Undtagelsen er forudsætningen for normalen – ‘Suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden’, så enkelt kan det siges. Mikael Jalving trækker Carl Schmitt frem i en kommentar på JP.dk – Vil coronaen gøre os mere konservative?

“‘Suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden’.

Sådan åbner den berygtede tyske retsfilosof Carl Schmitt sit berømte essay ‘Politisk teologi’ fra 1922. Titlen hentyder til, at staten har religiøse rødder og tillægges egenskaber, som tidligere kun var Vorherre forundt. Politik er forskudt religion, det er et spørgsmål om liv og død. Undtagelsen er med andre ord forudsætning for normalen snarere end omvendt. Statens forfatning kan højst angive, hvem der træffer afgørelsen, mens suverænen bestemmer hvornår og hvordan.

Jeg plukker Carl Schmitt ned fra hylden for at forstå coronakrisen bedre. Lukkede grænser, karantæneregler, social kontrol og måske snart også udgangsforbud som i Sydeuropa; skole- og butikslukninger, aflysninger, forbud – alt sammen med kolossale økonomiske konsekvenser. Men gennemført med en politisk determination, som er snakkende demokrater fremmed.

Nationalstatens evne til at træde i karakter, anført af regering, støttet af et enigt Folketing, har overrasket mange, også mig. Siden 1989 har vi vænnet os til, at staten var en flødeskumskage eller badeferie, hvor alt var tilladt. Nu sidder vi så pludselig i karantænens jernbur, begrænsede som aldrig før; kan ikke gå ud, omgås, dyrke sport, være sammen. Det er en ganske ny oplevelse for voksne såvel som for børn. Jeg vil ikke påstå, jeg nyder den, men den vækker til eftertanke.

Carl Schmitt ville sige, at det politiske atter bliver synligt for enhver. I modsætning til, hvad liberale eller upolitiske mennesker gerne går rundt og forestiller sig, er det politiske ikke adskilt fra vores private tilværelse, men derimod integreret i det meste og helt elementært i forsvaret for vores hjem. … Det politiske er allestedsnærværende. Det er bare først nu, vi forstår det.

Det er blevet sagt mange gange før, at det ikke er ideer, der ændrer vores syn på verden, men begivenheder. Således også med denne forbandede smitte. I 30 år har vi grint ad den nationale suverænitet og kaldt den romantisk, fiktiv eller idiotisk. En småstat som Danmark kan ingenting, sagde de på universitetet og i tv. … Nu ser vi derimod, at det er stater, der handler, mens det såkaldte internationale samfund er pist borte. Den territorielle stat er genopstået – og med den det politiske.

Det er for tidligt at konkludere. Men den akutte virus har allerede vist os, at friheden kan suspenderes, og at det store flertal accepterer indskrænkningen sammen med den politisk ukorrekte sandhed, at store beslutninger træffes nationalt, ikke i diverse internationale og ansvarsfrie fora. Det er i sig selv en helt ny og vigtig erkendelse, der peger fremad.”