Det er for længst blevet Trump tilhængeres tur til at skrive “Tick tok…” i diverse kommentarspor på internettet. Jægeren bliver nu jaget, som der offentliggøres små beviser her og der, på de teorier om et rullende kupforsøg, som den afgående regering, Demokrater og diverse efterretningstjenester har forsøgt gennemført med mediernes aktive hjælp, som Trump og hans tilhængere i og uden for det Republikanske parti har argumenteret for, Ruslands-hysteriet kun var et dække for.

Men “Truth is a force of nature!”, som Trump tweetede for godt et år siden, da justitsminister William Barr udpegede John Durham, en advokat og tidligere statsanklager, til at lede en undersøgelse af baggrunden for FBIs spionage mod Trumps valgkamps-organisation, Crossfire Hurricane, der førte til Mueller-efterforskningen. Og Durham gjorde hurtigt sin undersøgelse til en kriminalefterforskning. Og nu begynder det at banke i vandrørene. Trumps stabschef Mark Meadows fortalte Fox Business

I think the American people are expecting to see indicments, I know I expect indictments, based on the evidence I’ve seen. (…) You are gonna see a couple of other documents come out in the coming days that will suggest, that not only was the [Trump] campaign spied on, but the FBI did not act appropriately. It’s all starting to unravel and I’ll tell you, it’s time for people to go to jail…

FBIs aflytning af Trumps første sikkerhedsrådgiver general Michael Flynns, samtaler med den daværende russiske ambassadør, er Barak Obamas del af en gigantisk politisk skandale, der har så mange lag og forgreninger og et omfattende persongalleri, at det næsten forekommer umuligt at afdække i en helhed. Det er ikke en stor konspiration, men en blanding af flere mindre konspirationer, partipolitik ude af kontrol, karriereambitioner og ideologisk motiverede embedsmænd, opportunisme og frygt for afsløring, alt sammen afhængigt af opfattelsen af et kontinuerligt Demokratisk regime – og Trump var som den ubestikkelige outsider, en trussel mod dem alle. Af forskellige grunde og i forskellige positioner havde de en fælles fjende og en perfekt storm.

Demokraterne søgte at vinde med alle til rådighed stående midler, præsidentkandidat Hillary Clinton tillige at dække over sine korrupte handler med russerne, hun vidste ville blive hendes største belastning i valgkampen. Ved at satse på at Trump ville skandalisere sig selv og tabe valget, byggede medierne deres forretningsmodel op på, hvad de troede ville blive en ganske midlertidig propagandakrig mod Trump, hvor alt var tilladt.

Republikanerne holdt sig på afstand af Trump og med fingrene for næsen håbede de på bevarelsen af status quo. Og ‘den dybe stat’, eller, som John Solomon foretrækker at kalde det, det permanente bureaukrati, så Trump som en trussel mod det, som oberstløjtnant Vindman kaldte “the interagency consensus”. Med andre ord, Efterretningsvæsents opfattelse af, at det er dem og ikke præsidenten med det folkelige mandat, der bestemmer USAs politiske retning.

Efterretningstjenesterne er, som hele statsapparatet, underlagt præsidentens magt, det er hans ansvar og pligt at forvalte det. Præsidenten er deres chef, som han kan hyre og fyre efter behag og således står han også til ansvar, for misforvaltning i hans regeringsapparat. Men det bliver ikke den tidligere præsident, der bliver anklaget for landsforræderi. Derimod kan det blive alle den tidligere præsidents mænd.

Et kvarter over tolv, den tyvende januar 2016, sender Obamas tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice nemlig en arbejdsmail til sig selv. Mailen er hendes eget referat af et møde hun havde deltaget i, den femte januar 2016, sammen med daværende præsident Obama, vicepræsident Joe Biden, direktørerne for sikkerhedstjenesterne FBI, CIA og NSA. Tidspunktet at sende en mail til hende selv, er interessant for andet end, at det er sent at genkalde sig, hvad der blev drøftet på et møde godt to uger tidligere. For netop den dag, klokken tolv, et kvarter før hun trykkede ‘send’, havde Obama officielt overdraget Trump nøglerne til det Hvide Hus.

Hvad der blev talt om til mødet var så overrumplende for Rice, at hun, efter eget udsagn, havde svært ved at følge med i, hvad der overhovedet blev sagt. Obama fortsatte nemlig tidligere samtaler, han havde haft med sine efterretnings-direktører, om hvorledes efterforskningen af Trumps kommende sikkerhedschef, general Michael Flynn, skred frem.

Som præsidentens sikkerhedsrådgiver, var det Rices opgave at orientere Obama om eventuelle efterforskninger af så prominente amerikanere, men hun vidste intet om, at den siddende regering, af for hende ukendte grunde, var i gang med at spionere på et medlem af den kommende regering og oven i købet en politisk modstander. Implikationerne af denne realitet, hun nu var en del af, var altså for hende så store, at hun efter to uger, på falderebet af sit embede, lidt efter endda endda, mente det nødvendigt, at give sin version, af hvem der sagde hvad, i Det Ovale Kontor den femte januar. Tre gange bedyrer Rice i sin mail til sig selv, at det lå Obama meget på sinde, at alt blev gjort “by the book”. Det ligger mig også på sinde her at bemærke, at jeg ikke fra soveværelset bag nedrullede gardiner beglor naboens mellemste datter, når hun tager solbad. The Lady Doth Protest Too Much, som det mere elegant blev udtrykt af Sebastian Gorka.

