De seneste uger har der været fokus på kvindechikane og sextrusler i Danmarks Radio og mediebranchen generelt.
Den kendte tv-værtinde Sofie Linde har beskrevet en episode, hvor en magtfuld DR-medarbejder truede hende med, at han ville ødelægge hendes spirende karriere, hvis hun ikke gav ham oralsex til en julefrokost.
Hverken Sofie Linde eller andre ofre har turdet navngive de påståede krænkere, men det ændres der nu på. Takket være et folketingsmedlem, der var vidne til chikanen fra første parket.
Metoo-søgelyset peger på den øverste ledelse i Danmarks Radio. Her har druk og fornedrende opførsel overfor yngre kvindelige medarbejdere været accepteret.
Det er den tidligere generaldirektør for Danmarks Radio, Hans Jørgen Jensen, der, ifølge vidneberetningen, har haft svært ved at holde sig fra de våde varer – samt en ung kvindelig medarbejder.
Folketingsmedlemmet Henrik Dahl fra Liberal Alliance deler metoo-beretningen fra Danmarks Radio på sin Facebookprofil.
Henrik Dahl har været ansat i Danmarks Radio som både radiovært på P1 og skærmtrold i det populære livsstilsprogram ‘Kender du typen?’. Den kendte livsstilsforsker får sit første job i Danmarks Radio som 28-årig.
Den nyuddannede sociolog får et kulturchok, da han oplever Danmarks Radio bag kulisserne for første gang.
Det et december, og Henrik Dahl skal til julefrokost med kollegaerne i DR’s daværende hovedsæde, der lå i det landskendte postnummer ‘2860 Søborg’.
Henrik Dahl slår sig løs med kollegaerne på den øverste etage i højhuset. Her holder den øverste DR-ledelse, bestyrelsen og ikke mindst generaldirektøren til.
Den daværende generaldirektør, Hans Jørgen Jensen, er blevet udnævnt til den magtfulde stilling i 1985. Han har arbejdet i DR siden 1956, og han har tidligere været chef for TV-Avisen.
Julefrokosten er i fuld gang i kontorbygningen, der blandt andet huser DR’s dokumentar- og underholdningsafdeling. Her kan man spejde udover det meste af Storkøbenhavn.
Alkoholkulturen i statsradiofonien var på daværende tidspunkt meget løssluppen. Tidligere medarbejdere fortæller om TV-sendevogne, hvor der var etableret særlige rum, der kunne rumme to ølkasser.
Henrik Dahl fortæller, at der blev solgt hele vinflasker i DR’s kantine, og at medarbejderne havde mulig for at tappe stærke ‘guldøl’ eller ‘elefantøl’ fra fadølshanerne, når madpakken skulle fortæres.
DR’s julefokost eskalerer. Den unge Henrik Dahl sidder til bords med en kvindelig praktikant, da han ser en meget alkoholpåvirket Hans Jørgen Jensen folde sig ud. Generaldirektøren har udset sig et ungt og uerfarent offer:
“Til en julefrokost på 12. etage i TV-byen kom generaldirektøren stærkt beruset hen og forlangte at danse med vores praktikant, som jeg havde til bords,” fortæller Henrik Dahl.
Det nuværende folketingsmedlem beskriver den generelle adfærd på Danmarks Radio som ‘enormt grænseoverskridende’.
Henrik Dahl fortæller, at den berusede generaldirektør gør direkte krav på den unge kvindelige praktikant, som var det hans ejendom.
Hans Jørgen Jensen godtager ikke praktikantens ‘nej tak’, og hun må afvise den stangstive generaldirektør flere gange. Han er på dette tidspunkt sidst i 50erne.
Licensbossen insisterer på sin ret til at bestemme over den unge DR-medarbejder.
Henrik Dahl fortæller, hvordan han må lægge sig mellem den aldrende generaldirektør og den skrækslagne kvinde for at afmontere den potentielt farlige situation:
“Til sidst sagde jeg at så måtte vi lægge arm om spørgsmålet. Det accepterede generaldirektøren, hvorefter jeg besejrede ham med både højre og venstre arm,” fortæller Henrik Dahl.
Efter armlægnings-episoden forsvinder generaldirektør Hans Jørgen Jensen i promilletågerne, der hænger mellem de feststemte DR-medarbejdere.
Når Hans Jørgen Jensen ikke vil ‘tvangsdanse’ med praktikanten, er han gift med hustruen Annelise. Hun har en fortid som kontorchef i Kulturministeriet.
Parret har tre børn sammen. Datteren, Elisabeth Wille, får endda et attraktivt job som studievært på Danmarks Radio i midten af 1990erne. Også dengang var nepotisme en fast bestanddel af mediebranchen.
Folketingspolitikeren Henrik Dahl beskriver arbejdsmiljøet på Danmarks Radio som ‘gennemsyret af alkohol‘, og der florerer en omgangstone, der er ‘helt enormt grim’.
Det er denne ubehagelige virksomhedskultur, som danskerne har været tvunget til at finansiere igennem årtier – helt frem til i dag.
Takket været et åbenmundet folketingsmedlem har sandheden nået overfladen.
Henrik Dahl stopper i det daværende DR-job i 1990. Generaldirektør Hans Jørgen Jensen fortsætter sit chefvælde på Danmarks Radio indtil 1994, hvor han går på pension.
Hans Jørgen Jensen dør i februar 2019. Han bliver 87 år og sover stille ind i sit hjem i Virum, der ligger i Nordsjælland.
Dette er den første metoo-skandale i DR, hvor befolkningen får indsigt i krænkerens identitet.
At et nej er et nej – det forstod DR’s daværende topchef ikke. Alt peger på, at chikanekulturen på landets største mediearbejdsplads er nedarvet fra den øverste ledelse.
Danmarks Radio har indtil videre forholdt sig tavst i sagen om sin berusede og praktikant-glade generaldirektør.