‘Rigtige moskeer er med til at fremme integration’, var budskabet fra tyrkiske Vahip Pelit, da han tilbage i 2016 blev interviewet til DR Nyheder om det nye moskébyggeri i Brabrand. På Twitter kæmper moské-talsmanden videre for De Grå Ulve, en terrororganisation der kæmper for et mono-etnisk Stor-Tyrkiet. Det var i øvrigt den første moské i Århus med minaret, og så sent som i 2018 præciserede moskéens talsmand at minareten ikke bliver ‘et bønnetårn’: “Vi har en aftale med byrådet. Vi sagde nej dengang, da byggeriet skulle godkendes, og i islam er en aftale en aftale.” Tidligere på året modtog ‘Teknik og Miljø’ en ansøgning fra Tyrkisk Kulturforening om tilladelse til bønnekald i forbindelse med ramadanens afslutning.

Fremragende kommentar af professor emeritus Mehdi Mozaffari i Kristeligt Dagblad – Professor og islamekspert: Muslimsk bønnekald vil skade muslimer (kræver login).

“… Et tredje eksempel på samme tendens findes hos journalist Paula Larrain. Larrain giver en økologisk drejning til sit argument ved at skrive:

‘Hvis () bønnekald er ‘larm’ i det offentlige rum, så er kirkeklokker det også,’ som hun skriver i Altinget.
Jeg synes, at Paula Larrain har ret på dette punkt. Både kirkeklokker og bønnekald laver larm i det offentlige rum. Dog med den vigtige forskel, at kirkeklokken er ordløs og kun laver larm. Bønnekald laver også larm, men det består også af en mundtlig diskurs med en række slogans og slagord. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af dem – eller andre, der har udtalt sig om bønnekaldet – åbenbart har forsøgt at finde ud af, hvad indholdet i det muslimske bønnekald er. Hvad betyder det egentlig? Hvad er meningen med ordene i ‘azan’? …

Bønnekaldet begynder med ‘Allahu akbar’, som er blevet et verdenskendt slogan fra makabre episoder under Islamisk Stat og terrorangreb rundt om i verden. ‘Allah er stor [gentages flere gange]; jeg bevidner, at kun Allah er Gud; jeg bevidner, at Muhammed er Allahs budbringer; kom til bøn; kom til frelse; Allah er stor; der er ikke nogen Gud ud over Allah.’

Det fremgår tydeligt, at Allah er en helt speciel Gud, Muhammeds Gud. En Gud, som har hjemme på en meteorsten (Kabaen). Hvis ‘der ikke findes nogen gud [Ilah] ud over Allah’, hvem er Allah så større end?

Svaret findes i selve Koranen, som netop nævner andre guder og gudinder som Lât og Uzza. Dem og mange andre, som Muhammed ødelagde ved erobringen af Mekka. Ikke noget opmuntrende tegn for ‘religionsfriheden’. ‘Azan’ er derfor meget mere end et simpelt, uskyldigt bønnekald.

… Det er problematisk, for man kan ikke råbe op fem gange i døgnet, ovenikøbet på arabisk, i hovedet på folk (muslimer og ikke-muslimer) med, at deres Gud er nul, min Gud er den rigtige, den største og den eneste, og samtidig opfatte sig selv som offer for manglende religionsfrihed. Hvordan kan man føle sig undertrykt og samtidig være så arrogant og intolerant?

‘Azan’ er et politisk og hegemonisk budskab og ikke et uskyldigt religiøst kald til bøn! Det nærmer sig faktisk hate speech og én i vore dage diskriminerende og racistisk udtalelse.“

“I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad i lørdags af professor emeritus Mehdi Mozaffari om det islamiske bønnekald blev bønnekaldets første ord på arabisk, ‘Allahu akbar’, ved en redigeringsfejl oversat til ‘Allah er stor’. Det var en pointe i indlægget, at den korrekte oversættelse lyder ‘Allah er større’. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.” (Kristeligt Dagblad korrigerer, 7. juli 2020)