Omkring 4000 grækere, som bor i nærheden af grænsen mod Tyrkiet ved grænseovergangen mellem Pazarkule og Kastanies, har bevæbnet sig og er begyndt at patruljere området for at hindre migranter i at komme ulovligt ind i Grækenland.
Det fremgår af en reportage som Grækenlands-korrespondent Deniz Yücel har gjort for Die Welt.
Efter at de tyrkiske myndigheder for nylig gav migranter i landet frit lejde til Europa, har Grækenlands grænse mod Tyrkiet oplevet et voldsomt migrationstryk. Grænseområdet ved Kastanies har været arena for sammenstød mellem græsk politi og migranter, som tyrkerne selv har befordret derhen, for siden at forhindre dem i at returnere til tyrkisk territorium.
Selv om græske grænsevagter har gjort en indsats for at holde migranterne ude, har altså privatpersoner i Grækenland besluttet at patruljere grænsen selv for at hindre at migranter klarer at undgå græske myndigheders kontrol. Civile grækere har i praksis dannet private militser.
«Vildmarken er lige udenfor her», siger Yorgos med ru stemme. «Det er lovløst her. Vi kommer ikke til at lade nogen slippe igennem til Athen, ikke én eneste!». Yorgos er en af dem, der vogter Grækenlands grænse mod Tyrkiet, selv om han hverken er soldat eller grænsepoliti – i lighed med tusinder af andre her. Og det er overraskende at han overhovedet snakker med os. Når alt kommer til alt, ville han helst banke os.
Den tyske storavis´ korrespondent og hans team befinder sig langs en grusvej ikke langt fra grænsefloden Evros. Gruppen må stoppe ved et tjekpoint som er sat op af en milits. Medlemmene har pickupper, våben og kamuflageuniformer. Reporteren får ikke lov til at bevæge sig videre. Militsmedlemmerne ønsker ikke journalister i nærheden.
I området skal der befinde sig fem hundrede privatpersoner som patruljerer. Langs hele grænsen omkring 4000. De bevæger sig frem og tilbage langs grænsen på udkik efter migranter.
De fleste af dem har militære antræk. Mange har et gevær, en stok eller begge dele. De ser ikke sig selv som militser eller borgerværn. Bare som «frivillig lokalbefolkning», der forsvarer landet.
Medlemmene mener at de er på den rette side af loven, selv om de anholder migranter:
De har overladt alle anholdte til politiet, siger de. De har kun benyttet vold mod de få, som selv var aggressive. Men de fleste skal have været bange.
På spørgsmål om hvorfor militserne gør dette, svarer Yorgos: « Grækenland er ødelagt, vi kan ikke hjælpe alle disse mennesker.» Det har han gjort før, men ikke nu længer. Alt er anderledes nu, siger han: Der er konflikt mellem Tyrkiet og EU, og Grækenland er frontlinjen.
Også Nikos er med i militsen. Han anser arbejdet som helt essentielt:
«Hvis vi slap dem forbi, ville hele Grækenland, hele Europa, falde sammen.»
Die Welts reporter finder vej til et møde i en offentlig bygning, hvor 600 frivillige grækere, som er kommet fra hele landet for at patruljere grænsen, skal koordineres. En kvinde i forsamlingen identificerer ham som en indtrænger.
«Vi vil ikke have journalister her!» råber hun så højt at hun afbryder mødet. «Ud herfra!». Vi svarer at vi er inviteret. Vi er chanceløse. Vi går.
Reporteren træffer siden en mand, som arbejder ved grænsepolitiet. Militserne gør det grove arbejde her, siger han. Det er et landligt område, som også er jagtterræn. Alle har våben. «Der er krig her», fastslår han.
På vej hjem fra opgaven møder korrespondenten en egyptisk migrant, som siger han er 23 år og hedder Mohammed. Han er blevet gennembanket af græsk politi, fortæller han. De tog passet fra ham og mobiltelefonen.
Efterhånden som historien skrider frem, mærker korrespondenten at migranten modsiger sig selv. Han vil bare finde sig et job et eller andet sted, så han kan betale de 2500 dollar, familien gav ham med på rejsen, tilbage, siger han.
Som egypter har han nul chance for asyl. Måske hans bedste chance er at skaffe sig en falsk identitet. Men til det behøves flere penge, som han vanskeligt kan skaffe på lovlig vis.