Man kan selvfølgelig ikke beskylde noget menneske for at have skabt coronavirusset. Men det er mennesker, der har udråbt den til at være en krise, og der er grupper i samfundet, for hvem kriser aldrig kommer ubelejligt. Grupper på venstrefløjen, både politiske partier, interesseorganisationer og NGO´er, journalister og fagforeningsfolk, undervisere og den intellektuelle elite, benytter enhver lejlighed til at få sneget socialisme ind ad bagdøren. Og en krise, med en destabilisering af samfundet, har altid været et godt udgangspunkt for socialismens vågnen op til dåd. 

Men er der overhovedet en krise? 77 er indtil nu, hvor vi taler om at genåbne samfundet, døde. Med coronavirusset, ikke af coronavirusset. Og gennemsnitsalderen på de døde er 81 år. Er det en krise? Under en normal sæsoninfluenza dør omkring 2000.  Eller er coronaen blot bevidst gjort til en krise, fordi venstrefløjen har interesse i det? Hvis man kigger nærmere efter, opdager man let, at alle forslag til tiltag til at afværge den aktuelle krise og at hindre fremtidige, er socialistiske. Der er tale om indskrænkninger i folks levevis og retssikkerhed, udvidet overvågning, forslag om angiveri, tiltag, der rammer erhvervslivet som en forhammer, stop for indtagelse af kød, hvilket vil betyde ende på landbruget, og er enhver socialists våde drøm.

Der tales allerede om at samfundet og tilværelsen aldrig bliver den samme igen. Der foreslås opgaver taget tilbage til staten, f.eks. bankvirksomhed. Men hvorfor ikke lade markedskræfterne, erhvervslivet og det enkelte menneske selv finde vejen tilbage? Ikke politikerne og lovgivningen. Hvorfor går Danmark forrest i indførelsen af diktaturstatslignende tiltag? Mette Frederiksen bliver selvfølgelig presset af sit parlamentariske grundlag, den yderste venstrefløj, men gemmer også noget af en kommunistisk diktator i maven selv. Hun har bemærkelsesværdigt nok udnævnt hele tre ministre med en fortid fra den yderste venstrefløj, ikke fra Socialdemokratiet. Pernille Rosenkrans Theil fra EL, der roste den aktivist, der hældte maling over daværende statsminister Fogh Rasmussen i demokratiets højborg, til undervisningsminister, Mathias Tesfaye, der skønt han gør det rimelig godt, kommer fra SF og tidligere endnu længere til venstre, til integrations- og udlændingeminister, og Astrid Krag, der også kommer fra SF til social- og indenrigsminister. Altså tre ret tunge ministerier.

Mette F. virker selvsikker på den diktatoriske måde, og der er ingen tvivl om at hendes skyggestatsminister, Martin Rossen, har mere magt end samtlige ministre og embedsmænd. Samtlige ministre virker som dikkende lammehaler og en embedsmand som Søren Brostrøm, (der har en fortid i Danmarks Kommunistiske Parti), der først lagde en stringent videnskabeligt begrundet strategi for håndteringen af krisen, er tydeligvis banket helt på plads. Den mand må af hensyn til sin selvrespekt snarest tage sit gode tøj og gå. 

De såkaldt midlertidige helt uhørte love har en udløbsdato om et år. Men love har det ligesom med skatter at blive permanente. Jeg mener ikke man kan påvise en eneste midlertidig skat gennem tiden, der ikke er blevet permanent. Mon ikke det går med lovene ligesådan? Om et år har vi stadig et klart rødt flertal, som stadig går ind for indskrænkninger i folks levevis, angreb på de frie markedskræfter og erhvervslivet, ønske om øget overvågning, indskrænkning i frihedsrettighederne og den private ejendomsret og centralisering af magten helt ind til statsministerniveau. Altså tydeligvis socialisme ad bagdøren. Med en selvudnævnt krise, der destabiliserer samfundet, som bekvem anledning. Det er set ofte før gennem verdenshistorien. Og aldrig med noget ønskværdigt resultat.