Det har taget mig riktig lang tid at forstå Kim Møller fascination for fugle og de små kryb. Men jo længer jeg ser på dem, jo mer forstår jeg at de er en modvægt til det barbari der udfolder sig rundt os. Et sted må skønheden overleve. Aurorasommerfugl, Horsens. Foto: Kim Møller

Laura Ringo har skrevet en roman om sine halvandet år som lærervikar på Amager. Her møder hun en vold hun var helt uforberedt på. En total mangel på respekt for læreren. -Må jeg se din fisse, siger en seksårig dreng. Læreren må ikke bruge fysisk magt. I stedet fantaserer hun om modvold. Det er en erstatning for den afmagt systemet påfører lærerne. I stedet for at spørge: Hvor kommer børnenes vold fra?

En ung lærerinde har skrevet en roman baseret på sine oplevelser i jobbet. Det er en beskrivelse af et menneske som bliver placeret i en situation hun ikke har magtmidler til at klare. Lærerinden begynder at fantasere om mod-vold. Men det nægter systemet hende.

Den fantasi romanen er bygget over: At læreren slår tilbage, er forbudt og det er læreren der havner i spjældet og mister sit job.

Sådan har Folketinget og Regeringen konstrueret det i al deres godhed.

At det afvæbner alle, der arbejder i skudlinjejob, bryder politikerne sig ikke om at vide.

De bliver passive medhjælpere til de voldelige personer, der angriber lærere, politifolk, socialarbejdere, sygehusansatte.

De som udfører disse job bliver forsvarsløse.

Alle ved det og ingen gør noget ved det.

Medierne er spinmaskiner, der skal sørge for at de rigtige spørgsmål ikke stilles.

Men Laura Ringo (29) tør, og ære være hende for det:

»Inden jeg startede som lærervikar, stødte jeg ikke på vold i min hverdag. Men jeg opdagede, at der er vold i folkeskolen, særligt eleverne imellem. Det er ikke usædvanligt, at lærerne i folkeskolen får et spark over skinnebenet, bliver spyttet på eller bliver kaldt »luder« af børnene. Og det, synes jeg, alligevel er ret vildt: Tænk at det er sådan,« siger Laura Ringo.

Ringo er klar over at denne vold udgør et uoverstigeligt problem for skolerne. Den er af eksistentiel natur.

»Afmagten, der skildres i bogen, var gennemgående i mit job som lærervikar, og jeg følte også, at den var der hos andre lærere, når de skulle have bestemte klasser. Jeg valgte at bruge det i min bog. Hvad gør man ved afmagten? Det er der ikke rigtigt nogen, der ved,« siger hun.

Laura sætter fingeren på det afgørende punkt. Afmagt vil sige at man ikke har noget svar.

Denne afmagt genfindes også ude i gaderne, hvor danskerne udsættes for vold i stigende omfang. Den udspiller sig også i hjemmene, hvor indvandrerbørn tæskes af deres nærmeste.

Det hjælper ikke at rive ghettoerne ned, hvis der ikke gøres noget ved kulturen. Så længe myndighederne ikke tør gå i offensiven mod den, breder afmagtsfølelsen sig. Den er dræbende.

Lauras romanfigur drømmer om mod-vold. Mod-vold er resultatet når myndighederne ikke tør sætte voldskulturen og voldsmændene på plads. Alle kan forstå, at når børn er voldelige er det et varsel om hvordan de vil opføre sig som teenagere og senere voksne. Det samfund, der ikke tør erkende problemernes rod og omfang, går dystre tider i møde.

Det er myndighedernes mangel på vilje til at træde i karakter, der får danskere som Lauras romanfigur til at drømme om vold.

Vi ser som regel på barnet som den svage part i en historie, men her bliver den seksårige dreng portrætteret som en tyran, når han gang på gang tæsker sine klassekammerater og gør præcis, som det passer ham. Han er berygtet blandt lærerne på skolen for at være helt umulig, og rygterne går i romanens univers på, at den tidligere børnehaveklasselærer måtte stoppe på grund af ham.

Journalist Laura Kongsmark Schuldt går helt til grænsen, men tør ikke nævne det unævnelige: At en seksårig dreng oplever at han er stærkere en den voksne. Det er han når det danske system har fraskrevet sig muligheden for sanktioner. Det kunne f.eks. være en tretrinsraket hvor endestationen var udvisning af familien, hvis ikke forældrene tog affære overfor deres barn.

Der må være en yderste konsekvens for asocial optræden, hvis advarslerne skal have nogen virkning. Ellers bliver de overhørt.

Politikerne og medierne er klar over at mange danskere fantaserer om modvold. Men de er ude af stand til at se, at det er dem, der har løsningen. Hvis de ikke tør gå ind for straffe i form af love og regler, dvs. en parlamentarisk vej, vil der komme modvold.

Medierne og politikerne er travlt optaget af at fordømme en sådan vold. De nægter at se deres eget ansvar.

»Børn kan være fuldstændig ustyrlige og sige ting, hvor man tænker: Hvor kommer det fra? Derfor kan jeg godt sætte mig ind i, at man kan have lyst til at ty til vold. Og det, synes jeg, er interessant, for man skal jo ikke specielt lang tid tilbage i historien, før det var de pædagogiske redskaber, man brugte. Spørgsmålet er, om det også har betydet, at børnene tænker, at de kan slå på de voksne, men de voksne må ikke gøre noget igen,« siger Laura Ringo.

Det lille univers spejler det store. Derfor hører man ikke så meget om lærernes problemer. De er blevet kanonføde.

68’er-generationen var selv med til at starte udviklingen hvor eleverne greb magten. Middelklassens børn opdagede at autoriteten var væk. Hvis gruppen var stor nok var systemet hjælpeløst.

Hun husker selv episoder fra sin egen skoletid, hvor lærerne og vikaren var genstand for drillerier og manglende respekt. Laura Ringo gik i sjette klasse. Eleverne sad og grinede i klasselokalet, mens læreren forsøgte at komme ind i lokalet. De havde barrikaderet døren med stole og borde, så det var umuligt for ham at komme ind. Når hun tænker tilbage på det i dag, tænker hun, at det er utroligt, at man ikke kunne finde sig noget andet at underholde sig med.

Det er politikere, medier og akademikere der startede denne revolution som inviterede titusinder af dysfunktionelle muslimer til Danmark. Det måtte gå galt.

Der findes selvsagt en vej tilbage til reguleret samfund: Det betyder at sætte danske interesser først. At starte en Trump-revolution i Danmark.

Derfor hader danske medier Trump over alt og bagvasker ham daglig. De ved at hvis danskerne fandt ud hvordan det hele hænger sammen, så er de færdige.

Det er således en påtvunget afmagt vi taler om. Danskerne vil ikke være tilskuere til deres egen undergang, hvis de skulle være ærlige og handle ud fra det.

Laura Ringo var lærervikar: »Det er ikke usædvanligt, at lærerne i folkeskolen får et spark over skinnebenet, bliver spyttet på eller bliver kaldt »luder« af børnene«