I seneste udgave af ‘Mediemøllen’ på Radio4, kritiserede Politikens billedredaktør Thomas Borberg BT’s brug af et billede af myrdede Huda Ahmad Al-Ali og 9-årige Azad. Det var en historie om social kontrol, og det havde ikke ‘offentlighedens interesse’. Senere forsvarede han brugen af et foto af 3-årige Aylan, der druknede i forsøget på at nå Europa. Hvis blot der er ‘perspektiv’, og det fortæller en ’samfundsvigtig historie’.

Alt afhænger af øjnene der ser, og det der var brutalt for fem år siden, er ikke nødvendigvis brutalt i dag, som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen korrekt påpeger. Danmark er ikke en isoleret ø, men før EU erkender at Europa ikke skal være et nordligt Afrika/Mellemøsten, så findes der ingen holdbar løsning i EU-regi. Orban forstod det, og grækerne er ved at forstå det nu. Utallige videoer cirkulerer fra græske øer og grænseposter i Evros, og det er artige sager. Indvandrere stoppes fysisk med de nødvendige midler, og ligeså vigtigt – de bliver fortalt, at de ikke er velkommen. Måske endda med en gyllespreder, som man se på billedet nederst i denne post.

Lars Løkke Rasmussen kommenterer på BT.dk – Løkke om flygtninge: Er vi blevet mere kyniske.

“Husker du billedet af den toårige Aylan, der iført shorts, rød T-shirt og gummisko blev skyllet død op på en tyrkisk strand 2. september 2015?

Billedet af ham gik verden rundt og blev symbolet på den syriske tragedie. Dagen før havde ungarske Viktor Orbán beordret banegården i Budapest, hvor tusindvis af desperate mennesker forsøgte at komme med tog til Østrig, evakueret. De måtte søge asyl i Ungarn eller vende tilbage, hvor de kom fra, mente han. De billeder gik også verden rundt.

Orbán var en hård hund. Sådan kan man ikke behandle mennesker, var de fleste enige om. …

Nu spidser situationen til igen, men noget er forandret. ‘Wir schaffen das’ er skrevet ud af Merkels vokabularium, og græske grænsevagter skyder med gummikugler mod menneskemasserne ved den tyrkisk-græske grænse. Der sættes hårdere mod hårdt, end Orbán gjorde, men den folkelige forargelse udebliver.

Er vi blevet mere kyniske og forråede? Eller er det realismen, der har ramt os?

Måske er det lige dele begge dele. … Jeg ville ønske, at den udeblevne folkelige forargelse over gummikuglerne vækkes til live med et krav om, at Europas ledere tager et langsigtet og kollektivt ansvar for at passe på vores kontinent. Danmark yder vores del, men det rykker først for alvor, hvis alle løfter i flok.

Vores ekstra bidrag kunne passende være, at vi melder os fuldt ind i den europæiske familie og dropper de bekvemmelige forbehold. Går det helt galt for Europa, kan Danmark i længden alligevel ikke klare frisag.”