Asia Bibi blev et kendt navn, da hun blev dømt til døden i henhold til ”Blasphemy Act”. Asia Bibi arbejdede i marken, da hendes muslimske naboer bad hende om at gå og hente vand. Bibi begik en fejl: Hun drak af vandet. Således havde hun gjort det urent. Kvinderne beskyldte Bibi for blasfemi. Hun blev fængslet. Guvernøren i Punjab, Salman Taseer, udtrykte interesse for hende og sagde offentligt, at blasfemiloven måtte reformeres. Her er Taseers to døtre sammen med deres far, der besøger Sheikhupura-fængslet den 20. november 2010. Denne dristighed skulle koste Taseer-livet. Han blev dræbt af et medlem af sin egen livgarde den 4. januar 2011. Livvagten, Mumtaz Qadri, blev hyldet af advokater fra Pakistan Advokatforening. Foto: stringer/Reuters/Scanpix

New York Times kan fortælle om en annonce om et job som kloakarbejder i Pakistan. Teksten siger, at det kun er et job for kristne. Det er landets militær, der har sat annoncen i. Når landets mest magtfulde institution ikke undlader at markere sin foragt for kristne offentligt, siger det en del om, hvilket slags samfund Pakistan er.

Sewer Cleaners Wanted in Pakistan: Only Christians Need Apply. 

I Pakistan finder efterkommere af hinduer fra lavere kaster, der konverterede til kristendommen for århundreder siden, sig marginaliserede, henvist til beskidte job og dystre skæbner.

Kloakrensere ønsket i Pakistan: Kun kristne behøver at søge.

Det er en utrolig stærk historie, som New York Times fortæller, i al sin enkelhed: Før Jamshed Eric dykker dybt ned under Karachis gader for at rense tilstoppede kloakker med sine bare næver, siger han en lille bøn til Jesus om at holde ham i sikkerhed.

Arbejdet er overvældende, og han har ingen maske eller handsker på til at beskytte ham mod det stinkende slam og den giftige gasskum, der lurer dybt under jorden.

”Det er et svært job,” sagde Eric. ”I kloakkerne er jeg ofte omgivet af sværme af kakerlakker.”

Efter en lang dag hænger stanken ved selv hjemme, en konstant påmindelse om hans plads i livet. ”Når jeg løfter min hånd til min mund for at spise, lugter det af spildevand,” sagde han. Hvis dette havde været muslimer i Indien, der blev henvist til at grave kloakker med deres bare næver, ville medierne være fulde af raseri og forargelse. Så hvorfor hører vi intet om os kristne? Er det fordi mennesker, der hører til vores egen religion, ikke fortjener empati?

Vi ser stadig eksempler på, at kristnes lidelser ikke bliver nævnt. Som om de ikke er værdige nok. En nylig bølge af dødsfald blandt kristne kloakrensere i Pakistan understreger, at den kastediskriminering, der engang styrede det indiske subkontinents hinduer, stadig består uanset religion.

Blodig historie

Hvorfor er der hinduer, der konverterede til kristendommen for hundreder af år siden? New York Times nævner aldrig Moghalimperiet direkte, kun konsekvenserne af at muslimske herskere underlagde sig Indien, dræbte et stort antal hinduer og diskriminerede dem.

Ligesom tusinder af andre hinduer fra de lavere kaster, konverterede Mr. Eric’s forfædre til kristendommen for århundreder siden i håb om at undslippe den endeløse strøm af forskelsbehandling, der hersker over alle aspekter af deres liv: hvilke vandbrønde, de må drikke fra, hvilke job de må besidde. Manuelle kloakrensere, kendt som ”fejemaskiner”, er i bunden af dette hierarki, de mest udstødte af de udstødte hinduistiske kaster.

De renes land

Da Pakistan blev oprettet i 1947, fulgte nissen med: Nu var der ingen beskyttelse i at være kristen.

Men da det indiske subkontinent brød sammen i 1947, og Pakistan blev dannet som et hjemland for regionens muslimer, dannedes et nyt, uformelt system af diskrimination. I Pakistan sidder muslimer øverst i hierarkiet. Og som en af Pakistans små kristne mindretal, er Mr. Eric nu blevet tvunget til det samme arbejde, som hans hinduistiske forfædre havde forsøgt at undgå gennem religiøs konvertering.

Faktisk skriver to pakistansk-fødte journalister denne rapport. De afholder sig ikke fra at nævne noget, der er usædvanligt i liberale medier:

Selvom Indien har forbudt kastebaseret diskrimination, med blandede resultater, opmuntres diskrimination nærmest af staten Pakistan.

Det er en dødbringende dom.

Staten godkendte forskelsbehandling. Det er fristende at nævne dette med et udtryk, som den norske statsminister Erna Solberg opfandt: Religiøs racisme. Hun brugte det om kritikere af islam og muslimer. Vi har aldrig forstået, hvordan hun kunne forbinde et biologisk forhold – hvad man uskyldigt er født som – til et kulturelt, som man kan sige er den person, der er ansvarlig, i det mindste når praksis involverer krænkelser af menneskerettighederne. Det er dette som er islams store problem. Islam krænker de demokratiske rettigheder. Er det derfor, Solberg bruger racisme som et skjold for islam? At udelukke religionskritik?

