Kommentar

TV2´s trættende teaterforestilling ”Verden ifølge Trump” har vi nu haft lejlighed til at se i flere år. Der er to faste elementer i forestillingen. 1) Som baggrundsdekoration vises et kæmpeportræt af Trump, hvor man har bestræbt sig på at fremvise USA´s præsident som en brutal, følelseskold person. Og 2) Der er indkaldt to kommentatorer, som altid mener det samme om alting, og som ofte har svært ved at skjule deres foragt for Trump.

Denne aftens forestilling afveg ikke fra det faste mønster. Et hovedemne var konspirationsteorier og hvorfor så mange amerikanere tror på den slags. Blandt såkaldte konspirationsteorier på en fremvist liste var i øvrigt ”klimaskepsis”, eller hvad det nu blev kaldt. Men det er jo ikke en konspirationsteori; det er en opfattelse, som forholder sig skeptisk til den fremherskende påstand om, at nutidens klimaforandringer er menneskeskabte. Og som argumenterer rationelt for deres skeptiske holdning. 

I udsendelsen blev det påstået, at Trump ikke havde taget afstand fra en bevægelse, der hed QAnon. Der blev vist et klip fra et interview, hvor Trump blev spurgt om sin holdning til denne bevægelse. Trump svarede, at han ikke kendte noget til QAnon, men at han mente at vide, at den så med sympati på ham – og det var jo rart. Det gjorde TV2 så til, at Trump ikke havde taget afstand fra QAnon. Men hvordan skal man kunne tage afstand fra noget, man ikke har kendskab til?

Det virkeligt absurde i hele aftenens forestilling var imidlertid, at ingen så meget som strejfede den politisk mest betydningsfulde konspirationsteori, som i årevis har hærget USA’s politiske liv – nemlig påstanden om, at Trump var i lommen på Putin, ja var Putins agent. Og at Trump var led i en sammensværgelse med Kreml – ”The Russia Collusion”. En forestilling, som Det demokratiske Parti skabte og betalte for, som FBI brugte som grundlag for at udspionere Trump og hans folk, og som senere var basis for at nedsætte en særlig undersøgelseskommission med stort set ubegrænsede beføjelser til at undersøge alt og alle – den såkaldte Mueller-undersøgelse under ledelse af en tidligere FBI-chef.

Dette hjælpeløse nonsens, som byggede på sladder, rygter og russisk desinformation, labbede ukritiske medier i USA og i hele verden inklusive Danmark ukritisk i sig. Også TV2 og DR. Det er naturligvis pinligt ud over alle grænser, at højt betalte journalister og ”eksperter” ikke med det samme var i stand til at gennemskue dette vås, men tværtimod i årevis udbredte det. De journalister, politikere og ”eksperter”, der på denne måde demonstrerede deres inkompetence, ønsker naturligvis, at dette årelange bedrag skal gå i glemmebogen. 

Og det var TV2´s absurde TV-teater i aften et glimrende eksempel på.

 

 

Af Bent Jensen, professor emeritus