“This is not a partisan moment. This must be an American moment” sagde Biden i sin takketale, den korteste i nyere tid(!), og udtrykte Demokraternes ide om, at dissens er u-amerikansk i sin essens. Faktisk, advarede en præst i sin anbefaling af Biden, ville USA “ende i helvede!”, hvis Trump vandt. Det amerikanske øjeblik, understregede at Biden ikke har en politik. I stedet har han empati, som ved siden af angrebene på Trump, var Demokraternes gennemgående temaer under deres virtuelle konvent, kittet sammen med kendissers dumsmarte komik.

Taler efter taler mente, at Trump var alt der er galt, fra at svigte ved sit fravær til at være autokrat. Korrupt, inkompetent, uden empati men først og fremmest racist. Og seerne faldt hurtigt fra, sammenholdt med konventet fire år tidligere. Fraværende var politisk retning, Gud, Kina, terrorisme, skatter, omtale endsige fordømmelse af volden i Demokratiske storbyer og Rigsrets-anstrengelserne imod præsident Trump.

Medierne var begejstrede for tidligere præsident Barak Obamas tale, der var “the finest convention speech i moderne history” intet mindre. Han skældte ud på Trump, der som en anden Voldemort, ikke blev nævnt ved navn, så man ved, hvad han frygter. Det var opbyggeligt, mente de.

De var også begejstrede for tidligere præsidentfrue Michelle Obamas tale, der demonstrerede sin manglende begejstring for Bidens kandidatur, ved at have indtalt sin anbefaling før Bidens valg af vicepræsidentkandidat, hvorfor Kamala Harris, den første sorte kvindelige vicepræsidentkandidat, ikke blev nævnt med et ord.

Og Biden holdt sin bedste tale nogensinde, erklærede et samstemmende mediekor, selv om der var en del genbrug. Han klarede de næsten 20 minutters oplæsning uden fejl, hvilket for Biden var en sejr (Trump improviserede i en time)

Der var også muntre øjeblikke, som Alexandria Ocasio Cortez der brugte sit tildelte ene minut(!) på at anbefale Bernard Sanders, med Bernard udtalt, som en anden Hyacinth Bucket. Og tidligere præsident Bill Clinton, glemte sin egen historie og angreb Trumps opførsel for værende uværdig for Det Hvide Hus. Og for at tvære i den pointe offentliggjorde Daily Mail billeder af Clinton, der får massage af et af Jeffrey Epsteins angivelige sex-ofre. Og tilsyneladende måtte konventets tekniske afdeling duplikere 3 seere for at nå op på 30(!), der udgjorde streamings-publikummet, som et ildevarslende tegn på manglende interesse, da Kamala Harris modtog sin nominering som vicepræsidentkandidat. Muntert var det også, da Michelle Obama i sin faktaresistente tale, bebrejdede Trump for at sætte illegale migrantbørn i bure, når den praksis nu var hendes mands opfindelse.

Demokraterne er et splittet parti, der på den ene side, forsøger at overbevise den uregerlige venstrefløj om, at Biden er mere progressiv end Obama, mens resten af vælgerne bliver beroliget med, at han er den samme midtsøgende og samlende kandidat de forestiller sig i deres hoveder. Der er næppe mange, der er overbevist om nogen af delene og næsten en fjerdedel af de delegerede kunne ikke stemme for partiets politiske platform (Republikanerne stillede uden politisk platform og overlod det til Trumps dømmekraft). Derfor er Biden empatisk, mens Trump er racist, så ved kernevælgerne i det mindste det væsentligste.

Splittelsen har rod i den identitetspolitik, som har givet Demokraterne succes med at offentligt at udskamme deres Republikanske modstandere. Men det er en knælen for et revolutionært zeitgeist, der vil æde sine børn. Og gør det. Som nye grupper identificeres som undertrykte, bliver nye grupper ligeledes identificeret som undertrykkere. Hvide kvinder er stadigt hvide, som Alexandria Ocasio Cortez lod Kongressens formand og partikammerat Nancy Pelosi vide.

