Mette Frederiksen udviste en overbevisende seriøsitet, da hun præsenterede regeringens tiltag onsdag aften. Men spørgsmålene står i kø: Hvad kommer bagefter? Er der nogen, der har en anelse om, hvilket farvand vi er på vej ind i?

Det vil statsministeren selvsagt ikke kommentere i denne stund, men overvismand og professor Michael Svarer har nogle interessante betragtninger at byde på, når Berlingske ringer til ham:

»Det her er et kæmpe indgreb i økonomien. Det er massivt, og det vil få konsekvenser for hele den økonomiske værdikæde. Meget aktivitet vil stoppe. Der er mennesker, der vil miste deres arbejde, og det vil påvirke deres indkomst og dermed deres forbrug. Der er ingen tvivl om, at vi ser ind i en meget alvorlig situation,« siger Michael Svarer.

En ting er udsættelser af indbetalinger og lettelser for personer og virksomheder. Men der skabes ikke mere aktivitet af det. En god del virksomheder lukkes nærmest ned.

»Alligevel kommer vi ikke udenom, at vi vil opleve et tilbageslag. Det er et meget kraftigt stød til økonomien, og mange virksomheder vil have svært ved at agere, mens det står på, og eksempelvis restaurations- og servicesektoren vil blive hårdt ramt,« siger han.

Den normale rækkefølge stilles på hovedet: Økonomien er god, men vi vælger frivilligt at lukke Danmark ned.

»Normalt vil man jo sige, at så kunne vi sende flere penge og aktivitet ud i samfundet for at holde økonomien i gang. Men det hjælper jo ikke, hvis folk ikke bruger pengene. Derfor er det sværere præcist at vide hvilke håndtag, vi skal trække i,« siger han:

»Men det, vi ved, er, at medicinen og nøglen ligger i sundhedsvæsenet. Det er det, vi skal fokusere på.«

Det gør situationen til noget helt specielt.

»Derfor er vi også ude i ukendt territorium,« siger Michael Svarer og påpeger, at det også påvirker den nationaløkonomiske værktøjskasse.

Foreløbig er der tale om to ugers lukning. Det kan vi godt klare som samfund, men hvad hvis det varer længere?

Der findes også skæringspunkter og indbyggede konflikter i den politik man fastlægger:

Restriktionerne bygger på at man vil skåne de svage grupper. Men samtidig hører vi fra Italien at mennesker over 80 år ikke indlægges på intensivafdelingerne. De overlades til deres egen skæbne.

Virkeligheden er altså en anden end det man siger.

De svageste af de svage bliver ofret.

Men det tør ikke politikerne indrømme.