(Julie Rokkjær Birch, Kvindemuseet, 2017; Foto: Youtube)

Kvindemuseet i Århus skifter navn, fortæller Mikael Jalving, og kommenterer en bizar klumme af museets direktør Julie Rokkjær Birch. Sakset fra JP.dk – Derfor skifter Kvindemuseet navn: ‘Kvinde’ lugter af krænkelse og traditionelle kønsroller.

“‘Museer er ikke monumenter. De skal følge samfundsudviklingen,’ udtaler museets direktør, Julie Rokkjær Birch, som repræsentant for tidens progressive disciple i stat, kommune, kulturliv og akademia. Samtid og ‘frigørelse’ er godt, fortid er skidt, og museer lige så ‘flydende’ som køn, universiteter og sprog. Kultur er bare ‘røverhistorier’ og ‘fortællinger’, som direktøren understreger i en klumme i avisen.

… Julie Rokkjær Birch er en moderne leder, der skjuler sagens kerne, som er, at begrebet ‘kvinde’ ikke længere er acceptabelt i toneangivende identitetspolitiske kredse. …

Biologien er det første offer for den amerikanske syge. Den fortæller os ellers, at alle mennesker er født med et entydigt køn (undtagen en mikroskopisk gruppe hermafroditter). Det er akkurat på grund af de to entydige køn, at vi overhovedet eksisterer, for det kræver to køn at skabe liv. Nogle – ofte ganske ulykkelige – eksistenser føler sig som det modsatte køn. Fred med det. Men at nogle mænd gerne vil være kvinder og klæder sig og lever derefter, gør dem ikke til kvinder. Virkeligheden er given og fuld af politisk ukorrekte begrænsninger.

Den nye kønsforskning og museumsforvanskning er marxisme på nye flasker: Man vil ikke nøjes med at beskrive verden, nej, man vil omforme den. Lige siden Marx & co. er venstrefløjen gået gennem historien med en konstant iver efter at revolutionere alting. Først var det kapitalismen og den private ejendomsret. Så kom turen til nationale identiteter, slut, forbudt! Derpå var det den borgerlige kultur og dens institutioner, der skulle ødelægges.

Kampen mod det biologiske køn er en tak mere gak end de tidligere projekter. Vist kan man smadre nationale identiteter ved hjælp af masseindvandring, det er vi allerede godt i gang med. Men kønsidentiteter, forankrede som de er i biologiske, entydige køn? Ja, det afholder ikke vore dages projektmagere fra at forsøge. De er bare ikke forskere, men forkæmpere. Forkæmpere for den seneste venstrefløjsfantasi, der forhåbentlig vil lide skibbrud på virkelighedens klipperev.”

“Harry Styles’ projekt er et frigørelsesprojekt. Vi så det med kvinders hår under armene i 70′ erne og brug af skulderpuder i 80′ erne – nu er mændene klar til at sige: ‘Hey, vi kan være mænd på mange måder’. Det med køn bliver kun ‘noget farligt’, fordi det er svært. Vi er allermest bange for dét, vi ikke ved noget om. Kom ind i varmen, venner! PS: Det er vinter, og jeg har virkelig meget hår under armene. Jeg føler mig toplækker…“ (Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør)