Østerrigske frivillige der assisterer grækerne på grænsen.

Christian Foldager skrev i torsdags en alt for overset artikel, der på kortest mulige plads beskriver, hvordan EU både vil blæse og have mel i munden, både vil tage imod migranter og ikke vil, og hvordan EU er nærmest fraværende nu hvor det virkelig skulle vise sin betydning for sine mange milliarder Euros.

Forkvinden støtter grækernes grænsekamp, samtidigt som landet ikke må nægte “flygtningene” at søge asyl. Det hænger ikke sammen i den virkelige verden. En måneds Kinasyge endnu, og politikerne vil have deres yndlingssituation: Omstændighederne tager de beslutninger for dem, de skulle have  taget for tyve år siden.

Skæringspunktet er, når lillestaten hellere vil overleve som nation end adlyde uvalgte bureaukrater, der er stik-i-rend drenge for verdens største formuer

Det er årtier siden, at EU skulle have indtaget en rationel holdning den den stigende invasion og belejring fra den 3 verden, vi kommer til at leve under de næste hundrede år. Og EU toppens uvilje mod at vælge, afspejler sig desværre i lederne af de store danske partier. De vil både holde migranter ude, og overholde stadig mere urealistiske konventioner. Skæringspunktet er, når lillestaten hellere vil overleve som nation end adlyde bureaukrater i Bryssel, der ikke er folkevalgte. Vi er der ikke endnu, men vi er på vej.

En dag vil deres bukser sprække, men foreløbig lykkes de med at holde vælgerne hen med varm luft. Løkke og Støjberg var rent virtuose bedragere på området (Straksopbremsning/ Marrakesh.) Regeringen Frederiksen siddet også fast i dilemmaet personificeret i Tesfaye, der er lige så fast i retorikken, som han er løs i kødet. Venstre forspildte den rigelige chance, de havde fra 2001 til 2011 og 2015-2019, for at vælge mellem nation og internationalisme. Fuldstændig spildtid og træden vande, som politik for det meste er.

EU nægter kort sagt at vælge, men det er på tide, at EU konfronterer dilemmaet

Valget mellem idealer og realiteter lader til at være uoverkommeligt for de toneangivende politikere i EU, der fremstår handlingslammede og ubeslutsomme. »Vi kan ikke sige til alle flygtninge, at de kan komme til Tyskland, for det klarer vi ikke«.

Merkels modsatrettede standpunkter rummer på sin vis sandheden om EUs flygtningepolitik. På den ene side forfægter de europæiske politikere den ubegrænsede asylret, der ikke kun er et ideal, men gældende lov i hele EU. På den anden side gentager de selvsamme politikere igen og igen, at alle flygtninge ikke kan komme til Europa.

Siden flygtninge- og migrationskrisen har de europæiske politikere først og fremmest forstærket bevogtningen af de ydre grænser. Populært sagt er målet et Fort Europa, der skal holde flygtninge og migranter ude med pigtråd og hegn. Det sker netop i erkendelse af, at alle flygtninge ikke kan komme til Europa. Men erkendelsen af EUs begrænsninger må naturligvis også omsættes til lov. EU kan ikke give rettigheder til alle verdens flygtninge og samtidig kæmpe for at holde dem ude af Europa. Det er både hyklerisk og uanstændigt.

Problemet er, at EUs ubegrænsede asylret reelt er en invitation til alle verdens flygtninge. Porten til Europa er så at sige åben for dem. Derfor må asylretten såvel som konventionerne ændres, hvis politikerne fastholder, at alle flygtninge ikke kan komme til EU. Fort Europa kan med andre ord kun blive et rigtigt fort, hvis porten lukkes. Ellers vil EU aldrig kunne modstå presset ved de ydre grænser i en globaliseret verden med lave transportomkostninger og millioner af flygtninge.

Valget mellem idealer og realiteter lader imidlertid til at være uoverkommeligt for de toneangivende politikere i EU, der fremstår handlingslammede og ubeslutsomme. På den ene side hylder formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, de græske grænsevagters indsats for at holde flygtninge og migranter ude af Europa. På den anden side understreger hun, at den kaotiske situation ved de ydre grænser ikke må begrænse de mange flygtninges mulighed for at søge asyl i EU.

Hun nægter kort sagt at vælge. Men det er på tide, at EU konfronterer dilemmaet. Ellers har de europæiske politikere fortsat et medansvar for de mange døde flygtninge og migranter i Middelhavet. Sagt på en anden måde: EU må enten åbne porten på vid gab og rømme fortet. Eller lukke porten til Fort Europa. Fort Europa kan kun blive et rigtigt fort, hvis porten lukkes.

25th Anniversary of Europe Abolishing Borders Will be Marked With Closed Borders og Jalving: “… store beslutninger træffes nationalt, ikke i diverse internationale og ansvarsfrie fora.”