Europa har kapituleret for islam, skrev den egyptisk-tyske forfatter Hamed Abdel-Samad nylig i en egyptisk og en marokkansk avis. Er det i Nordafrika man klarest ser hvordan islam hærger vores verdensdel?

Et interview som Giulio Meotti har gjort med den algeriske forfatter Boualem Sansal, synes at bekræfte det. Til Il Foglios kulturredaktør leverer forfatteren af romanen «2084» – en Orwell-inspireret dystopi med islamisk twist – den mest nådesløse analyse af Frankrig under islamismen som undertegnede nogensinde har set.

I dagene efter halshugningen af Samuel Paty skrev Sansal i franske L’Express at reaktionen på terror i Frankrig har fået noget tomt og rituelt over sig. Vi fordømmer, støtter ofrenes familier, beroliger omgivelserne, iværksætter nogle nye tiltag og lover at vise fasthed. Så har man god samvittighed frem til næste grusomhed.

Sansal behøvede ikke at vente længe på den. Meotti træffer ham dagen efter nedslagtningen i Notre-Dame-kirken i Nice den 29. oktober. To dage senere står interviewet på tryk i den italienske kommentaravis.

Den algeriske forfatter fornemmer en uhyre dyster stemning:

Frankrig har følelsen af at befinde sig i en guerillakrig som trin for trin vil bryde ud i en fuld krig. Allah beordrer enhver muslim, uanset hvor i verden, til at bruge alle midler for at udbrede islam, forsvare islam med sit eget liv, bekæmpe de vantro og straffe blasfemikere og frafaldne.

Islamismen har fået blod på tanden og mærker at sejren og fjendens underkastelse er indenfor rækkevidde. Islamisterne giver sig ikke nu.

Der er ikke længere dagslys i Frankrig. Der er et tusmørke som bærer bud om det fulde islamistiske mørke. Islamismen holder Frankrig i et jerngreb.

Landet er på den ene siden angrebet at islamismens soldater, som skærer struber over. Men på den anden side er Frankrig under angreb fra sin egen elite, som fremhæver det moderate islam og franske værdier (frihed, lighed, broderskab). Denne elite dominerer nu samfundslivet.

Den er trængt ind i alle institutionerne: universiteterne, skolerne, de politiske partier, lokale administrationer, ministerierne, forsvaret, politiet… Og lidt efter lidt sprøjter den underkastelsens gift ind.

Pandemien har svækket det franske samfund og dets regering, fastslår Sansal. Det siges at republikken er i fare, bemærker Meotti.

Snarere end republikken, som simpelthen er en styreform som kan forandres, er det Frankrig som mærker det på kroppen, på sin identitet, sin historie, sine værdier, sin kultur. Desværre for Frankrig og os alle sammen er landet gået i den fælde som islamisterne har sat op med sine allierede på venstrefløjen, og det klarer ikke længere at komme fri fra den.

Frankrig sidder fast som ulven i jægerens fælde, siger Sansal, men landet kommer ikke til at skære armen af sig for at slippe fri.

Frankrig er et gammelt land med en gammel befolkning uden vilje, som er bange, tvivlende og villig til at finde sig i hvad som helst. Islamismen er derimod ung, nidkær, egoistisk, grusom og overbevist om at være sendt af Allah for at opnå hegemoni og Islams forløsning i verden.

En rapport som blev forelagt den franske præsident i 2018, viste at 29 procent af muslimerne i Frankrig anser landet som en racistisk og «islamofobisk» fjende af islam og ummahen.

Det er magtpåliggende at tage afstand fra Frankrig, deraf den separatistiske bevægelse som Macron netop har opdaget, og som han vil bekæmpe med lovgivning. Anklagerne om fransk islamofobi og racisme mod muslimerne er blevet et redskab i islamisternes hænder til at tvinge Frankrig i defensiven og få landet til at give efter for deres krav.

Ved at anlægge sag mod enhver som ytrer sig kritisk om islam, har organisationer som Collectif Contre l’Islamophobie en France (CCIF) lykkedes godt med dette, mener Sansal. De driver «retslig terrorisme», mener han. Og denne terrorisme virker:

I Frankrig kan man kritisere alt, undtaget islam og muslimer. Mens det franske retssystem efterforsker islamofobi og racisme, anerkender det ikke eksistensen af antihvid racisme, antifransk og antivestlig racisme, jødehad eller kristendomshad, som islamisterne i handling, ord og paroler viser massivt og helt åbent. Dette viser at det franske retsvæsen er bange for beskyldninger om islamofobi og racisme mod sorte og arabere. Denne dobbeltmoralske politik er chokkerende fordomsfuld. Hvide, kristne og jøder kunne rette tilsvarende anklager mod islamisterne som gør sig skyldige i dem hele dagen.

