”En pacifist er en, der   

                                                                                                        fodrer en krokodille og 

                                                                                                        håber på, at den vil

                                                                                                        spise ham til sidst”   

                                                                                                                               Churchill

Det burde være klart for enhver, som tør åbne sine øjne, at Europa har undergået voldsomme forandringer i de seneste tyve-tredive  år.  Røde og blå regeringer er kommet og gået, mens den voksende indvandring  trods løfter om det modsatte er bestået. DR og TV2  har gjort  alt hvad de kunne for at bortforklare, nedgøre og bagatellisere de opråb  der er kommet fra både forskeres bøger og folkeligt hold,  men  realiteten er, at der er udgået befalinger fra Bruxelles om at praktisere eftergivenheds-politik all over  fra nord til syd fra Lübeck til Trieste;   Italien og Grækenland kunne sejle i deres eget hav, om så Lesbos  og Lampedusa og Malta blev oversvømmet,  intet kunne de EU-venlige politikere dem mindre. Og bortset fra fire lande,  så har samtlige regeringer i EU ikke uden entusiasme efterkommet alle hensigterne og mere til,  tænk  bare på den populære Merkel,  der egenrådigt har importeret mere end en million af fredens apostle til tvivlsom glæde for hendes egen befolkning i Tyskland og resten af Europa. I kølvandet på hykleriske hensigtserklæringer,  har  landene i Europa  bare at rette ind. Af frygt for at blive kaldt racister har samtlige politikere sammen med journalisterne slået hælene sammen og jagtet højre populismens (racismens) spøgelse,  den systemiske racisme og den antisemitisme, der i dybet bor i  venstrefløjens alliance med de etniske minoriteter.  Europas opløsende befolkningsudskiftning har været i gang  længe!  Og solen fortsætter sin gang!  

”Vi bøjer os for islamiske befolkningsgruppers krav om alt fra at holde ramadan og halalslagtning  til separat adgang til at bade i offentlige svømmehaller og indgreb mod skoleledere, der tillader sig at udtale deres frustration over, at uopdragne muslimske drenge ødelægger undervisningen….”  skriver Hedegaard og Carmre i bogen i den meget informative og velskrevne  ”Den forbudte sandhed” (2013) Man kunne også sige, at vi bøjer os for de politikere, der vælger at gå på kompromis og  gennemføre appeasement-politikken som den herskende i Europa.  Har vi hørt det før ?  –  

Et opråb  der flugter med  den nævnte bog af  Hedegaard og Camre,  bærer titlen   Hurra vi kapitulerer,  en bog af Henryk Broder der udkom i 2008,  en trods emnet  sine steder  meget morsom bog,  en sand klassiker på sit område.

 Emnet kender vi til bevidstløshed,  men de mennesker det hele handler om det vil sige muslimerne og de politisk korrekte  læser desværre ikke disse bøger,  hvilket dog ikke hindrer dem i at udtale sig skråsikkert  og altid mod bedre vidende,  ex.  Carsten Jensen og   Susanne Brøgger,  godhedsindustriens  selvfede,  ideologisk-rasende frontkæmpere. (Cains Ondskabens Ikon)  

Med fare for at gentage noget de fleste af os sikkert allerede har læst, vil jeg  tage afsæt i denne veloplagte og skarpe bog på 120 sider, i lyset af den aktualitet den  har fået  må den betegnes som en sand klassiker.  

1.  Under overskriften  Jeg er her for at forsvareretten til at fornærme –  omtales komikeren  Rowan Atkinson (Mr. Bean),  som skal  have postuleret, at retten til at fornærme er meget vigtigere end retten til ikke at fornærme. Hirsi Ali fra Somalia har udtalt det samme. Den indisk fødte Ibn Warraq  gjorde med sin appel ”Giv ingen undskyldning!” den eftergivenhedstrimmede intelligentsia til skamme. ”Uden retten til fri meningsudveksling kan et demokrati ikke overleve ret længe – uden friheden til at diskutere, have forskellige meninger, ja, endda til at skælde ud og fornærme. Det er en frihed. Som den islamiske verden så bittert savner,  og uden hvilken hele islam vil blive stående i sin dogmatiske, fanatiske middelalderlige borg;  forbenet, totalitær og intolerant.”  Mens europæiske redaktører rystende  forklæder deres frygt og bæven  vover en redaktør for den jordanske avis Shihan at stille det rigtige spørgsmål: ”Hvem forhåner egentlig islam mest: en udlænding der fremstiller  profeten eller en muslim der  bevæbnet med et sprængstofbælte gennemfører sit selvmordsattentat i Amman”  Denne person blev fyret inden nogen kunne svare ham. Hvis der i karikaturstridens muntre dage  fandtes nogen fortrøstning, var det de – ganske vist ikke mange men til gengæld meget velartikulerede muslimer som fx Rushdie – som tog til orde for at forsvare de friheder, som deres europæiske kolleger så beredvilligt havde opgivet” skriver Broder.

