Kopierede/fra hoften

Foto: Twitter

Berlingskes redaktør for internationale kultur Birgitte Borup skriver, at konservative Foxnews har ændret holdning til Coronavirussen, og lader forstå, at det er undsigelse af præsident Donald Trump: Det er ‘Trump eller sandheden’. Direkte adspurgt af undertegnede om dokumentation for at Trump har kaldt Coronavirussen for en ‘hoax’, linker hun til en video fra The Telegraph med titlen Trump: Coronavirus is Democrats’ ‘new hoax’. Undertitlen lyder i sin helhed: “Donald Trump has lashed out at Democrats who have questioned his handling of the coronavirus threat, calling it their new ‘hoax’.”

Med andre ord. Trump har ikke kaldt Coronavirussen for en ‘hoax’ (fupnummer) – han har påpeget, at Demokraterne bruger hans (postulerede dårlige) håndtering af samme, som en politisk-drevet smædekampagne. To vidt forskellige ting, der sløres med diskrete manipulationer.

Jeg ved ikke hvordan Trish Regan, Ainsley Earhardt eller Sean Hannity har formuleret sig konkret, men når Berlingske fortæller at sidstnævnte har ‘lagt sig tæt op ad Trumps retorik’, så forventer man ikke fairness. En lidt for smart Trump-bashende overskrift set på Berlingske.dk – Coronavirussen tvinger Fox News til at skifte ham: Pludselig var det Trump eller sandheden.

“Det er nye tider for os alle, ikke mindst for amerikanske Fox News. Så sent som i sidste uge sendte en af TV-stationens mest Trump-tro studieværter, Trish Regan, en bredside ud gennem skærmen, da hun lod seerne vide, at coronavirussen er et gigantisk fupnummer. Hun kaldte visussen et ’scam’ og et ‘hoax’, der, akkurat som den nyligt overståede rigsretssag, var opfundet af politiske modstandere med det ene formål at få præsident Trump ned med nakken.

… Fox News forsøger lige nu på én gang at finde bakgearet og en ny vej fremad, efter at USAs mest sete kabel-TV-kanal i ugevis har gjort det, den plejer: Lagt sig i slipstrømmen på præsident Trump. Den strategi har ikke alene ført til en kunstig nedtoning af den situation, USA og resten af verden står i, men også til kaskader af misinformation i Fox News’ primetime-programmer.

… ‘Hvis du har fået nok af massehysteriet, hvis du har fået nok af den politiske udnyttelse af coronavirussen, er du ikke alene’, sagde Sean Hannity i sit program ‘Hannity’, hvor han gennemgående har lagt sig tæt op ad Trumps retorik og kaldt coronavirussen en ‘konspirationsteori’ og et ‘fupnummer’.

… de seneste dage er det blevet mere og mere tydeligt, hvad der står i centrum for stridighederne: En virus, der er bedøvende ligeglad med politiske tilhørsforhold. Efterhånden, som smittens hastige udbredelse har gjort tusindvis af amerikanere syge, kostet adskillige livet, lukket universiteter, skoler og barer og lagt både aktiemarkederne og storbyerne øde, har Fox News fået tiltagende svært ved at bevare sit Trump-tro ståsted. Stationen har måttet vælge mellem Trump og den sandhed, der trænger sig mere og mere på.