Hendes regering foreslår et lovgrundlag, der ligestiller religioner. Derefter vil islam med dets praksis / holdninger og synspunkter blive beskyttet af norsk lov. Kritik af islam kan blive en kriminel handling. I stedet for at pakistanere bliver demokratiske nordmænd, bliver Norge mere pakistansk.

Derfor har historien om de kristne spildevandsarbejdere også noget at sige til os i Norden: Hvis udviklingen fortsætter, vil kristne danskere blive bedt om at sidde bagest i lokalet.

Efter så mange års indvandring fra Pakistan er det forbløffende, hvor lidt vi kender til/ ved.

Her fra en protest mod dødsdommen over Momtaz Qadri i vinterlige omgivelser. Hvor? Uden for den pakistanske ambassade i Frogner i Oslo. Hans forsvarere formåede at udsætte dødsdommen i fem år, før den blev eksekveret.

Annoncer

I juli indrykkede det pakistanske militær avisannoncer efter kloakrensere med den anvisning, at kun kristne skulle søge. Efter at aktivister protesterede, blev det religiøse krav fjernet.

At anvisningen blev fjernet ændrer ikke på praksis.

Men kommuner overalt i Pakistan er afhængige af kristne fejemænd som Mr. Eric. I den voksende havneby Karachi holder fejemænd kloaksystemet flydende for ved hjælp af deres blotte hænder at tømme smuldrende drænrør for afføring, plastposer og farligt hospitalsaffald, en del af de 1.750 millioner liter affald, som byens 20 millioner indbyggere producerer dagligt.

At diskrimineringen er systematisk viser statistikkerne. Af Pakistans 200 millioner indbyggere udgør kristne en ubetydelig andel på blot 1,6 procent. Men de udgør 80 procent af alle spildevandsarbejdere. Resten er hinduer af lav kaste.

De har et helt umenneskeligt job: at arbejde under jorden og rydde op i snævre kloakker med deres bare hænder. Når man tænker på kritikken af at pakistanere i Danmark tager de job, danskere ikke vil have, er det tankevækkende. Danskere er indhyllet i dårlig samvittighed over at udlændinge skal tage ufaglært arbejde. Det forklarer åbenbart, hvorfor de ender på offentlig forsørgelse. Men hvad med viljen til at arbejde, til at tage beskidte job i hjemlandet?

Da Karachis kommune forsøgte at rekruttere muslimer til at fjerne kloakefterladenskaber, nægtede de at stige ned i kloakken, i stedet blev de sat til at feje gaderne. Jobbet blev overladt til kristne som Mr. Eric, kendt nedsættende som “choora” eller beskidt.

Flytter nissen med?

Er sådanne holdninger fulgt med til Danmark, så hvis de får chancen, foretrækker de at sidde for bordenden og lade andre arbejde for sig? At gå til kommunen og få offentlig forsørgelse er en måde at sidde for bordenden på og lade andre – dumme danskere – arbejde for sig.

Hvorfor hører vi ikke pakistanere fordømme situationen i hjemlandet og udtrykke taknemmelighed over, at der ikke er sådanne forhold her i landet? Er det fordi de deler de samme holdninger?

Dødeligt

Arbejdet er dødbringende. Giftige gasser dannes ned i kloakken, så du besvimer. Der er hele tiden døende mennesker. Michael Sadiq fortæller:

Sidste august var Mr. Sadiq og hans pårørende, Rafiq Murad og Riaz Masih, kloakrensere hos Karachis kommune, på deres eneste ugentlige fridag, da de blev afbrudt af et opkald fra deres leder, der beordrede dem til straks at møde op.

Mr. Murad var den første til at træde ind i en kloak 18 meter dyb, med et reb bundet omkring hans talje. Da han fjernede kloakefterladenskaber, fejede en bølge af forgiftet sort vand med sand, sten, slam og en sværm af gasser ham væk.

Mr. Sadiq tumlede ind i kloakken for at redde sin fætter, men blev overvældet af den giftige blanding og besvimede. Mr. Masih fulgte for at hjælpe sine fætre, men dampene kvalte ham og fejede hans livløse krop væk.

Masih døde. Man kan forestille sig, hvordan det er at have et åbent sår i kloakken, hvor det strømmer med skarpe genstande. Intet gear, intet beskyttelsesudstyr. Arbejdet er en ren selvmordsoperation. Men arbejderne er nødt til at tage, hvad de får tilbudt. De er analfabeter, og det er, hvad der tilbydes. Derudover har det pakistanske samfund behandlet dem som tredjerangs, så længe alle kan huske. De synes nok ikke engang selv, at de fortjener bedre.

Eller hvad skal man sige, når lægerne nægter at behandle dig, fordi du er uren?

Læger nægter nemlig ofte at behandle kloakrenserne, der anses som urene.

Asyl

Det er ikke længe siden, at Indien lavede en ny lov om tildeling af asyl til forfulgte fra islamiske lande, inklusive Pakistan. Derefter førte vestlige medier, som BBC, kampagne mod diskrimination af muslimer i Indien og støttede voldelige demonstranter i den østlige del af landet.

Det er helt klart, hvilken side liberale vestlige medier står på.

Aisa Bibi undslap dødsdommen, men kunne ikke bo i Pakistan. Hun var blevet et internationalt navn. Her besøger hun Macron i Elysee-paladset den 28. februar. 

Vesten foretrækker at sætte fokus på enkeltpersoner, så du får dulmet samvittigheden og undlader at gøre noget for de navnløse.