Skærmbillede fra filmen Hillary, der har premiere 6. mars.

Når alt andet er glemt om Hillary Clinton, vil hendes hadefulde karakteristik af jævne amerikanere, der ikke havde stemt på hende, som ”ynkelige/ynkværdige” (deplorables) stå tilbage. Hun var amerikanske intellektuelles og halvintellektuelles foretrukne kandidat. Hendes nederlag til den primitive og vulgære Trump blev højlydt begrædt i medierne, der svælgede i historier om præsident Trumps uvidenhed, løgne og platte vaner.

De mente og mener simpelthen ikke, at en type som Trump har ret til at sidde i Det Hvide Hus, som er forbeholdt anderledes noble og moralsk renfærdige personer som Hillary og Bill Clinton. De konstruerede derfor også en konspirationsforestilling om, at præsidentvalget i 2015 ikke gik rigtigt til, fordi det jo ikke kunne være rigtigt, at det var gået rigtigt til. Der blev angiveligt fusket med stemmerne til Trumps fordel, og det var russerne der havde ”hacket” og forfalsket valget. Der er ganske vist aldrig blevet fremlagt nogen form for bevis for, at russiske forsøg på at påvirke valget flyttede så meget som en eneste stemme. Men det er uden betydning for konspirationstilhængeres feberfantasier.

De lancerede derpå en fantastisk historie om påstået dokumentation for, at Trump var i lommen på Kreml og Putin. Dette vrøvl blev også grebet med begærlighed af ideologer med betegnelsen ”journalister” og. ”eksperter”, som med alvorlige miner sagde god for denne hjælpeløse samling af sladder og ubekræftede rygter, som Det demokratiske Parti selv havde betalt for at få fabrikeret. Endnu mere alvorligt var det dog, at højtstående efterretningsfolk bed på krogen, lækkede fortrolige oplysninger for at skade Trump og indbyrdes drøftede, hvordan man kunne få den valgte præsident afsat. Tidl. CIA-direktør John Brennan beskyldte offentligt Trump for at være landsforræder.

Den falske påstand om Trump som Kremls agent blev også brugt i forbindelse med den nylige rigsretssag mod Trump, som demokraterne tabte på gulvet. Under den nuværende valgkamp påstår den ledende demokrat Nancy Pelosi, at der er ”klare beviser”. Nen hvorfor fremlægger hun dem så ikke?

De medier, som ivrigst udbredte løgnehistorierne om ”The Russia Collusion”, er nu atter på krigsstien. Washington Post påstår, at Putin igen forsøger at hjælpe Trump, så han kan blive genvalgt. For at det ikke skal være løgn, påstås det nu også, at den demokratiske kandidat Bernie Sanders støttes af Kreml. Og Hillary Clinton har udpeget Tulsi Gabbard – en demokratisk præsidentkandidat, hun ikke bryder sig om – som Kremls redskab. Hvor mange agenter har Putin mon?

For et par dage siden så jeg et længere TV-indslag på CNN med en kendt amerikanske historiker, Timothy Snyder. Jeg har læst hans fine bog fra 2010, der på engelsk hedder Bloodlands. Den omhandler det blodbad, som indbyggerne i et bælte fra Estland til Ukraine fik i det 20. århundrede, hvor de blev ofre for de totalitære kommunistiske og nazistiske regimer.

Jeg blev mere og mere forbløffet over at høre hans primitive udsagn om Trump. Den lærde mand er blevet grebet af panik efter valget af Trump, fordi han fortsat tror på vrøvlet om The Russia Collusion, Trump/Putin-aksen. Han finder det ”påfaldende”, at Trump efterligner Putins strategi. (Gør Trump da det?!). Men han mener også, at der er paralleller mellem Hitlers valgsejr i 1932 og Trumps i 2016. Snyder sidestiller jødiske flygtninge fra Nazi-Tyskland med dagens illegale økonomiske immigranter fra Latinamerika. Han påstår, at Trump vil afskaffe uafhængige domstole og forbyde det demokratiske parti. Trump påstås at benægte faktuelle sandheder og at anklage medierne for at lyve (men har medierne da ikke løjet om Trump?!). Snyder bruger også Kongressens undersøgelse af Trump som ”bevis” på, at demokratiet er i fare. Hvordan det? Fordi Kongressen ikke konkluderede, at Trump havde begået højforræderi! Konklusion: Under Trump er et fascistisk system på vej i USA!

Det er jo rablende galskab! Snyders ”analyse” af USA er på samme primitive niveau som venstrefløjens ”analyser” af USA under Den Kolde Krig. I 1967 kaldte Per Nyholm Reagan for ny-fascist. Ifølge Jørgen Dragsdahl var demokratiets dage talte i USA (”Fascisme undervejs i USA” 1969), præsident Nixon forberedte et statskup, og venstreorienterede skulle indespærres i kz-lejre. Torben Krogh advarede i 1970´erne mod det fascistiske USA. Jesper Jensen kaldte USA for ”selve fascismens skjold og sværd”. 

Weekendavisen har også netop trykt den engelske forfatter John Le Carrés tale i anledning af hans modtagelse af Olof Palme-prisen. Ud over hans vamle klistren sig op ad af Palme (og skamros af Carsten Jensen) skriver forfatteren, at med Boris Johnson ved roret ”har rotterne taget magten på skibet”. Johnson har indtaget sin plads ved siden af vor tids to andre store løgnere: Donald Trump og Vladimir Putin.”

Hvorfor er intellektuelle ofte så usigeligt dumme og i deres lidenskabers vold? Hvorfor bruger de hadefuldt sprog om dem, de betragter som mindreværdige? Hvorfor kan de ikke selv se, at ved at kalde politiske modstandere ”rotter” og ”skimlede kældermennesker” (Carsten Jensen) opfører de sig som bolsjevikker og nazister, der også brugte den slags udtryk om dem, de foragtede?