Ytringsfrihed og defaitisme

2. I  Jyllands-Posten  5/11 argumenterer både Lise Knudsen og Julie Hjære Rasmussen  for, at vi skal begrænse vor brug af ytringsfrihed, hvis nogen føler sig krænkede og reagerer truende eller voldeligt. LK mener ikke, at vold og terror har vundet, hvis det får os til at opgive ytringsfriheden. Men det er jo netop det, der er sket, og nu ved fjenden, at blot trussel om vold er nok til, at vi overgiver os og lover, at vi vil leve som sande dhimmier. Og hvis vi lukker for denne fundamentale frihed,  fordi  visse grupper  i samfundet ikke vil høre det, hvad skal vi da med ytringsfriheden?  Det korte af det lange er her, at vi selv sørger for den dhimmiestatus, (andenrangsborgere) som vil komme længere henne ad vejen til Sharia. 

JHR forstår ikke, hvorfor vi skal kæmpe for ytringsfriheden, for den har vi jo allerede. Men hun synes ikke, at vi bør bruge den, hvis der er nogen, som ikke kan lide det, vi siger. Det ligner nærmest frihed til kun at sige noget, som alle andre er enige i. JHR mener også, at vi burde hjælpe muslimer i Mellemøsten til at få ytringsfrihed. Men de har jo allerede frihed til at ytre sig frit og kritisk om andre religioner end deres egen. Ergo er man i begge lejre enige om, at alle religioner undtagen islam gerne må kritiseres ! Et synspunkt hele Europas venstrefløj deler. 

3. Jeg nævnte godhedsindustrien eller det vi kan kalde det godhedsindustrielle kompleks.   

Dette består overvejende af erhvervs- og meningsdannende grupper, der lever af at betjene  den  voksende minoritet her i landet ..,  og fordi mange opfatter den præventive kapitulation over for terror som det rigtige svar på den totalitære utopisme,  terroristerne prædiker,  så er terrorismen tildelt en generel legitimitet som svar på de uretfærdigheder vi ikke længere spørger til.

I Tyskland diskuterer man ikke så meget fænomenerne  men mere måden, de fremtræder på. Som en integreret del af offergørelsen må det være klart, at det ”er samfundets skyld”

”Hvis ikke Europa opførte sig så åndssvagt og åbnede alle sine grænser (det er sket), ville de tyrkiske drenge sikkert ikke føle sig tvungne til at hente deres jomfruer i Anatolien, så kunne de også finde dem lige ved siden af på Rudis varelager”  skriver Broder. Så enkelt er det nok ikke. Så er der mere tyngde i den algiersk fødte  Boualem Sansal, som må siges at være en typisk repræsentant for det vi kalder ”hestens egen mund” –  

En nærmest religiøs hengivelse til organer som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, EU  og lignende er med til at fastholde landene  i et juridisk jerngreb,  hvor der er en uhellig alliance mellem mellemøstlige diktaturstater og Europas eliter, og jeg har ofte spurgt:  til hvis fordel  og med hvilken hensigt ?

Vi  har længe levet i dialogkaffens apoteose, intet mindre.  Hver gang der har været en halshugning skal vi søge sammen med et blafrende lys  mellem hænderne,  i et økomenisk halleluja,  hvor godhed og tonerance (overfor hvad som helst)  hyldes, ”vi vil fred her til lands”,  men vil vi egentlig det?  jeg er ikke så sikker.  

Man har for længst ophøjet Stockholmssyndromet til livsform i Europa, ( den psykiske tilstand i hvilken fangerne for en kidnapning  udvikler tilknytning til deres vogtere).  Jihadister,  terrorister og  ISIS-folk  bliver ikke smidt ud  af landet men bliver  ofte tilbudt  voksenundervisning eller sprogskoler., med en forventning om at de en dag ømt vil  omfavne demokratiet  En af de mange måder man prøver at forstå  deres handlinger på udtrykkes sprogligt på en særlig måde,  tænk blot på begreber som den ædle vilde,  islamofobi, racisme,  ”I høster som I sår” ” sårede følelser” ”hvorfor slå på en der ligger ned”  og mere  i den dur.  Ikke noget med at religion er opium for folket, vi er sekulære overfor en totalitær ideologi forklædt som religion.

Er det i virkeligheden her, at vi  har en af årsagerne til den misere  Europa  har viklet sig ud i?  Hvis vi nemlig kan blive enige om at det er de kulturradikale der har grebet  definitionsmagten  og sidder inde med et monopol  på forståelsen af tidens strømninger,  så er det måske ikke så mærkeligt at netop denne gruppe omfavner fredens apostle,  da de jo aldrig har haft noget i mod det totalitære,  når bare farven var den rigtige. Voila,  så  er det jo klart for os andre her i  folden.

Den store tilpasning,  appeasement-politikken  beror derfor på, at man netop ved hjælp af den offergjorte minoritet vil tryne de nationalt-sindede,  som har svært ved at rette ind.  Ved at fastholde den autoriserede ret til grænseoverskridende handlinger,  og der-igennem  opløse nationalstaternes egne grænser, skal EU styrkes og folkene undermineres af  dette store overstatslige projekt. 

Et internationalt projekt der fremmer globaliseringen og hæmmer den nationalstat som ”populisterne” gerne så i stedet. Er det ikke netop det, vi har set komme i  de senere år?Meningen med al den snak om populisme og globalisering handler vel i dybet om nationalstaternes afmontering til fordel for det store multi-kulturelle eksperiment,  som kun Visegradlandene tør afvise….Ked af at måtte sige det, men mine damer og herrer vi har bundet os på mund og hånd.  Det vil dog ikke ske uden sværdslag,  men at der ligger en demografisk bombe længere henne ad vejen,  kan vi kun være sikre på…….Halleluja!