Gratisavisen B.T.Metro, 7. august 2020

I bogen om rockerklubben Bullshit fra 2017 (af Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen), fortælles der med stor detaljegrad om hvordan en gruppe unge fra fritidscentret Nøragersmindegården på Vestamager i 1977 kom i konfrontation med Nomads MC. Efter en episode på et værtshus, angriber de i samlet flok Nomads-klubhuset på Islands Brygge. Under angrebet bliver 24-årige Kim Mortensen skuddræbt. Senere opstår Bullshit, og den første rockerkrig var en realitet. Ti år senere fulgte Store Nordiske Rockerkrig (1994-97), og i dag har vi alle vænnet os til at indvandrere skyder hinanden med jævne mellemrum. I Danmark.

Jeg bemærker under læsning, at et bandedrab fik masse af mediedækning. Interview med pårørende i flere aviser, og et indslag i TV-avisen på landets eneste TV-kanal. Her 43 år senere er scenen overtaget af indvandrerbander, og som man kunne læse i en gratisavis i fredags i forbindelse til torsdagens (interne) drab i Viby: ‘Tredje drab i Århus på to uger’. Alt var ikke værre i gamle dage. Her kunne et bandedrab stadig vække opsigt, og give tre minutter i en nyhedsudsendelse. I dag kræver det en ny kriminologisk rapport: ‘Kriminaliteten er faldende’…

“En journalist fra Information, der tog til fritidscenteret for at portrættere den hårdkogte bande fra Nøragersminde, bemærkede det overraskende uskyldige i, at drenge- og pigetoilettet var markeret med skilte, hvorpå der stod henholdsvis ‘Haner’ og ‘Høns’, og at der på en dør i værkstedet hang opslag, der inviterede til smykkeværksted, skakklub og ‘Læder med Jørn’.

I dagene efter drabet rapporterede flere landsdækkende medier fra Vestamager, og mandag den 7. november ankom reporter Hans Bischoff fra Danmarks Radio til Nøragersmindecenteret for at lave et indslag til aftenens TV-avis om banden fra Vestamager. …

John Karslund forsøgte at forklare baggrunden for konflikten mellem de to bander til tv-reporteren. At de unge på Vestamager havde følt, at deres ‘æresfølelse’ og ‘territorierettigheder’ var blevet krænket ved, at en af deres kammerater var blevet slået ned på værtshusdiskoteket Løjtehus, godt en uge før Kim var blevet skudt. Mens han talte, kunne John Karslund samtidig ikke skjule sin skuffelse over de unge rødder.

‘Det er jo helt vanvittigt, det, der er sket med, at de har taget skydevåben i brug, og jeg fatter ikke, hvorfor de er begyndt på den slags ting,’ sagde han. Det, han frygtede allermest, var optrapning og rekruttering af flere utilpassede unge på Vestamager, der ville hævne, hvad der var sket med Kim. Derfor var det nu helt afgørende, at politiet og domstolene gjorde deres arbejde godt, så de unges tillid til retssamfundet kunne styrkes.

‘Jeg tror helt bestemt, at det er vigtigt, at selve morderen, ham, der har skudt Kim, han findes og bliver straffet, fordi ellers så føler de jo, at de skal tage loven i egen hånd,’ sagde John Karslund til Hans Bischoff.

Fra Rådhuspladsen drog en reporter fra Ekstra Bladet også ud til Vestamager i dagene efter drabet. Om tirsdagen kunne avisen rapportere fra Kims families private hjem…”