Viktig ny bog redigered av Kristoffer Garne og Johan Christian Nord:  Efter Georg – virkningshistoriske livtag med brandesianismen, omtalt av Mikael Jalving. Jalving har åbnet sig op i forhold til kristendommen og det åndelige, de to stærkeste tabuer i den moderne fortolkning. Dermed er han ikke længere bundet af de rådende præferencer.

Den dominerende tanke forholder sig til noget den har vendt ryggen: Kristendommen og traditionen. Dens tilhængere lever i en negation og det skaber en mærkelig dissonans i samfundet: Eliten regerer på vegne av noget den undsiger. Hvis man skal reetablere forholdet må man våge et sprang, og det er det Jalving gør:

Ideologiseringen er nøglen til at forstå de seneste 150 års danmarkshistorie, og det er den, vi må have med, hvis vi skal forstå vor egen tids skingre antinationalisme og kristendomsforstrækkelse.

Ideologiseringen kommer til udtryk gennem kulturradikalismen, sosialismen og en bestemt form for humanisme som er antikristelig. Det åbnet sig en stor kulturel kløft som i dag er ved at blive endnu klarere for stadig flere,  fordi ideologien er ved at miste sit greb. Resulatene er ved at blive kastrofale for samfundet. Systemets epigoner får stadigt sværere ved at legitimere sig, og de ved ikke længere hvad de bygger på.

Det historisk afgørende var dobbeltskiftet som Jalving peger på:

Alle tre åndshistoriske platforme indeholdt en erklæret kamp mod religion og tradition. Og alle tre steder blev det kampens udfald, at ånden forskubbedes fra et religiøst felt til et politisk felt. Ånd og kristendom vandrede således ind i det politiske, hvor kristendom blev hovedfjenden og nationen opfattet som dens næsten lige så uhellige stedfortræder.

Kulturradikalisme, sosialisme og brandesianisme gav sig selv det åndelige mandat. Men derved forgreb de sig på det åndelige og blandet de to domener. De gjorde både kristendom og Oplysning til politik, slik at også rasjonaliteten blev smittet av det politiske. I jødedommen taler man om kosher, her blev offentlighed og politik anti-kosher. Der er rod i systemerne.

Kristendommen blev åreladt ved at blive underordnet den politiske kirke, som i dag forbruger også historien. Den virkelige nazisme og rasisme er vi ved at tabe af syne og kender den heller ikke igen.

I stedet for teologi har vi fået sentimentalisme, i stedet for syndere har vi fået frelste, i stedet for pluralisme har vi fået publicservicemedier, der ikke engang er klar over, at de er ensidige i forhold til offentligheden, og i stedet for konkrete borgerrettigheder har vi fået fluffy og allestedsværende menneskerettigheder.

Ligesom økonomien fik en boost af globaliseringen, skaber migration og flerkultur “liv”. Men konsekvenserne har længe været tydelige, og de handler ikke bare om kvantitet.

Historiens ironi er som bekendt, at den har det med at gentage sig, ofte med modsat fortegn. Mens nederlaget i 1864 frigjorde os fra den multinationale stat, lader den fortsatte indvandring fra fejlslagne stater til at genindføre en multikulturel logik her i Vesteuropa, som kun de mest frygtsomme så komme. Allerede inden den muslimske befolkningsandel udgør 10 pct. i Danmark, er den blevet gældende norm.

68’erne har hastværk med at fuldføre sit projekt. De er lige ved at lykkes. Nationalstaten, og med det Europa, vil snart være smadret hvis det får fortsætte i samme tempo.

Billedet: Johan Kristian Nord og Kristoffer Garne i passiar udenfor Rønshoved folkehøjskole, formodentlig under Tidehvervs sommerkonferanse.