Sylvi Listhaug og Inger Støjberg under et besøg i Norge sommeren 2017.

Tiden er fuld af vanvid og den norske version af DF, Fremskridtspartiet, er et friskt eksempel. Fylkeslaget i Oslo (det svarer til Kommunalbestyrelsen i Kbh.) har gennem tiden været domineret af såkaldte nationalkonservative. Det betyder simpelthen mennesker der er nationalt sindede og samtidig konservative. Sætter man det sammen bliver det nationalkonservative.

Ordet gør enkelte svage sjæle nervøse. Det minder dem om nationalsocialisme. Det findes der ingen grund til. De, der bruger nationalsocialisme på den måde, er ude efter at kriminalisere alt der opponerer mod det rådende dogme.

Intet andet parti har været genstand for prygl på samme måde som Fremskrittspartiet. Da det kom frem, at Anders Behring Breivik havde været medlem af ungdomspartiet en kort periode, havde man beviset man behøvede. En tredjedel af vælgerne blev hjemme ved kommunalvalget i september 2011.

De var skræmt fra vid og sans.

Én som ikke lod sig skræmme var Sylvi Listhaug, en norsk udgave af Inger Støjberg. Begge ser ud til at trives med modstand.

Sylvi Listhaug var justitsminister i 2018. Hun skrev et indlæg på sin facebookvæg hvor hun skrev at Arbejderpartiet tog mere hensyn til terroristers rettigheder end til befolkningens sikkerhed. Baggrunden var et lovforslag om fratagelse af statsborgerskab. Listhaug ville have at det skulle kunne gøres ved administrativ beslutning. Arbejderpartiet ville have at de mistænkte skulle have adgang til at gå via domstolen. Det ville forsinke processen.

Men det at koble venstrefløjen til jihadisme udløser raseri. Efter et døgn var der nogle, der fandt ud at Listhaugs facebookindlæg faldt sammen med premieren på filmen om Utøya. Dermed var Listhaug koblet op til den mest traumatiske episode i Norge siden krigen. Hun hånede ofrene.

Medierne var helt med. Politikere fra alle andre partier deltog. Presset blev umenneskeligt. Efter nogle dage indkaldte statsminister Erna Solberg til møde og Sylvi blev frataget posten som justitsminister, med forbud mod at poste kontroversielle ting på sociale medier.

Hun stod samme aften frem i TV-avisen og sagde der havde været en hekseproces mod hende, i en sag der dybest set handlet om ytringsfrihed.

Nu er rollerne byttet om. Nu er det Listhaug der går i spidsen for at rense nationalkonservative ud. Leder af Oslo FrP, Geir Ugland Jacobsen, blev tirsdag ekskluderet fordi han har ledet en gruppe, der går ind for en nationalkonservativ drejning af partiet.

Man skal vide, at partileder Siv Jensen hele tiden har afvist at Fremskridtspartiet har noget til fælles med Dansk Folkeparti eller Sverigedemokraterne, selv om alle andre ser slægtskabet.

Nu har FrP med eksklusionerne hugget sine egne rødder over.

I den forbindelse kom Listhaug med en udtalelse, der viser hvor dybt selv en brav politiker kan synke. Listhaug forklarede hvorfor hun reagerede så stærkt på ordet nationalkonservativ:

Men nationalkonservativ er et begreb, som jeg føler at jeg får lidt kuldegysninger af, for at være helt ærlig, siger Listhaug.

– Hvorfor giver det dig kuldegysninger? Hvad er der med det ord?

– Her er det historikken om mikset mellem national og ideologier. Nationalsocialisme er fra gammel tid af det mest kendte begreb, så nationalkonservativ, jeg tror mange får lidt ubehag knyttet til det begreb, selv om alle stort set er enige i Frp om at vi skal tage vare på Norge, vi skal passe på vor kultur, tage vare på norske interesser og det er det udenrigspolitikken skal handle om.

Hvordan er det muligt, at en politiker, der selv er blevet hetzet så meget, farer løs på sine medlemmer med nazi-kortet?

Der findes en parallel i det danske politiske landskab: Da Inger Støjberg ville rydde op og beskytte barnebrudene fra Syrien, formåede embedsværket og politiske modstandere det kunststykke at gøre hende til problemet. Hun havde ikke fulgt den politiske procedure. At hun handlede for at beskytte danske principper betød ingenting.

Støjberg har måttet forsvare sig fordi hun dristede sig til at forsvare danske værdier. Det vidner om et indre forfald i dansk politik.

Forfaldet er endnu større i norsk politik. Her har vi heller ingen Pernille Vermund. I stedet har norsk politik taget et stort skridt mod ensretning.

Partiets vælgere er blevet hjemløse og et stort vakuum er opstået.

—