Folk forstår ikke hvordan islamisterne driver deres krigsførelse, hævder Sansal.

Islamisternes kamp er ikke som man tror den er. De søger ikke magt over staten eller dens institutioner, men magt over samfundet og sjælens underkastelse for sharia, Allahs lov. Det er traditionelle politiske partier som efterstræber magten over staten og institutionerne. De er fornøjet hvis de får flertal. Fordelen, som islamisterne har sammenlignet med de politiske partier, er at de har et absolut våben: religionen som formørker samvittigheden.

Forfatteren er af den opfattelse at islamisterne i Frankrig allerede er lykkedes med det:

Ja, islamisterne har vundet i Frankrig. På samme måde som de har vundet i alle lande med muslimsk flertal, prøver de også at vinde i lande med store muslimske befolkninger. I Frankrig har de på lidt over tredive år klaret at få store dele af de muslimske befolkninger i forstæder og indre bydele med sig. De har bygget et formidabelt netværk af moskeer, foreninger, skoler og halal-butikker som sætter dem i stand til at udvide følgerskaren og hævde sig overfor offentlige myndigheder.

Islamisterne udnytter den franske og europæiske svaghed, som er skyldfølelsen over fortiden, siger Sansal. Kombinationen med «klimaet af terror og lamslåethed som de radikale islamister er lykkedes med at skabe», er uhyre potent.

De kristne skal føle skyld, slå sig for brystet og bede om syndernes forladelse, de være sig reelle eller indbildte. Lederne for de lande som blev koloniseret af Vesten, har udnyttet denne følelse til at skaffe sig kraftige erstatninger og politiske fordele. Islamisterne har nået en apokalyptisk religiøs dimension. Den, som har syndet, fortjener ikke syndsforladelse som man forventer blandt katolikker, men død på jorden og evig Helvede i det hinsidige. Disse ting virker udmærket på katolikker og socialister

Der bliver aldrig nok selvpiskning og bodfærdighed, konstaterer den algeriske forfatter. Skyldfølelsen forsvinder aldrig.

Sådan har Frankrig skabt offermentalitetens verdensmestre, og disse udnytter muligheden. Alt dette har ført til et ubehag hos de vestlige eliter, en desillusion som glider over i selvhad og et morbid ønske om at ydmyge sig selv fremfor Vestens direkte og indirekte ofre i fortid og nutid. Vesten giver sig selv skylden for alt, og verden stemmer i.

Samtidig mangler antistofferne. Sansal mener at selve samfundet langt henad vejen er væk. Dets kulturelle grundlag er knust under trykket fra globaliseringen, og det åndelige er afgået ved døden siger han. Tilbage står en kolossal tomhed.

Det er stadig færre intellektuelle, journalister, forfattere og moralske ledere som tør forsvare deres egen kultur.

Måske findes der fortsat nogen, men vi hører ikke noget til dem. De fleste af dem tør ikke, som de siger, for det at forsvare den vestlige kultur er ensbetydende med at forsvare Vestens koloni- og imperialistfortid samt al den skade dette påførte verden. Vi må konstatere at den vestlige kultur har svækket sig selv hurtigt efter den anden verdenskrig. Konsumismen og kulturen som reklamen har produceret, er ikke en kultur det er værd at forsvare.

Markedet har fået overtaget på kulturen og omgjort den til en forbrugsvare på linje med vaskemidler, biler og chokolade, og staten har omgjort den til et politisk værktøj for manipulering.

Så hvordan skal det gå med Europa?

Europa er politisk, økonomisk og kulturelt udkørt, det har mistet gnisten, og er et let bytte for den som har suverænitet, energi og ambitioner om dominans, det være sig islamister, Rusland, Kina eller Tyrkiet.

Men når der ikke er stort igen at tabe, vil der altid være nogen tilbage som har fået nok.

«Europa har aldrig været så nær krig siden anden verdenskrig», konkluderer Sansal.

Fra et islamisk land taler han friere om islam end intellektuelle i Europa.

Oversættelse Karsten Søberg

Bogen har ankommet lager og kan bestilles

Bestil Lars Hedegaards nye bog her!