‘Cancel-kultur’ i Bamyan, Afghanistan: “… utidssvarende ideer gradvist sorteres fra”; Foto: ER

Helt frem til starten af 70’erne, var den yderste venstrefløj i opposition til Danmarks Radio. Siden tog de magten, og den dag i dag kæmper samme segment for DR’s politiske uafhængighed. Samme forløb, omend ikke helt så karikeret på universiteterne. De venstreradikale tog magten indenfor de bløde fag, og kulturmarxisterne satte sig tungt på definitionsmagten. Det er i det lys antropologens forsvar for ‘Cancel-kultur’ skal ses. Venstrefløjen bruger magten, når de har den, og ’social kontrol’ fungerer også ideologisk. Det kan man godt kalde at erstatte dårlige ideer med gode, men de dårlige ideer er først og fremmest dårlige, fordi flertallet ikke er enige. I praksis er teksten herunder et forsvar for censur af anderledes tænkende. Blød totalitarisme. Taliban uden blanke våben.

Antropolog Magnus Pharao Hansen går til angreb på de 150 meningsdannere, der underskrev Harper’s-brevet, tidligere omtalt her på siden. Fra en kronik i Information – Det er meningsløst kun at se ’cancel culture’ som et ukvalificeret onde, der skal bekæmpes.

“… Jeg er enig i, at det kan være problematisk, når almindelige mennesker uden magtpositioner oplever voldsomme personlige konsekvenser for moralske forseelser. Men det er ikke de tilfælde, som brevet til Harper’s primært kritiserer. Det reagerer mest imod den slags konsekvenser, brevskriverne selv oplever: at blive fyret fra en redaktørpost, nægtet en ærestitel, miste en bogkontrakt eller få aflyst en invitation.

Der er en vigtig forskel på de to slags konsekvenser, synes jeg.

I det ene tilfælde er der tale om mennesker, som bliver underlagt offentlighedens dom på grund af noget, de gør eller siger privat, uden relation til deres professionelle virke. Ens politiske observans bør ikke afgøre, om man har ret til for eksempel at bage brød.

I det andet er der tale om professionelle kommunikatører, som selv har valgt at træde ind i den offentlige debat og søge en platform, hvorfra de kan nå et større publikum. Og konsekvenserne rammer netop deres evne til at indtage bestemte kommunikationsplatforme.

… hvor en bager bør bedømmes primært på sin evne til at bage brød – og dårligt brød med rimelighed udløser en fyring – så bør en forfatter vel også netop bedømmes på sine skrifter, og en intellektuel på sine ideer. Når man ernærer sig på ideernes markedsplads, må man være parat til at møde den bevidste forbruger. …

Heller ikke akademisk debat kan være konsekvensfri: Den vidensskabende proces beror ikke kun på fri og åben debat. Den kræver også, at dårlige eller utidssvarende ideer gradvist sorteres fra, ligesom dårligt brød. Det sker sædvanligvis gennem fagfællebedømmelse, ansættelsesprocesser, fondsbevillinger og invitationer.

Sorteringen indebærer, at nogle ideer får mulighed for at ytre sig fra positioner med særlig autoritet, og andre ikke gør. Dårlig eller umoderne forskning udgives i dårlige eller umoderne tidsskrifter, eller slet ikke. Det er helt normalt.

… Jeg synes altså ikke, det giver mening, som nogen gør, at tale om en generaliseret ’cancel culture’ som et ukvalificeret onde, der skal bekæmpes, så alle ytringer i den offentlige debat holdes konsekvensfri. Visse konsekvenser er rent faktisk rimelige og inden for det, man må forvente, hvis man deltager i offentlig polemik og debat.”