortset fra i Sovjetunionen, hvor en omkalfatring af befolkningerne i dele af Eurasien skulle bidrage til Homo Sovieticus, flyttede i Europa kun mindre folkegrupper i begrænsede regioner rundt som i Jugoslavien. Det, som nu foregår i Danmark og i det øvrige Europa, har kun befolkningen på det amerikanske kontinent som historisk sidestykke.

Globaliseringspolitik præget af fortielse og fornægtelse

De enorme demografiske, økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser som følger i kølvandet på denne befolkningspolitik, forties og benægtes både af Venstre og Socialdemokratiet. I den grad det overhovedet nævnes, påstår Socialdemokratiet at det er en berigelse, og Venstre at Danmark er afhængig af indvandring og importeret arbejdskraft, samtidig som begge partier bortforklarer det stigende pres på velfærdsstaten med at det er ældrebyrden, som er årsagen. Det er der ikke grundlag for at hævde. Det er faktisk direkte løgn at påstå at «indvandring giver et positivt bidrag til statsfinanserne og at vi er afhængige af import af arbejdskraft fra Østeuropa.» Indvandringen, særlig af indvandrere fra MENA-landene, som er uden uddannelse, koster tvært imod danske skatteydere anslagsvis svimlende 33 milliarder kroner om året, og betydelig mere om man regner infrastrukturomkostningerne knyttet til befolkningsstigningen med. Nogle anslår 80 til 100 milliarder.

Og den danske arbejdsstyrke er ikke for lille til at opfylde behovet for arbejdskraft til håndværks- og servicefagene, industrien, skibsfarten, fiskeriindustrien i Nordsøen eller til sæsonarbejde i landbruget. Arbejdsstyrken er mere end stor nok. Problemet er at vi gennem en særdeles inkompetent beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik har placeret store dele af Arbejdsstyrken i den offentlige sektor og på velfærdsydelser. Vi har, ifølge CEPOS´sidste opgørelse, næsten dobbelt så mange på pension, dobbelt så mange på sociale ydelser og dobbelt så mange ansatte i den offentlige sektor som gennemsnittet i OECD. Det koster selvsagt penge, sammen med den lave arbejdsmarkedsdeltagelse i store dele af indvandrerbefolkningen. Sammen med en lav innovationstakt har det resulteret i en afhængig økonomi med få alternative muligheder, tabt skatteprovenu trods verdens højeste skattetryk og stigende offentlige udgifter. ‘Overbeskæftigelsen´ i den offentlige sektor repræsenterer alene 300.000–400.000 årsværk. Disse kunne i stedet bidrage til øget værdiskabelse og eksportindtægter dersom vi havde haft et handlekraftigt Folketing og en regeringsduelig Regering.

Danmark er ikke afhængig af hverken indvandring eller importeret arbejdskraft. Det har at gøre med måden vi organiserer og styrer vor økonomi på. Problemet er at den i stadig større grad bliver styret af andre.

Køb Lars Hedegaards nye bog her!