Kunne mordet på Dan Eivind Lid være politisk motiveret? Det er det store, afgørende spørgsmål, der opstod så snart det blev kendt, hvem det var, der blev dræbt i Suldal i Kristiansand lørdag. Svaret kan selvfølgelig være mere kompliceret end som så. Det kan være en blanding af personlige og politiske modsætninger.

Men i betragtning af den store opmærksomhed, som Sian fik ved sin fest i sommer, giver det ekstra opmærksomhed, når et berømt Sian-medlem dræbes. Dan Eivind Lid blev dræbt.

Derfor var der forventninger til, hvad politiet ville sige på søndagens pressekonference. Men de, der havde forventet nye oplysninger, blev skuffede.

Politiadvokat Henrik Bjugan Hegdahl holdt en ekstremt tam præsentation. Det var næsten på grænsen til en tegneserieforestilling, da han sagde, at “personen” har lidt en mistænkelig død, og at der er grund til at tro, at en forbrydelse kan være begået. Hvis en person er blevet dræbt, er det normalt en forbrydelse. Men dette var ordvalget.

Politiet har indledt en stor og omfattende efterforskning, og dødsfaldet er mistænkeligt. Hvis der havde været en mistanke om andre dødsårsager, ville vi have fået det at vide på pressekonferencen.

Hvis de efterforsker et mord, er det så motivet, de efterforsker bredt og ikke ikke-kriminelle årsager?

Vi arbejder bredt og baseret på flere hypoteser. En af dem er, at personen er offer for en alvorlig kriminel handling, sagde politiadvokat i Agder politidistrikt, Henrik Bjugan Hegdahl,
Det ser snarere ud som om politiet ønsker at vinde tid, og at udtrykket “at holde alle muligheder åbne” derfor ikke handler om måske kriminelle taktiske skridt, men at politiet befinder sig i et følsomt politisk terræn.

Muligheden for, at mordet er politisk, får det til at risle koldt ned ad ryggen på politiet og anklagerne. Hegdahl kommer med en negativ bekræftelse:

– Politiet har i øjeblikket ingen beviser for, at dødsfaldet har en politisk baggrund, tilføjer Hegdahl.
Det er forståeligt, at politiet bliver usikre. Men tavshed er ikke en brugbar strategi. Så mister du kontrollen.

Ingen ved, om Dan-Eivind Lid blev dræbt af politiske årsager. Men muligheden er der. Spørgsmålet bør rettes til politiet i fuld offentlighed. Derefter ville de vinde respekt og tillid hos den del af befolkningen, der mener, at loven skal være lige for alle.

Jo færre svar politiet giver, jo mere bliver vi nødt til at spørge.

Omstændighederne

Offentligheden er allerede foruroliget over omstændighederne: PST tilkaldes ikke ved et almindeligt mord. Dette er et usædvanligt mord. Offeret er et velkendt medlem af Sian. Sian-leder Lars Thorsen fortæller TV2, at han ikke kan se noget andet muligt motiv end et politisk.

Vi ved ikke, hvor godt Thorsen kender Dan-Eivind Lid. Men hvad vi ved, er, at myndighederne tager dette alvorligt. Hvad er så alvorligt? Hvis et Sian-medlem dræbes for sine politiske synspunkter, er det tilbøjeligt til at ryste offentligheden.

Ifølge Aftenposten / Fævennen blev Lid udsat for alvorlig vold i sit eget hjem i 2015. Ifølge dommen skyldtes det private modsætninger.

Uønsket sympati?

Det er let at skildre Sian i et negativt lys og fremhæve negative træk hos en person, selvom han dræbes. Men når Aftenposten / Fævennen skriver:

Lid er blevet dømt flere gange.
… Så skylder de også læserne at fortælle, at der var en tvist om fjernelse af svinebilleder på hospitalets mure, som muslimerne fandt stødende. Lid efterlod et malet svinehoved uden for moskeen med en note, der sagde “vi vil have vores gris tilbage”. Moskeen anlagde sag. Lid blev dømt i distriktsretten, men frikendt i appelretten. To gange. Lid var provokerende, og man kan diskutere handlingsformen. Men han blev frikendt, og forfatteren Lars Saabye Christensen skrev et stykke om grisen, der forsvandt.

Klimaet

I dag er der skabt et klima i den vestlige verden, der betyder, at militante anti-islamister ikke møder nogen forståelse, mens islamister glider ind og modtager særlig juridisk beskyttelse. Norge er her i front.

Sian er derfor en gruppering, som myndighederne ikke ønsker, skal få sympati. Hvordan kommer man afsted med det? En vej ud er at forsinke processen, så informationen kan doseres.

Det var det, politiadvokat Henrik Bjugan Hegdahl gjorde. Pressekonferencen gav ingen nye oplysninger. Ingen er mistænkt eller arresteret.

Vi antager, at der er nogle meget ubehagelige spørgsmål, som politiet ikke ønsker at besvare: Hvem vil tage til et Sian-medlems hus for at dræbe ham? Er det en nordmand fra venstrefløjen eller en muslim? Den sidste mulighed er naturligvis den værste – og hvad politiet frygter mest.

