Foto: Steen Raaschou

Det er en slags mærkedag, at det ord journalisten Julia Caesar opfandt i en kronik her på bloggen i 2013 (Söndagskrönika: Sverige är fredsskadat) nu er nået helt frem til mere respektable og ukontroversielle publikationer som Weekendavisen og Dagens Nyheter.

Det tog kun syv år, hvilket er ret hurtigt, da jeg normalt regner med at “de progressive” er tyve år parallelforskudt bagud i forhold til virkeligheden og nutiden. Tænk bare på, hvordan SF var 50 år om at godtage NATO, og først gjorde da det havde mistet sit egentlige formål.

Sandheden er måske nyttig, men sjældent for den der siger den

Med den fart tingene har på i politik, vil jeg være 98 når nogen siger: “Han havde jo fuldstændig ret i 2001.” Demokrati er langsommeligt, men det må også tiltrække meget langsomme  mennesker for at blive så langsomt. Hvis sandheden er nyttig, er det for andre end den, der siger den. Det betaler sig ikke at være hurtig, for politik er kunsten at komme for sent til samtiden.

‘Progressive’ svenskere som tv-sofaernes yndling Göran Greider kan da heller ikke lide ordet “fredsskadet”, men ‘progressive’ kan sjældent lide ord, der beskriver virkeligheden, de er mere til lyrik og eufemismer. De har i Sverige længe kæmpet en tabt kamp mod det grimme ord ‘masseindvandring.’ Greider burde have vænnet sig til at tabe til virkeligheden, men det har han ikke.

Elisabeth Åsbrinks artikel er  online på dansk: Svenskerne er fredsskadede

Kan være jeg selv er langsomt opfattende, men jeg forstår simpelthen ikke Greiders indvending. Er det 200 års  historisk fred, der mest skyldtes at Sverige lå for langt ude i Europas periferi,  han  kalder  “progressive fredstraditioner?” Og  hvordan  kommer  autoritetstro  ind  billedet?