Foucault i lufthavnen i Iran i 1978

Venstreintellektuelle har en lang og lidet ærefuld historie med en række af eksempler på en manglende evne til at se det ondartede i røde politiske regimer og bevægelser som hverken i handling eller på skrift lægger skjul på, at de betjener sig af vold, trusler og pression. 

Hvis man husker det, kan man tænke på en person som Sidney Webbs entusiasme for  Stalin og Sovjetunionen, som for hans kone Beatrice`s vedkommende rakte til et forsvar for de berømte skueprocesser i 1930`erne ” Den sovjetiske regering havde ret, selv ud fra et rent humanitært synspunkt” (herhjemme kan vi tænke på forfattere som Hans Kirk og Scherfig. , Der var en digter som Bertold Brecht, hvis støtte til det østtyske regime  indbefattede accept af sovjetiske tanks der knuste arbejdernes revolte i 1953 i Berlin. Hvem har glemt Chomsky`s  vanærende knæfald  for en person som Khmer Rouge i Cambodia.  

Til denne række af pinlige eksempler på en vedvarende øm omfavnelse af det totalitære,  når bare farven var rigtig, kan vi så også  tælle et intellektuelt fyrtårn som Michel Foucault,  berømt for sine diskurs-analyser med mere og hans interessante entusiasme for og hyldest til den iranske revolution, som han skrev om for bl.a.  den italienske avis Corierre della Sera. 

Ikke ulig det russiske zarstyres vilkårlighed, der ledte frem til først en borgerlig revolution dernæst et kommunistisk kup anført af Lenin,  førte den amerikansk støttede  Shah og hans styre til en revolution,  og med shahstyrets grusomheder for øje kunne de nye magthavere umuligt være værre end det regime, de i løbet af et par måneder fejede bort, men det blev det, og det lever i bedste velgående. 

1. Foucault, der er anerkendt som diskursanalysens fader, forstod som bekendt ikke den iranske ayatolla Khomeinis religiøst inspirerede  revolution og blev forvirret. Dette skyldtes tre ting,  først og fremmest hans, Foucaults inderlige og misogyne had til Vesten,  dernæst hans homoseksualitet, som han hidtil havde kunnet praktisere  i det meste af Mellemøsten før 1978. Og dernæst hans omfattende uvidenhed om denne mellemøstlige religion, hvorfor han selv kunne udfylde hullerne. Læg dertil hans formodede kendskab til fransk koloni-styre  fx  i Algeriet.  Og med sådanne briller kunne han så se den iranske revolution i et positivt emancipatorisk apokalyptisk lys, som en eksplosion af åndelig energi og ”spirituel politisk bevidsthed”,  så  bliver det vist ikke bedre.  

Han betragtede tydeligvis islam(isme) som et insignifikant begreb næsten uden historie, men  faktum er, at netop Khomeini gik tilbage til kilderne i Koranen,  og hans revolution førte til en verdensomspændende radikalisering af islam.  

”Fortielsens sammensværgelse”   kalder Warraq  det  i sin bog  Derfor er jeg ikke muslim.   ”man kan  fx  sammenligne ”Sartres  holdning til  Stalins tvangsarbejdslejre med Foucaults holdning til Khomeneys grusomheder. Sartre mente at vidnesbyrdene om arbejdslejrene burde ignoreres for ikke at demoralisere det franske proletariat. Foucault skrev i oktober 1978 henført om begivenhederne i Iran,  der mindede om noget Vesten havde glemt siden renæssancen og kristendommens store kriser, nemlig muligheden af en politisk spiritualitet.  Med tanke  på de mange løgne der bevidstløst  blev slugt af de venstre-intellektuelle må sige, at sandheden var mindre vigtig  end de n politiske korrekthed. Med andre ord blev den kritiske sans betingelsesløst opgivet”  (Warraq s. 69)  

– 

2.  Op igennem 50èrne  og 60`erne begyndte  progressive antropologer at omfavne den 3. verdens stammefolk som genuine og autentiske. I bogen  The Seduction of Unreason  observerer Richard Wolin bl.a., at fordi postmodernisterne beskyldte  fornuften og humanismen for kolonialisme og fascisme, blev tolerance erstattet af kulturrelativisme. Dette kombineret med Vestens selvhad, resulterede   i en slags ukritisk 3. verdens-fetichisme,  som førte til, at Foucault og mange med ham støttede den islamiske revolution ,  hvorfor…?  Fordi den var ”anti-moderne”, anti-vestlig, antiliberal.  

Postmodernismen kan ses som et frygteligt eksempel på  akademisk narcissisme,  men dens betydning og indflydelse har været enorm og dyb og med en allestedsnærværende virkning. Sagt kortere: Postmodernismens mantra om en dekonstruktion af sandhedsbegrebet,  har skabt en offentlig diskurs bygget over en afvisende fordømmelse af objektiv viden, der har ført til en modtagelighed for ideologiers falskhed og propaganda.  I den forbindelse talte Foucault om, at sandhed ikke var/er upartisk eller neutral men derimod et instrument for magt, et forsøg på at skjule biasen bag en maske af objektivitet. I  hans verdensbillede  hvilede enhver form for viden på uretfærdighed.  ”There is no right, not even in the act of knowing, to trust or a foundation of truth; and the instinct for knowledge is malicious (moderisk, ondsindet i modsætning til menneskets lykke) . Foucault I  “Nietzsche, Geneaology, History” 1987) – 

