Gråspurv på spirerende Troldhassel, Hindsgavl, 20. marts 2020

“Lad os nyde den sidste sommer i frihed. Før kalifatet træder i kraft… Før virussen spredes, før intet ka’ reddes”, synger Søren Huss, men det kunne faktisk være værre. “Jeg springer ud som optimist, og det føles som at desertere”, supplerer Peter Sommer, og sådan har jeg det som højreorienteret mørkemand lidt i disse dage.

Der er masser af positive sideeffekter ved Covid-19, ikke mindst fra en nationalkonservativ vinkel. Jeg klynker lidt ilands-agtigt over, at Fitness-centeret er lukket, men får til gengæld daglig motion under åben himmel. Omkring Egå Engsø med drengene, timelange gåture med gammel ven i Århus-Stadionskoven og kamerature med den langbenede på Hindsgavl. I skovene kan man holde afstand, og der er ikke noget så livskræftende at se forårskåde børn samtale med ustressede forældre, stolte bedsteforældre med stamtræets seneste skud i barnevognen etc.

Vi tænker ikke så meget over det i det daglige, men Danmark er et utroligt velfungerende land, og en afmålt krise kan være med til at åbne øjnene, og ændre perspektiverne lidt. Der vigtigste her i livet er ikke dit job eller de biler der holder i dobbeltgaragen, men de værdier du fik af dine forældre, som du helt umærkeligt, giver videre til dine børn. Følelsen af samhørighed. At du lige her og nu, på godt og ondt, er en del af noget større.

Mette Frederiksen har næppe håndteret Corona værre end nogen venstremand ville have gjort det, og den politiske debat er pludselig mere konkret end den har været i årtier. Debatten kredser ikke om druknede isbjørne, flydende kønsidentiteter, kommende integrationsplaner eller alt det skønne SAS flyver ind i landet og gør dansk. Pun intended. Hvor Enhedslisten for få uger siden kunne kræve millionbeløb til udanske mærkesager, så stod Folketinget tidligere på ugen samlet om en hjælpepakke til 300 mia. kroner. Hvis ikke middelklassen tager på arbejde hver morgen, så er der slet ikke råd til at vrøvle om et multikulturelt regnbue-utopia. Tilbage til start.

Eva Agnete Selsing om ‘lyspunkter i en coronatid’, 18. marts 2020.

“1. Hjemmeundervisning. En balance af skønt terperi og selvvalgte emner, som vi dykker ned i. PT er det 1. Verdenskrig og menneskekroppen. Og så fritidslæser de i hver deres bog. Koncentration, udenadslære, selvdisciplin, ind(!!!)læring, masser af ros og faste forventninger fra underviseren. Som det burde være hver dag.

2. At Lars Løkke ikke er statsminister. …

4. At alle individualisterne bliver skammet ud. Ikke et sekund for tidligt. Årh hvad, herremeget kollektivisme! Nej, ven, du kan ikke bare gøre som det passer dig – og ja, vi døøøøøøhhhmmmmmmer dig. Normerne er tilbage, og de kan ikke lide narcissister.

5. At naturen og det udendørs igen er blevet et sted, vi længes efter at opholde os. At se folks glæde over at være ude er lifligt. På min løbetur i går var der smil og venlige vink blandt alle os motionister, også selvom vi ikke anede hvem hinanden var. Denne empatiske fortrolighed, glæden på de andres vegne over at se dem få lidt velgørende sol og luft. Det er så sundt og opbyggeligt.“