Foto: Facebook

Jon Meyer Kiellberg blev anklaget for at have voldtaget journalist Kirstine Holst, men frikendt. Kirstine Holst har både i medierne og i talrige opslag på Facebook fortalt sin version af historien. Nu kommer Jon Kiellberg med sin. Jon Kiellberg skriver følgende på sin Facebookprofil:

“BLADET FRA MUNDEN – DET HER BLIVER LANGT

Nogle af jer ved det – mange af jer ved det ikke. Men det her er min historie.

For knap tre år siden endte jeg i mit livs mareridt. Jeg blev anklaget for voldtægt af en tidligere veninde, som jeg havde været sammen med en sommeraften hjemme hos mig. En måned efter blev jeg ringet op af en politimand, som fortalte, at jeg var blevet anklaget for voldtægt. I det øjeblik, var det som om, at jorden forsvandt under mig. Jeg var i chok, handlingslammet og knust. For hvordan kunne noget, som jeg ikke kunne opfatte som andet end gensidig frivillighed fra os begge ende ud i en anklage om voldtægt? Jeg forstod det ikke, og forstår det fortsat ikke helt. For vi havde sex sammen og valgte at sove sammen – og vores begges kropssprog og signaler efterlod i mine øjne ingen tvivl.

Den 26. februar blev jeg frikendt af en enig dommerstand for noget af det groveste, man kan blive beskyldt for. For noget jeg aldrig har gjort. Men det stoppede ikke ved retssagen i Byretten. Det startede der. Det blev kun værre. Jeg blev udsat for en udskamning uden lige, en kampagne og et karaktermord mod min person af en personkreds i mediebranchen, som ikke respekterer dommerafgørelser og ser sig hævet over vores retssystem ved at begå selvtægt og for at sætte sig ned og strategisk planlægge, hvordan de bedst muligt kan ødelægge et andet menneskets liv. I dette tilfælde mit. Formentligt ud fra devisen om, at jo højere du råber, og jo mere du spinner fortællingen, jo mere sandt bliver det.

Det blev starten på en lang smædekampagne, hetz og udskamning af min person – både i det offentlige rum men hovedsageligt på de sociale medier. En kampagne som medførte, at jeg blev lagt for had og stemplet i visse kredse.

De utallige eksempler på denne udskamning og systematisk miskreditering – kan I læse i en kronik en af dagene. Eller se TV 2-dokumentaren (“Gerningsmand eller offer?”, red.) om emnet i morgen (i dag, red.) kl. 20.50 – om det jeg har været udsat for.

Det var som debattør Anna Libak engang skrev: Du er skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist. Selvom jeg blev frikendt af alle tre dommere, og sagen ikke blev anket – så er jeg for altid skyldig i deres øjne. Og det skulle så mange vide som overhovedet muligt og fortællingen gerne spredes, så den i folkemunde til sidst opnåede og opnår en sandhedsværdi.

Det har sat sig meget dybe spor hos mig og haft store og alvorlige menneskelige konsekvenser i mit liv. Det har været meget sorgfuldt og smerteligt, at måtte sige farvel til flere af de venner, som var i den gruppe, som vendte mig ryggen – fordi de har stolet på hendes udsagn på en falsk præmis. Jeg er på mange måder dybt traumatiseret af de voldsomme påstande og perfide, personlige angreb, som blev koordineret både offentligt og på de sociale medier.

Det har virket som om, at de glemte, at der stod et menneske, og man derved kunne kalde mig alt, beskylde mig alt – alene i en højere sags tjeneste. Sidste år fik jeg to alvorlige angstanfald. Fordi en offentlig kendt person, som jeg kendte, fik tilsendt anonyme breve med så grove og modbydelige beskyldninger, at jeg end ikke her, vil gengive dem. Det resulterede i, at jeg blev indskrevet i en periode på psykiatrisk modtagecenter. Det har medført, at jeg yderst sjældent deltager i sociale arrangementer (ud over de nærmeste venner og familier), fordi jeg er bange for repressalier. Eller det der er værre: At blive mødt med tavshed, at folk venner mig ryggen. At jeg bliver luft. Det er ikke noget, som jeg forestiller mig. Det er noget, jeg har oplevet gentagne gange. Jeg har oplevet af at blive mødt af en mur af tavshed. Det har ramt min selvforståelse. Og det har lykkedes dem på de godt to et halvt år at skræmme mig for vid sans.

