Vi skal frygte det had og den foragt, der kommer ud af dagens ghettoisering

Mercedes streg 8 (1968-1976) vækker associationer i mig. Jeg kan høre og dufte den. Det var dengang en diesel bil lød som en diesel, og karroseriet vibrerede i tomgang. Det var en uoplslidelig bil, der kunne præstere over to mio kilometer, og aldrig var på værksted. Det nærmeste til en evighedsmaskine dengang.

Jeg kørte taxi i den i begyndelsen af 70 erne, og det kan jeg anbefale af to grunde: For det første fordi jeg lærte at køre bil, så jeg aldrig glemmer det. Der er intet miljø i trafikken, der skræmmer mig. Bjerge, jungle, storbyer. Paris, Rom, Berlin, Singapore – kom an!
Den erfaringsbaserede højskole
For det andet fordi, at køre taxi var en fantastisk måde at komme ud af sin sociale ghetto på. Vi er alle født ind i en, og jeg kom på en social højskole, ingen pædagoger kunne have konstrueret. Den erfaringsbaserede.

De solgte deres kusse, men de følte sig fine på den

Ligesom læger og præster møder man ALLE, og man møder dem i ALLE situationer. Den nærige direktør, og den billige gadeluder, der var meget flinkere end den hovne dyre fra Sheraton. De solgte deres kusse, og følte sig fine på den fordi de drak champagne til og fik 2000 for det. Det kan man foragte.

Den nyskilte der er ved at besvime af druk, ægteparret der river hovederne af hinanden, og bliver skilt på bagsædet. Kvinden der er lige ved at føde i bilen. Ministre der bare vil være i fred, og den berømte forfatterinde, der skulle hen til sin psykiater. I en taxi kører verdens bedste film hen over skærmen, og man skal bare styre, holde sig på vejen og sørge for, at folk ikke render fra betalingen.

“Jeg skulle have været taxichauffør”

Dan Turell, der havde skrevet “Jeg skulle have været taxichauffør”, men så ikke har noget kørekort, da jeg giver ham nøglen og vil opfylde hans drøm. Den enlige mor, der desillusioneret på vej til Kvindehjemmet på Jagtvej siger til chaufføren lige inden turens slutning: “Skal vi komme fast sammen?” Jeg havde på det tidspunkt lært, at jeg ikke skulle le ad frieriet, skønt jeg tøvede nogle sekunder lige i øjeblikket.

Jeg havde fået et hjerte for mennesker, der befandt sig et andet sted i livet, som jeg ikke havde i forvejen, og jeg tror, det havde været en god højskole at gå på for Dan Turell, at køre taxi. Hans selvdiagnose var fuldstændig rigtig, og han var blevet en bedre forfatter af det.

Ordentlige mennesker og dumme svin

Da jeg var færdig, havde jeg opdaget, at de fleste mennesker, der var fra andre miljøer end mit, var gode, ordentlige mennesker, men jeg lærte også, hvem der var nogle dumme svin. Det var en højskole, der åbnede den nære verden for mig, for at foragte de mennesker man ikke forstår, er dumt. Hvis man skal foragte nogen, skal der være en bedre grund, end at de har en anden baggrund end en selv, taler en anden dialekt, hører noget andet musik.

Hvem er fremtidens præster og taxichauffører?

Det er værd at tænke på i dag, hvor vi er på vej ind i et endnu dybere ghettoiseret samfund en i 70 erne. Vi skal frygte det had og den foragt, der kommer ud af det. Jeg kan dog godt forestille mig, det er betydeligt mere broget at køre taxi i det Danmark, dagens politikere har skabt. Jeg skulle sikkert ikke nyde noget.

Men hvad, om få år er en taxi en selvkørende elbil på en app. Hvem er så fremtidens præster og taxichauffører? Er kun bartenderne tilbage?