Da Sherin mødte Højesteret

Jeg ved ikke, hvilket forsvar Naser Khader vil vælge, hvis procesbevillingsnævnet giver Sherin Khankan lov til at indbringe sin injuriesag mod ham for Højesteret. Den selvudråbte “imam” føler sig stødt over, at Khader har kaldt hende ekstremist, selv om det er en passende betegnelse for enhver, der bekender sig til Koranens blodtørstige vers.

Khankan siger, at sagen har principiel betydning, og det har hun ganske ret i. Det princip, der står på spil, er, om de korantro skal have retsbeskyttelse mod at blive kaldt ekstremister. I islam er det enten eller. Enten tager du hele pakken med tæsk, sexslaveri, flerkoneri og mord eller lemlæstelse af vantro eller frafaldne, eller du er ikke muslim.

Som vi ved, lægger Sherin Khankan vægt på at blive betragtet som muslim. Derfor er hun sprunget ud som imam. Og som sådan er hun naturligvis klar over, at selv den mindste afvigelse fra et eneste af Allahs ord er ensbetydende med frafald og medfører døden.

Men er nu Sherin Khankan ikke for intet Danmarksmester i dobbeltsnak og søforklaringer, så hun vil nok sige, at – ja – Koranen er Guds uforfalskede ord og derfor bindende for enhver muslim til alle tider, men at de skal ses i “kontekst” – altså bærer præg af den tid, de blev nedfældet. Det skal nok gøre indtryk på dommerne, der ikke er kendt for deres lærdom eller evne til logisk tænkning.

Således ved de nok ikke, at Koranen ifølge islamisk tro har eksisteret til alle tider – i den tidligste stenalder, i 600-tallets Arabien og i Gellerup anno 2020. Ja, den fandtes før verdens skabelse.

Den indgår med andre ord ikke i nogen tids- eller stedsbundet kontekst.

Men det bliver nok for indviklet for Højesteret.