Comey foretager, hvis man skal tro Rices referat, et lille verbalt taskenspil, når han på en gang siger at efterretningsvæsenet ikke har nogen konkret mistanke om, at Flynn er på dybt vand, men samtidig holder muligheden åben ved at sige, at der ‘kan være potentiale’. Potentialet, forklarer han, er at der blev holdt flere møder end hvad der anses for normalt, mellem Flynn og den russiske ambassadør. Den slags er sikkert godt nok for pressen og dens talende æggehoveder. Men Trumps kampagne bestod af outsidere og havde ingen forudgående udenrigspolitiske kontakter og skulle derfor skabe relationer fra bunden. Flere samtaler, mere arbejde.

Daværende vicepræsident og nuværende præsidentkandidat senator Joe Biden kan ikke huske noget, har han bedyret, da Flynn sagen ikke berørte ham. Men med til et møde dagen før, med præsident Obama og Biden, sad FBI agenten Peter Strzok og noterede på nogle officielle dokumenter – “VP: Logan Act?”. Så det tager sig meget ud som om, at det var Biden, der foreslog at bruge The Logan Act, en lov, der gør det ulovligt for andre end regeringen at føre udenrigspolitik, til at afpresse Flynn til at tro at han var i juridiske vanskeligheder – vanskeligheder han måske kunne komme ud af, hvis han fortalte noget inkriminerende om Trump. (Loven adresserer et ikke eksisterende problem, da kun regeringen er i stand at føre udenrigspolitik, civile kan blot tale som de har forstand til. Hvilket derfor betyder, at Logan Act derfor også er forfatningsstridig da den således griber ind i amerikanernes ytringsfrihed) Til Bidens forsvar skal det nævnes, at han overbevisende kan hævde, ikke at kunne huske hverken det givne møde eller hans eget bidrag.

Det er den til enhver tids siddende præsidents ret at få undersøgt enhver statsborger han mistænker for noget lusket. Men det skal være inden for lovens rammer. Således kan man ikke blot aflytte folk uden først at have overbevist en domstol med tilstrækkeligt inkriminerende bevismateriale – heller ikke via aflytninger af udenlandske ambassadører, russiske eller ej. Man kan heller ikke fabrikere eller bruge fabrikeret bevismateriale til at overbevise givne domstol. Og man kan ikke under falske forudsætninger lokke folk til at inkriminere sig selv, for derefter at afpresse dem med fabrikerede referater, til at tilstå en forbrydelse eller blive dømt for obskure lovovertrædelser med drakoniske straffe i vente. Og så må man heller ikke tilbageholde bevismateriale der ville føre til frifindelse, såsom, at man fra aflytning allerede vidste alt man spurgte statsborgeren om i forvejen, under det interview, man havde betroet var en uformel samtale, som man efterfølgende tog referat af, smed væk og sammen med en jurist(!), der slet ikke havde været til stede ved interviewet, fabrikerede et nyt referat flere uger senere, der viste at statsborgerens manglende hukommelse, ikke omhandlede noget juridisk materielt og derfor ikke kunne tolkes som en ulovlig løgn, fra retten. Den slags er ikke “by the book” så den slags har den tidligere præsident Barak Obama aldrig beordret.

Det var ifølge Rices ‘referat’ Comeys og FBIs vurdering, at Flynn optrådte helt korrekt, som han talte med den russiske ambassadør og forklarede at gengældelsesaktioner for gengældelsens egen skyld ikke var Trumps ide om det fremtidige forhold atommagterne imellem. Derfor opstod ideen om at lokke Flynn i en ‘menedsfælde’ hos FBI. Som forfatningseksperten og Jonathan Turley forklarede i USA Today

FBI’s perjury trap, by its editing of and misrepresentations about the “302 report” of Flynn’s interview. By the prosecution’s withholding of exculpatory evidence and concealment from the court of its threat to prosecute Flynn’s son. By the derelictions of Flynn’s original counsel, who took the case notwithstanding a deep conflict-of-interest, and who appear to have counseled Flynn to plead guilty without ever reviewing rudimentary discovery — we know they never inspected the 302 (which is mind-boggling in a false-statements case); did they ever demand that Mueller’s prosecutors produce the recording of the Flynn–Kislyak “sanctions” conversation that is the heart of the case?

“We didn’t have a scandal that embarrassed us” var Obamas status over sit præsidentskab, som han fortalte tilhørere på Massachusetts Institute of Technology i 2018. Og så takkede han pressen, “Generally speaking, you didn’t hear about a lot of drama inside our White House”. To år tidligere, ved mødet i det Ovale Kontor den fjerde juli havde Strzok også noteret “P: Make sure you look at things + have the right people at it”. De rigtige folk forstår nemlig, hvad præsidenten mener med “by the book”.