Vi vil ikke spekulere i det, men disse spørgsmål rumsterer lige nu. Det kan vise sig, at de tager helt fejl, men det er dem, der er i fokus, og politiet burde have været opgaven voksen og tilladt andre at stille spørgsmål. Det gjorde de ikke. Således overlader de spekulationerne til pressen.

Delaktig i sagen

Men også store dele af pressen har deres særlige interesser i forhold til Sian. De ønsker ikke at give Sian sympati. Derfor siges det i rapporterne, at Lid var “aktivist” og “central”. Gælder det om at skabe nogle sammenhænge, der fører tankerne i den retning, at Lid fik det han fortjente, at han var skyld i sin egen død?

Aftenposten / Fævennen siger, at Sians demonstrationer ender i «voldelige konfrontationer». Men hvis en part angriber en anden, er det ikke en konfrontation. Det er aggression.

Flere Sian-demonstrationer er endt i voldelige konfrontationer, herunder da Sian-leder Lars Thorsen antændte Koranen under en fest i Kristiansand i november 2019.

Dette er svigagtig journalistik, og det karakteriserer mediets dækning af højrefløjen.

Den liberale presse har brændemærket Trump og beskyldt ham for fra starten at opildne racister. Men det er faktisk venstrefløjen, der gør det, der på amerikansk kaldes fløjtepolitik: Du blæser i hundens fløjte med et kaldesignal, som insidere forstår. Det er ikke højreorienterede, der normalt kommer, det er BLM og Antifa.

Lids Facebook-konto viste, at han var meget interesseret i amerikansk politik. Måske sendte han det forkerte billede eller misforstod en besked? Det er nok, når venstreorienterede hovedjægere går på jagt.

Men er det ikke sådan, at det at være højreorienteret ekstremist betyder, at den pågældende er frit vildt? I USA har venstrefløjen længe fremelsket en retorik, hvor Social Justice Warriors har lov til næsten alt. Denne retorik er også til stede i Norge i skildringen af anti-islamister.

Portland

I Portland skød og dræbte Michael Reinoehl (38) et Patriot Prayer-medlem, Aaron “Jay” Danielson, den 29. august uden advarsel. Antifa fejrede mordet. De Trump-hadende medier fordømte det ikke. Så sent som i sidste uge stod Joe Biden i Cleveland og sagde, at Antifa var en idé, ikke en organisation. Dette fik Trump til at reagere med det samme, men Biden blev reddet af Chris Wallace, der derefter angreb Trump:

”Du har gentagne gange kritiseret vicepræsidenten for ikke specifikt at tage afstand fra Antifa og andre venstreorienterede ekstremistgrupper. Men er du villig i aften til at fordømme hvide supremacister og militsgrupper og sige, at de har brug for at trække sig tilbage og ikke forøge volden i en række af disse byer, som vi så i Kenosha og som vi har set i Portland? ”Spurgte Wallace.

Men den sammenligning, Wallace prøver på, er en løgn. Der er ingen symmetri mellem Antifa / BLM og højrefløjen i USA. Det er ikke dem, der har hærget byerne i sommer og angrebet butiksejere og tilfældige bilister. Men journalisterne nægter at kommentere det. De går snarere på jagt efter “militser”. De fandt de stolte drenge, mænd der kalder sig “chauvinistiske” for USA, Der er ikke noget ekstremt ved det. Men venstrefløjen har et desperat behov for nogen at henlede opmærksomheden på.

Ikke-voldelig

Det samme med Sian. Man kan være forbeholden overfor metoderne og det sprog, som Sian bruger. Men de er ikke-voldelige. Det indtryk får du ikke, når du lytter til landets statsminister. Hun er bekymret for åbent at fordømme de uanstændige, der spytter og river bøger i stykker, der er hellige for andre. Der passer hun på.  Men når hun er helt tavs om dem, der bruger vold og angriber politiet, fordi disse var uhøflige nok til at beskytte Sian, er hun gået over på den anden side. Erna har valgt siden af anarkiet. Hun kan gentage så meget som hun vil, at hun er for ytringsfrihed.

The proof of the pudding ….

Beviset for budding er i spiseriet.

Vi skal bevare proportionerne og forskellene. Sian har indtil videre opholdt sig indenfor loven. Hun må sige, at de er uanstændige, men de er ikke ulve i fåreklæder. Det er den anden ting. Vores statsminister forstår ikke, hvor grænserne går.

Endnu mere ubehageligt for hende og medierne er, om de med deres tilskyndelse til Sian har bidraget til, at nogen føler, at de har ret til at tage hjem til et Sian-medlem.

Mord er alvorligt. Er der nogen, der burde vide det, er det politiet. Offentligheden har ret til at vide. Er det overhovedet muligt at forestille sig, at politiet ville have undsluppet med tavshed, hvis det var nogen fra venstrefløjen eller en muslim, der var blevet dræbt? Det er det ikke. Derefter blev medierne vanvittige. Men det er en helt hypotetisk situation. Politiet og medierne er optaget af at opbygge de samme forestillinger om, hvor faren kommer fra.

Er de blevet en del af problemet?