Theodore Roosevelt står på sin sokkel udenfor American Museum of Natural History på Manhatten. Han har en sort og en indianer ved sin side. Dette er utåleligt for nogle. Hvad det symboliserer af historie spiller ingen rolle. Den religiøse “lighed” kræver at han rives ned. Dette raseri har ikke været set i Vesten siden den franske revolution. 

De gamle grækere havde noget de kaldte ostrakisme: Hvis der var nogen man ville være kvit foretog man en afstemning ved at skrive navnet på potteskår. Blev det til mange nok blev vedkommende forvist til en fjerntliggende koloni ved Sortehavet. Tsaren brugte samme metode med Sibirien.

Ordet ostrakisme er gået ind i sproget: At blive udstødt af fællesskabet er en hård straf.

Nu har Vestens ledende institutioner bestemt at vore største historiske navne skal rives ned fra deres sokler og skrives ind i Den Sorte Bog.

To af USA’s mest kendte præsidenter, Theodore Roosevelt og Woodrow Wilson, skal fjernes henholdsvis fra sin sokkel og som navnet på et college ved Princeton-universitetet. Torsdag skulle Lincoln-statuen i Lincoln Park i Washington være fjernet. Kun mandstærkt politiopbud og hegn forhindrede det.

Hoben er gået løs på statuer uden at myndighederne har løftet en finger. Grunden til det, er at eliten enten deler hobens holdninger og vil rense historien, eller de lider af den mest udbredte sygdom: Undfaldenhed, mangel på karakter, principløshed, handlingslammelse.

Det er de ekstreme som har initiativet. De befinder sig både i gaderne og i kommandorummene.

Tilsvarende udmeldinger flagger de “alle” sammen, og det har en paralyserende effekt på dem, som måtte have modforestillinger og betænkeligheder. Folk som protesterer, bliver lukket ude. Det gælder særlig ved universiteterne og de højere læreanstalter. Tilbage i 70-erne var der to liberale professorer for hver konservativ. Nu er dette forrykket så man på lavere akademisk niveau har 48 liberale for hver konservativ. Dvs. de konservative er næsten udryddet.

Har vi nogensinde set noget lignende? Var der nogen som så dette komme?

Det uhyggelige er kraften det sker med og manglen på modstand. Det minder om en nøje planlagt og koordineret erobring.

Det, som er sket, er alt for stort til at det kan være sket spontant. Nogen har planlagt dette og vidst at trykke på de rigtige knapper når tiden var inde.

Intellektuelle har i årtier undergravet de vestlige samfund med deres teorier, men det foregik i tankernes verden og kunne affejes.

Jeg husker et møde i København i 2006 eller deromkring, hvor historikeren Torben Hansen bemærkede: Mændene er optaget af at gøre karriere og tjene penge, men de forstår ikke hvilke ideer som plantes i hovederne på deres børn.

Det var en observation af en kulturkrig, som den gang knapt var registreret i de skandinaviske lande.

Siden har det eskaleret.

Da Mohammed Atta & Co kaprede fire passagerfly og formåede at flyve to fly ind i World Trade Center og et ind i Pentagon, sagde vi at det var et angreb på vor måde at leve på.

Allerede den gang var der røster som protesterede og sagde det var et chauvinistisk standpunkt. Det var provokerende, som om vore værdier var bedre end de andres.

Denne værdikrig er fortsat i tyve år og nu er situationen vendt på hovedet. Nu er det vore egne ledere, der går løs på vor historie.

New Yorks Guvernør, Andrew Cuomo, synes det er helt rigtig at Roosevelt fjernes fra sin plads udenfor History of Natural Museum i New York. Cuomo siger at aktivismen i New York har været præget af “kærlighed”. Nogle tager skridtet videre: Begyndte USA’s historie ikke med et voldeligt oprør mod briterne?

Denne rationalisering af vold påbegyndte min generation i 60-erne. Vi kaldte det udenomsparlamentariske metoder. “Borgerpres” kaldte gadens parlament det.

Nu er udenomsparlamentariske metoder rykket ind i parlamentet, dvs. de, der sidder i høje positioner hylder ikonoklasterne, billedstormerne.

Det, som sker i Amerika, er bare et skridt fra det vi så i Rusland efter revolutionen: Rødgardister som river ikoner og kors ud af kirkerne. Vore dages mennesker er paralyseret af farten ændringerne sker med. De er lamslåede. Netop dette benytter aktivisterne sig af. Det er det som er revolutionen: Aktion. At kuppe øjeblikket.

Indtil nu har vi haft forestillinger om at Vestens historie udgjorde et hele, med en vis grad af hierarki: Vi anerkendte hvem, der var store og betydningsfulde.

Den nye kulturrevolution kaster en sådan rangering væk. Målt mod dagens enkle målestok: Hudfarve, køn, social status, kulturtilhørsforhold, hører de hjemme i mørket.

Hele historien omskrives: USA er ikke verdens mest vellykkede demokratiske revolution. Det er historien om et tyranni helt fra grundlæggelsen af, hvis man skal tro den hadefulde retorik som forkyndes af Project 1619.

Hvordan er det muligt, at de værste tendenser fra 60-ernes Black Power er klatret til tops i verdens mest kendte og indflydelsesrige avis, the New York Times?

Black Lives Matter og Antifa har ikke noget positivt program, det handler kun om destruktion.

Da flyene ramte Twin Towers sagde vi at det var en sejr for nihilismen.

Nu har nihilismen erobret Amerika.

Det er en bevægelse på bare tyve år, som næsten ikke er til at fatte.

Sidste ord er ikke sagt endnu, men for at kunne forsvare sig må man forstå og erkende fjendens ansigt. Dette bliver en lang og hård kamp.