SAS og meningsfællerne i Twitterland hævder at reklamen er blevet misforstået, men der er ikke så meget at misforstå. Den er velproduceret, skarpt skåret, og budskabet er ikke blot ‘At rejse er at leve’.
Bemærk de triste følelsesforladte kvinder i starten af videoen, der erstattes af glade rejsende (forskellig herkomst) og afsluttes med det store gensynskram i slutscenen mellem et sort/hvidt venindepar. Man kan sige, at foruden selvhadet er indvandring og multikultur videoens underliggende tema, meget lig propagandaen for Islam i Outlandish-hittet Aicha fra 2009. Her ser man en trist dansk kvinde blandt smilende hijabklædte muslimer, og hun smiler først, da hun tager hijab’en på og altså er konverteret. Mindre danskhed, mere Islam.
Torben Mark Pedersen kommenterer på Facebook.
“Jeg undrer mig en del over, at så mange opfatter SAS-videoen som et budskab om, at vi i Skandinavien er gode til at lade os inspirere af andres ideer, hvorefter vi forfiner og forbedrer dem, altså en historie om innovation. Fortællerstemmen i videoen siger det modsatte.
Det siges eksplicit i videoen, at: ‘everything is copied’. Altså ingen forfining og forbedring. Ingen innovation. Blot kopi.
Og det siges videre, at ‘Scandinavia was brought here. Piece by piece’.
Altså igen: der er tale om direkte import, som derefter er uændret. Det er kopier af noget udenlandsk. Det er altså ikke et budskab om at lade sig inspirere af udlandet for dernæst at forbedre det.
Det hedder endeligt, at de [der rejser ud] fandt ‘the best of our home. Away from home’.
Igen: Det er IKKE en video om innovation, eller om at vi i Skandinavien har været gode til at videreudvikle andres gode ideer. Nej, kommentaren i filmen siger eksplicit, at alt er bragt hertil udefra.
Det er også derfor videoen indledes med ordene: ‘What is truly Scandinavian?’ Og selv svarer: ‘Absolutely nothing.’
Det kan man kun svare, hvis vi ikke selv har tilført noget nyt til det, vi har fået udefra. Men blot kopieret.”
Collage: Trist nordisk kvinde i SAS-reklame, 2020 – Dansk kvinde i Outlandish’ hit Aicha, 2009