Foto: Steen Raaschou
Hvis man mangler en idé til en julegave, så køb Lars Hedegaard nyudkomne bog, Sådan døde Danmark. Den består af 19 essays, skrevet i det klare og kontante sprog, som er et særkende for den truede forfatter.
Hedegaard har et fintmærkende øre for det løgnesprog, de fleste medier, ”eksperter” og politikere anvender, når de skøjter hen over de problemer, som de europæiske nationer inklusive står i op til halsen på grund af muslimsk masseindvandring. F.eks. når TV2-News meddeler om et knivdrab, at det ikke vides, om drabet er ”religiøst motiveret”. Da danskere normalt ikke går rundt og stikker andre ihjel med knive, er det klart, at ”religiøst” her betyder ”motiveret af islam”, men det ord er det forbudt at bruge. Udtrykket ”multikulturalisme” er blevet opfundet for at skjule det faktum, at muslimer og ikke-muslimer ikke kan leve fredeligt sammen.
Hedegaards insisteren på, at man bedst forstår islam som en hær, hvis fremrykning drives af pligten til jihad (hellig krig) giver god mening. Det evindelige vrøvl om, at islam er en religion, og at vores religionsfrihed også omfatter religionen islam, er det samme som at kapitulere. Fredagsbønnen er derfor en mønstring af muslimske mænd, der er stillet op i rækker for at modtage ordrer om at bekæmpe de vantro
Lars Hedegaard var en af de allerførste til at gøre den danske offentlighed og politikerne opmærksom på den fare, den muslimske indvandring udgjorde. I stedet for at lytte og forstå har myndighederne forsøgt at true ham til tavshed med politiets og domstolenes hjælp. Og de har fået bistand fra villige hjælpere i de medier og hos de politikere, som selv er for bange til at sige sandheden. En af landets mest vidende på området og bedste formidlere af sin viden har ikke mulighed for at komme til orde i de toneangivende medier. Hedegaard har ret i, at det danske og de andre vesteuropæiske nationer er dødsdømte, når de ikke tør se sandheden i øjnene, men straffer budbringerne i stedet for at imødegå truslen.
Som han rammende skriver s. 87: Muslimer kan i Danmark uden mindste risiko stå frem og erklære, at der vil blive indført sharia med alle dens konsekvenser i form af undertrykkelse og barbariske straffe. Hvis en dansker derimod skriver, at det faktisk er det, islam går ud på, bliver man som i Hedegaards stilkfælde beskyldt for racisme, mål for straffesager og mordforsøg. Hedegaard kan sin Orwell. Citatet s. 137 fra Orwells bog 1984 om, at befolkningen ikke kender noget til fortiden, at bøgerne bliver skrevet om, malerier, statuer, gader og bygninger er ændret eller omdøbt, og at processen fortsætter dag for dag, er som en beskrivelse af det, der foregåri vor tid.
Lars Hedegaard har bevaret et trodsigt håb om, at populisterne vil vinde kampen om Danmark mod kapitulanterne. Jeg er ikke så optimistisk, men det er ligegyldigt. Læs bogen og døm selv.
Af Bent Jensen
Lars Hedegaard: Sådan døde Danmark. Document Forlag. 143 sider. 190 kr.