Når Jens-Philip Yazdani eller David Trads er mål for ‘gråzone-trusler’ på Facebook, så giver det tyve minutter om problemet med Stram Kurs og Nye Borgerlige på Radio4. Den unge vært er tidligere revolutionær, og den ældre gæst, der tidligere var vært hos forgængeren Radio24syv, tilhører samme blodrøde ideologi.
“Jeg har en svaghed for mennesker med revolutionære ideer… På det store plan har jeg derfor altid været fascineret af politiske ledere som Che Guevara og Fidel Castro – fordi de modsat alle konventionelle politikere rent faktisk har haft drømme, mod og udholdenhed til at ændre på den amoralske ulighed, som eksisterer i verden. … På det danske plan har jeg af samme årsag også altid haft sympati for bevægelser som BZ’erne og de autonome…“ (David Trads, 2006)
De autonome vil jeg hellere kalde ‘venstreradikale’. Det er dem der render rundt med en spraydåse og skriver ‘Brænd kapitalisme af’ på et hegn ved Strandvejen i Århus, eller skriver ‘No nazis’ på et milliondyrt vogntog i hovedstaden. Det er også dem der fik chikaneret iranskfødte Anahita Malakians ud af hendes nyetablerede restaurant ‘The Barn’. I dag åbner hun baren ‘L.a.tino’ på Nørrebrogade, og allerede før åbningen fik hun besøg: ‘RACISTER’ skrevet med fede typer.