Kommentar

Det ser ud til, at Joe Biden er sikker på præsidentposten, med mindre republikanerne skulle få held med deres krav om omtællinger af stemmerne. Det kan tage uger, før de forskellige retssager er afgjort.

I Kongressen ser det ikke så godt ud for demokraterne, som havde håbet på en ”blå bølge”, men må konstatere, at de efter alt at dømme ikke har kunnet vinde flertal i Senatet, og at deres majoritet i Repræsentanternes Hus er reduceret.

Den endelige mandatfordeling kendes ikke, men CNN beretter, at demokraterne er ”shell-shocked” [har fået et granatchok] over deres manglende succes i den lovgivende forsamling. CNN beskriver det demokratiske partis skuffende resultat som et ”blodbad”. Unavngivne demokratiske politikere siger, at partiet må ”fin-tune” sit budskab og præsentere en ”stærkere økonomisk agenda”. Ellers risikerer de at miste flertallet allerede i 2022, når alle Husets 435 medlemmer atter er på valg.

Det kan nok være tiltrængt, efter at Husets demokratiske flertal de seneste knap fire år ikke har bestilt stort andet end forsøge at få præsident Trump afsat på grundlag af frit opfundne beskyldninger. Denne mangel på politik har tydeligvis ikke gjort dem mere populære.

Hvis det lykkes republikanerne at bevare flertallet i Senatet, betyder det enden på flere af demokraternes planer. Først og fremmest får de ikke held med at ”pakke” Højesteret med flere (venstreorienterede) dommere, fordi højesteretsdommere skal konfirmeres af Senatet. De må sikkert også opgive drømmen om at gøre Washington D.C. og Puerto Rico til delstater i den hensigt at skaffe permanent demokratisk senatsflertal.

Så, jo, Biden har formentlig vundet præsidentposten, men magtdelingen mellem præsidenten, Kongressen og Højesteret består. Og USA undgår dermed indtil videre at blive en étparti-stat.