I midten af februar besøgte den norske udenrigsminister, Børge Brende, Jerusalem og Ramallah i forbindelse med hans forberedelser af neste møde i giverlandsgruppen for de palæstinensiske selvstyremyndigheder, der skal finde sted i Brussel i april.  Dette er en diplomatisk rolle den norske regering påtok sig i forbindelse med at Norge, som en av hovedsponsorene for Oslo-avtalene forpligtet os at bistå PLO-myndighederne med at bygge op en kompetent, statsbærende administration og infrastruktur for den palæstinensiske statsdannelse der var et af målene for Oslo-processen.

Gennom en tyveårsperiode har Norge strukket sig langt og lenger end langt for at opfylde denne selvpålagte forpligtelse med al vor udenrigspolitiske prestige og titalls milliarder i ekspertbistand og direkte pengestøtte.  I dag ligger dette byggverk i ruiner.  I stedet for at forberede det palæstinensiske samfund på fredelig sameksistens med sine jødiske naboer i ”to stater der lever side om side i fred og sikkerhed,” har den norskfinansierte palæstinensiske selvstyremyndighed avsluttet fredsprocessen med en bølge af intifada, mord og terror, vi ikke har sett magen til på mange år.  Denne udvikling var tydelig varslet, og de taktiske forberedelser til overgangen fra fredsprocess til terror og konfrontation var gjort i en norskfinansieret plan udarbejdet med bistand fra Utenriksdepartementet (UD) gennem konsulentfirmaet Noref der blev oprettet af UD for bl.a. at bistå de palæstinensiske organisationer med ”fredsbyggende politik og praksis.”

UD har imidlertid forholdt sig påfallende taust om udkommet af det siste møde i Ramallah, noe som står i kontrast til de heller opstemte pressemeldinger og medieindslag vi har vært vant til at høre ved tidligere anledninger af dette slag.  Nu er imidlertid bagtæppet et ganske andet.  Det meste af Midtøsten står i brand, og international opmærksomhed er rettet mod de svært alvorlige militære og civile kriser i land som Syrien, Irak og Libyen der behovet for humanitær og anden bistand er i ferd med at overgå verdenssamfundets ydeevne.

UD indrømmer selv i et notat der blev lekket til medierne at konsekvensene af ”den arabiske vår”, slik vi ser dem i den største folkevandring i Europa siden den anden verdenskrig, overstiger de europæiske landenes bæreevne og kan føre til at Europa selv kan bli omfattet av den ”vår” medierne hyllet for bare få år siden og Norges rød-grønne regering åbnet lommebogen på vidt gap for, i glæde over udviklingen.  Vi advarte mod denne vårstemning allerede da den startet (Se SMA-info nr. 2-2011), men den politiske eufori hos norske myndigheter var ustoppelig.

Mange spør seg om det fortsat er forsvarlig at bruke tid og penger på nye genoplivningsforsøg på den palæstinensiske fredsproces når ikke engang palæstinenserne selv er interesseret i at holde den i live og når helt andre problemer i regionen overskygger den.  De fleste vil ha et klart svar på dette spørgsmål, men i politikkens verden er ikke problemer av dette slag alltid like lette at løse: Når man politisk har gjort noget forkert, og man som parlamentarisk ansvarlig myndighed i årevis har forsvart det overfor Stortinget, er man fanget af de fejltagelser eller endog løgner saken bygger på.  Slik lider norsk Midtøsten-politik under det samme åk som rammer kioskeierne i Milano: Fortsætte at betale, eller tage konsekvenserne!  I et land der det nesten aldrig settes spørgsmålstegn ved udenrigsforvaltningens pengebrug, har det som oftest vært best at betale.  Det er det den tilstundende giverlandskonference drejer sig om.

I Israel drejer samtalen sig om noget andet: Forleden holdt den israelske indvandringsminister Ze’ev Elkin et foredrag ved Bar Ilan-universitetet i Tel Aviv hvor han redegjorde for nogle af konsekvenserne, der kan følge af at de palæstinensiske myndigheders mangeårige president, Mahmoud Abbas, avslutter sin periode som leder for PLO-regimet.  Slik han ser udviklingen … ”er den pågående bølge af terror en forsmag på det som vil ske når de palæstinensiske selvstyremyndigheder bryder sammen.  De fleste sannsynlige scenarier for dagen efter Abbas peger på fraværet af en organiseret arvefølge, på sandsynligheden for intern magtkamp om ledervervet, og på anarki og opløsning af den palæstinensiske selvstyremyndighed. … De som vil måtte betale prisen for anarkiet blandt palæstinenserne, er israelske borgere, spesielt samfundene i Judea og Samaria.  Vi må forberede os på enda verre angreb.”

Han tilføjde at spørgsmålet ikke er hvorvidt selvstyremyndigheden bryder sammen, men når dette sker.  … ”Den palæstinensiske selvstyremyndighed kommer til at bryde sammen enten vi liger det eller ei, og staten Israel må acceptere at dette toget har forlatt stationen. …”  Og han tilføjet at ”…det internationale samfund skal holde op med at styrke de palæstinensiske myndigheder, fordi det bare er et genoplivningsforsøg der vil slå tilbage på os. … Det har ingen hensikt at forsøge at genoplive den palæstinensiske selvstyremyndighed.  I stedet bør vi lage en passende gravsten for den sammen med Oslo-aftalerne.”

Til trods for at man på politisk niveau fortsetter at handle, som om det fremdeles pågår en fredsproces som bare trenger nogle ekstra milliarder for at komme i siget igen, er det mer end sandsynlig at man på embedsniveau i ministeriet vil være i stand til at bidrage med en mere edruelig analyse af de rent faktiske mulighederne for en genoplivning af de gamle fredsforhandlingerne som i dag er erstattet af en hemningsløs terrorbølge rettet mod det civile samfund i Israel, og som understøttes af et nærmest hysterisk opvigleri til drab på israelske jøder.  Dette er ikke noget hemmelig der pågår i det skjulte.  Det er et vedvarende hovedindslag i PLO-regimets officielle medier.

I dag er dette præsident Abbas og de palæstinensiske myndighedernes officielle politik, som støttes med årlige milliardbeløb fra vestlige regeringer, inklusive den norske.  Vestens uforstandige budskab til Israel er at dersom ikke Israel føjer sig efter de groteske truslerne og anklagerne som kommer fra Mahmoud Abbas’ mæmd, vil de anerkende dette absurde regime som selvstendig stat og pleje normale mellemstatlige forbindelser med det.

Den groteske virkelighedsfornektelse vi observerer hos europæiske og norske myndigheder er blevet så almindelig og selvfølgelig i det norske samfund at folk ikke lenger reagerer på slike udslag som vi forleden så i avisen Vårt Land.  Her var man nok opmærksom på at det går mod slutten for Mahmoud Abbas og at han trenger en efterfølger, – man trenger selvfølgelig en palæstinensisk Mandela som kan bringe alle stridende fraktioner til fred og forsoning.

Avisens kandidat til positionen som ”Palestinas Mandela” viste seg at være terroristlederen Marwan Barghouti som soner en livstidsdom for blandt andet talrike drab på civile jøder.  Her kan vi se sort på hvidt hvad mange års ensidig propaganda og desinformation i norske medier gør med folk i Norge.  Håbet bør ligge i at det kanske alligevel findes intelligent liv i vår udenrigsforvaltning, slik notatet om migrantkrisen afslørede, og at norsk Midtøsten-politik igen kan få et rationelt grundlag.