At stille mig frem nu er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget. Fordi jeg ved, at det højest sandsynligt ikke stopper. Men at det kun bliver værre. For jeg ved, hvad de er i stand til – det har jeg mærket på krop og sjæl. Bare spørg mine venner og familie, hvor hårdt plaget jeg har været og er. Det har været som stiltiende at modtage verbale tæsk af den mest modbydelige art – uden at kunne forsvare sig. Uden at nogen stillede kritiske spørgsmål til dem, om de mente, det var i orden. Det minder om en syg form for debatkultur – hvor man nedgør et andet menneske – som der ikke er noget ansigt på – og derved bliver det legalt at tyrannisere et andet menneske.

Jeg håber aldrig – og jeg mener aldrig, at der er andre, som skal udsættes for det samme – som jeg har været igennem de sidste to et halvt år. Jeg har stort set været i alarmberedskab de sidste to et halvt år – fordi jeg aldrig har vidst, hvornår et nyt angreb kom. I dag får jeg massiv psykologhjælp og går til traumebehandling. Nu ønsker jeg fred. Og få lov til at komme videre med mit liv. Og hvis nogen af jer – i den personkreds læser med – så ønsker jeg, at I lader mig være.

Det her har udelukkende handlet om perfide angreb ud fra en personlig vendetta – end de helt principielle drøftelser angående en ny voldtægtslovgivning. Det er skammeligt, bedrøveligt og bekymrende.

Jeg har stor respekt for Kirstine Holsts kamp, og det at være blevet bannerfører for en ny voldtægtslovgivning herhjemme. Det er en vigtig dagsorden – og en tiltrængt debat, som jeg selv er tilhænger af. En samtykkelov som baserer sig på frivillighed. For det er bekymrende, at der er så mange voldtægtsanmeldelser hver eneste år, få sigtelser og færre domfældelser. Jeg har selv i mange år kæmpet – også efter min frikendelse – for social retfærdighed, for ligestilling, samtykke og kæmpet mod sexisme. Jeg forstår den opsparet vrede mod skævridningen i vores samfund gennem generationer. Det er godt, der bliver taget et opgør med det.

Men præmissen er falsk og helt forkert, da Kirstine Holst og flere andre i hendes omgangskreds har forsøgt at løfte en vigtig principiel debat ud fra en ikke-sag, ud fra en konstrueret platform, hvor hun ovenikøbet har en dom imod sig. Men hun har så let som ingenting kunne påstå, at dommen er forkert og baseret på en mangelfuld lovgivning. Men hvis folk og journalister ville besvære sig blot en smule med at gennemse sagsakterne, så vil de hurtigt se, at det er der ikke grundlag for i de udokumenterede påstande.

Jeg har valgt at stå frem ved navns nævnelse for første gang, fordi det på ingen måde kan være rimeligt, at mennesker sætter sig for at ødelægge et andet menneskes liv, blot fordi de ikke er enige i en dom. For jeg har været anklaget for noget, jeg aldrig har gjort.

Jeg er uskyldig – og har rettens ord for det. Derfor har jeg efter flere års nøje overvejelser, hvor jeg flere gange tidligere har sagt nej til medier mv. af hensyn til min søn og min familie. Fordi jeg ikke vil forplumre den vigtige debat. Men min søn er nu gammel nok til at kunne rumme det, og jeg vil derfor ikke længere se til, at sagen spinnes og lægges til grund for en uhyre vigtig debat, når den er en falsk konstruktion. Der må være en grænse. Jeg har derfor valgt at stå frem i morgen i Politiken og i en TV 2 i en udsendelse om de menneskelige konsekvenser af udskamningen og det at blive offer for en kampagne med et større formål.

Det her er min historie. Og ja, det ville være langt nemmere at forblive anonym på et område, som er så betændt og hvor der kun er yderpoler af budskaber. Men jeg har alligevel valgt at stå frem med min fortælling, mine nuancer og give min stemme et værd igen – velvidende at jeg kan blive udskammet og udsat for endnu en smædekampagne. Jeg kan derfor kun opfordre til at se TV 2 dokumentaren i morgen kl. 20.50, hvor Kirstine og jeg medvirker, og overvej sammenhængen mellem de mange fortællinger og den juridiske dom – og vurder så rimeligheden i at udskamme et menneske, blot fordi man er uenig i dommen og min frikendelse.

Jeg håber I vil se med. Men jeg håber mest af alt, at den efterfølgende debat foregår i en sober og ordentlig tone. For jeg har oplevet alt andet i de sidste to et halvt år.

Må godt deles.

I er naturligvis velkommen til at ringe eller skrive for spørgsmål.”

Journalist Annegrethe Felter Rasmussen fra POV International er en af de kvinder fra mediebranchen, der har deltaget i hetzen mod Jon Kiellberg.