Kommentar

 

Kulten er allerede i gang: Alexandria Ocasio-Cortez  (AOC) er karismatisk og revolutionær. Hun har ikke noget problem med at ride tigeren, og gamlingene i spidsen for det Demokratiske parti forstår ikke at de vil blive fejet bort af revolutionen, de har sluppet løs. Anti-Trump-medier i lande udenfor USA undlader at fortælle hvor radikal AOC er. 

Tucker Carlson var mismodig i nat. Det var tungt at trække læsset. Han havde lige fået at vide at Det Republikanske Konvent i Jacksonville bliver aflyst. Nok en milesten som falder. Det begynder at blive mange.

Trump har forsøgt at holde fast ved håbet om at normaliteten vil vende tilbage. Dette håb har stor betydning for folks psyke. De tåler meget, hvis de ved at der er lys for enden af tunnelen. Nu synes mange at lyset slukkes. Republikanerne, mange uafhængige og nogle Demokrater har nægtet at godtage at de skal være i ”lockdown” på ubestemt tid.

Coronaen er for længst blevet politiseret i USA, som i Europa, selv om der er mindre diskussion her. Det økonomiske opsving var begyndt, men er nu sat på pause, uden nogen diskussion om omkostningerne og muligheden for at man kan starte op igen med forsigtighedsregler på plads.

Det er flere uger siden Center for Disease Control og Foreningen af Børnelæger sagde at skolerne må starte op igen til efteråret. Trump siger det samme, og når Trump siger det, er Demokraterne imod.

Her er vi ved det punkt som gør at Tucker Carlson bliver deprimeret: Demokraterne og anti-Trump-medierne er villige til at gamble med USA’s økonomi og folks psykiske og fysiske helbred, hvis de bare bliver Trump kvit.

Der er længe til november. Et nedlukket USA vil ændre valgresultatet, og Demokraterne ved det.

Der er et spørgsmål i meningsmålingerne, de følger med i: Er USA på rette eller gal kurs? Da pandemien slog til, mente en stor andel at landet var på rette kurs, og dette fastholdt de længe. Men nu er det tippet over. Nu begynder folk at blive desperate. Brugen af antidepressiver er eksploderet.

Demokraterne og anti-Trump-medierne gør hvad revolutionære altid har gjort: De krisemaksimerer. De ved at hvis forholdene bare bliver slemme nok, vil folk godtage hvad som helst for at slippe ud af situationen. Det er enkel psykologi.

Trump flød på bølgen af den bedste økonomi nogensinde, også for minoriteter. Så slog pandemien til. Nedlukningen førte til så megen opdæmmet frustration at da chancen bød sig til at afreagere, eksploderede det i gaderne.

Nogen benyttede chancen, nogen har hele tiden vidst hvad det drejer sig om. Koalitionen mod Trump er broget. Men den har et kendetegn, som vi, der har gennemlevet 1968 kender igen: Revolution. Revolution vil sige, at det hele tiden er de radikale som fører an.

Antifa og BLM er blevet Demokratenes og anti-Trump-mediernes milits og stormtropper. Hvad er det som tilsiger dét? Det er deres manglende fordømmelse af volden, plyndringen og nedrivningen af statuer. Når hoben gik løs på statuer af borgerkrigens helte, og de ikke sagde noget, var det et tydeligt signal. Nancy Pelosi blev spurgt hvad hun syntes, og hun svarede: «Folk gør det de gør.»

Men det mest chokkerende bevis er alligevel kravet om «defund the police». Seattle og Portland har længe været specielle byer. Men når borgmesteren i New York, De Blasio, skærer en milliard dollar af budgettet og opløser civilpolitiet, er det et signal om at han spekulerer i kaos og anarki. For dét er resultatet, og kaos og anarki er allerede til stede. Kriminaliteten stiger radikalt i New York.

Den radikale fløj af Demokraterne, med Alexandra Ocasio-Cortez i spidsen, og med Bernie Sanders og Elizabeth Warren bag hende, går ind for socialisme i Amerika. De sigter mod at krisemaksimere, blive Trump kvit, vinde valget og transformere Amerika til et helt andet samfund. En senil præsident vil være det perfekte værktøj til en sådan revolution.

Planen er ganske tydelig. Spørgsmålet er om amerikanerne forstår den og har styrke til at stå imod. Depression er farlige sager.

 

 

 

https://www.document.no/wp-content/uploads/2020/07/tucker-carlson-tonight-7-23-20-full-fox-news-july-23-2020480p.mp4