De unge radikale, som partiet selv har næret ved sin barm, er hårde ideologer og ikke interesseret i pragmatisk politik for den almindelige amerikaner, men deres stemme har medierne gjort synonym med moralsk overhøjhed, som de traditionelle Demokrater ikke længere kan håndtere. Skismaet blev udtrykt tydeligt af Linda Sarsour da hun i sin egenskab som formand for Demokraternes Muslim Delegates And Allies Assembly sagde “The Democratic Party is not perfect, but it is absolutely our party in this moment!”. Sarsour er kendt for at udtrykke slet skjult antisemitisme og generel foragt for det USA, der har givet hende en tilværelse. Bidens talsmand meddelte at det var en fejl at lade en så kontroversiel person som Sarsour tale til Demokraternes konvent. Og måtte så kort efter undskylde sin afstandtagen til den antisemitiske aktivist overfor “arabiske, palæstinensiske og muslimske amerikanere” – Leading from below.

I stedet for et politisk alternativ er det så racismen der har været Bidens gennemgående kritik af Trump. Gentagne gange har han har refereret til løgnen om, at Trump kaldte ny-nazister og hvide supremacister for ‘fine folk’ efter voldelige sammenstød i byen Charlottesville. Det er næppe en gangbar strategi, fordi den så let lader sig modbevise: “I’m not talking about the neo-Nazis and white nationalists because they should be condemned totally” slog Trump fast dengang, så der ingen tvivl kunne være, end ikke for britiske BBC(!) – for andre end medier, der vil lyve selvfølgelig. Og så Demokraterne, der ikke har andet tilbage end løgnen. Men det er en taberstrategi.

Ved Biden hvad han selv siger, når han insisterer på at holde fast i Charlottesville løgnen, selv når han konfronteres af Breitbart. Løgner eller bare inkompetent, men empatisk er det ikke. Og hvor Trump aldrig har ytret sig racistisk, så ligger der små kavalkader på youtube, med Biden, der ikke mener at man er sort, hvis ikke man stemmer på ham, for det sorte samfund er langt mere monolitisk end latinoerne, der er utroligt diverst. Og går man længere tilbage, vil man se Biden argumentere for, at sorte har godt af at leve segregeret og at han ikke ønsker at se sine børn vokse op i en racial jungle.

Men også hans vicepræsidentkandidat har et problem med identitetspolitik. I sin tid som statsanklager i Californien, håndhævede hun nidkært strenge love for hashbesiddelse, som især betød mange lange fængselsstraffe til sorte. Men det store problem for venstrefløjen og de sorte vælgere synes at være, at hun ikke er african-american, men indisk-jamaicansk, barn af to indvandrere med akademiske karrierer. Harris er en succesfuld anden generations indvandrer, der som alle indvandrere synes at kravle over sorte amerikanere på den sociale rangstige.

Og empati er der ingen, der vil mene Harris udstråler. Under Demokraternes primærvalg, beskyldte hun Biden for at have støttet en racistisk politik, der havde berørt hende personligt da hun kun var en lille pige. Hendes forklaring på hendes nederlag, var amerikanernes racisme og misogyni, kun syv år efter USA genvalgte en sort præsident og tre år efter Demokraterne og medierne vedtog myten om at Hillary Clinton vandt ‘the popular vote’.

Og da en af Bidens tidligere ansatte, Tara Reade, offentligt anklagede sin tidligere chef for et seksuelt overgreb, meddelte Harris, der nu forlængst var ude af primærvalget, at hun troede på Reades anklager. Harris meddelte uden umiddelbar politisk motivation, at Biden med magt, pressede sine fingre ind ‘knuckle deep’. TV komikeren Steven Colbert spurgte på den baggrund, hvorfor hun så havde takket ja, til Bidens tilbud om at blive hans vicepræsidentkandidat. Og med sin karakteristiske latter, svarede hun triumferende “It was a debate!”. Black Lives Matter og MeToo/#BelieveAllWomen er for hende kun et politisk redskab, som hun begår karaktermord på en partikammerat. 

Hverken Bidens valg af Harris eller Demokraternes konvent ser ud til at have skabt et positivt udslag i meningsmålingerne, mens tilfredsheden med Trumps præsidentskab steg. Men meningsmålingerne har stadig Biden som favorit, stik mod, hvad fornuften siger. Fornuten påpeger at tæppet blev trukket til side, så alle endelig kunne beskue det Senator Matt Gaetz beskrev som “the Loch Ness monster of the swamp”. Alt, der er galt med USAs politiske kultur og system. Og da Republikanerne havde holdt deres konvent, ringede mange Demokrater til C-Span og fortalte, at de nu ville stemme Trump. Det viser sig nemlig, at almindelige mennesker, ikke bryder sig om, at man lader bøller brænde byer ned til grunden, men gerne vil have ledere, der kerer sig for deres land – who knew?