Er det her vi skal finde rødderne til venstrefløjens pinlige knæfald for autoritære regimer,  idet de er oplært i at trylle objektiv viden om det røde diktatur om til et progressivt angreb på vestlige værdier såsom ytringsfrihed, tale- og trosfrihed med mere ? Læs fx  Chomskys kroniske had til USA i  Hegemony  or  Survival: America`s Quest for Global Dominance (2003) Her kan vi virkelig tale om politiske idiosynkrasier der fejer viden og sandhed af banen til fordel for tendentiøs og private hadefulde udslag af oikofobi!  Chomsky  er  dyrket  på venstrefløjen  og mange af hans udsagn  ryger ned, ikke kun som guds ord men som ideologisk oksemørbrad for de politisk korrekte.  Her  har man en amerikaner der selv  kritiserer  og udstiller  USA’s  natsider,  hvor finder vi  en muslim der gør  noget tilsvarende  med sin kultur?  Ja,  vi  kender Ibn Warraq og enkelte andre,  men de må leve  med livvagter…. 

3. Ved midten af 60`erne og de tidlige  70ère var der som bekendt en voksende minoritet af muslimer i Vesteuropa,  og i multikulturalismens  interesse fik vi at vide,  at hver civilisation er sit eget mirakel. Der var multikulturelle samtale-grupper i skoler og på universiteter, hvor den blotte tanke om en kritisk holdning var bandlyst. Kulturrelativisme, multikulturalisme og dens katastrofale konsekvenser skabte et klima, hvor kritik blev gjort lig med racisme, neokolonialisme og fascisme.”   –  Uanset hvor mange hoveder der røg  i  forbindelse med den iranske revolution i  78/79  var Foucault uden anger og afviste at kritisere hvad han kaldte Khomeinis  politiske spiritualitet.  –  Desværre ser man ofte kun det man vil se,  og fejer alt andet til side,  selv de mange henrettelser af homoseksuelle havde Foucacult en forklaring på, nemlig den at homoseksualiteten  kun var en kontekst  for mordene,  i virkeligheden blev de henrettet for at have støttet Shahen… I Stangrooms artikel om  Foucault`s  Iranian Revolution  skriver han: “ Foucault insisted that the sentenced men had been punished not for their sexual orientation, but for the support of the Shah,  with homosexuality as a convenient excuse”.  Store ånder kan tage fejl,  vi ved jo også at Heidegger heller ikke lagde synderlig afstand til nazisterne,  hvad betød den totalitære ensretning overfor begrebet Sein und Zeit!? Når mindre ånder tager fejl, kalder man det populisme, når store ånder omfavner de totalitære kræfter kaldes det  ideologiske prioriteringer eller det filosofiske blik (for magten)

Der er slående paralleller til situationen i 20´erne , 30`erne 40`erne  og 50`erne, da venstreorienterede intellektuelle tøvede med at kritisere såvel kommunismens teori som praksis. Der var som Bertrand Russel gjorde opmærksom på en ”fortielsens sammensværgelse”  Man kan sammenligne venstrefløjens fjendtlighed mod  Russels modige kritik af Sovjetrusland    og kommunismen i  almindelighed, da bogen  udkom i 1920…”  –  George Orwell, Arthur Koestler og Robert Qonquest har hver for sig peget på de løgne, som venstreorienterede  intellektuelle slugte om Lenin , Stalin  og kommunismen  for ikke at levere ammunition til  reaktionære kræfter. Med et moderne udtryk var sandheden mindre vigtig end den politiske korrekthed.  I et sådant klima  var kritik og debat tabu(iseret)”Enhver kritisk ytring  blev af tilbederne betragtet som gudsbespottelse og forbrydelse” …den kritiske sans blev betingelsesløst opgivet (Koestler) – 

4. Det må efterhånden være common knowledge, de vestlige intellektuelles selvhad  er legendarisk og i sandhed forbavsende, men det stiller sig ofte i vejen for en dybereforståelse af den klare virkelighed, vi befinder os i.  Man kritiserer Vesten og dens værdier i vendinger, der ville blive stemplet som imperialistiske og racistiske,  hvis de var blevet brugt om islamisk civilisation…..Og med denne omfattende  og vanvittige selvkritik og nedgørelse af Vesten  er som vi  ved  fulgt et logrende fuldkommen irrationelt knæfald for fredens religion. Og vi må  ikke glemme,  at den hollandske politiker  Pim Fortuin blev henrettet for at kritisere islam,  efter at de hollandske medier  havde forfulgt ham for  islamofobi og ”hatespeech”.  Theo van Gogh  blev ligeledes myrdet fordi han tillod sig at anklage islam for  kvindehad. Og tusindvis af moderate muslimer er blevet myrdet , fordi de kritiserede  islamisternes version af deres religion.  Hvis islamisterne får flertal vil de ”almindelige” muslimer med stor sandsynlighed tillade de radikale ekstremister at styre samfundet, fordi de ikke tør eller gider protestere mod dem, eller er det fordi de i virkeligheden er enige med dem, når det kommer til stykket.?  Og i  Houllebecqs  bog,  Underkastelse  kan man få  en god forestilling om hvordan fredens apostle  kommer til magten, nemlig  i parløb med et andet parti,   herhjemme ville det være Enhedslisten og/eller  Det Radikale Venstre, begge partier huser en stor veneration for minoritetens kultur,  og de ville gå langt for at 

Blandt de mange kilder til denne historie er også  den iranske exil-politiker/filosof der med et vist mål af tålmodighed kan ses  i denne video  om Foucault og den iranske revolution  (30 min  inde i  videoen)  –  

Palle Almindsø

–