Ivar Arpi fotograferet under Bogmessen i Gøteborg i 2018.

Foto: Jesper Sandström, Creative Commons Attribution 2.0 Generic license.

Lederskribent for Schibsted-avis truet på livet af venstrefløjen

Ivar Arpi tilhører lederskribentafdelingen i det Schibsted-ejede Svenska Dagbladet. Han er blandt de mest profilerede kritikere af det svenske eksperiment. Selv om han tilhører en etableret avis, har han måttet betale en høj pris.

Arpi tager nu bladet fra munden og fortæller, hvor meget det har kostet. Det er skræmmende læsning.

Artiklen åbner sådan:

Da jeg skrev min første rapport for Timbro, måtte de for første gang hyre vagter til et seminar.

Timbro er en konservativ tænketank, ikke specielt kontroversiel.

I bydelen Husby var der optøjer, kampe, hvor indvandrerunge lå i konflikt med politiet. Det at være på politiets side har konsekvenser i dagens Sverige:

Husbykravallerna, det blir en pjäs på Dramaten, skurken heter Arpi och har ”unkna värderingar”.

Fremstillingen af levende mennesker på højrefløjen i dæmoniseret form kender vi også eksempler på fra Norge. Her forsvares det af mennesker, som mener det er retfærdiggjort, fordi man “ikke må glemme”.  Der bruges aldrig en sådan begrundelse når det gælder fremstilling af voldsmænd på venstrefløjen.

22. oktober 2015 gik en ung mand forklædt som Darth Wader til angreb på en skole i Trollhättan. Han hed Anton Lundin Pettersson.

Men det är i samband med Anton Lundin Petterssons rasistiska mord i Trollhättan som hoten börjar komma, Extremvänsterns organisation, Antifascistisk aktion (AFA), uppmanar folk att hålla mig och några andra ansvariga för mordet. Få känner behovet av att vara anonyma när de sprider uppmaningen vidare.

Arpi er en anstændig, seriøs debattør. Det hjælper ikke. Han får alligevel skylden for at en ung mand har klædt sig ud og er gået til angreb på en skole. Formelen, føler man, er enkel: Alle på højrefløjen er ansvarlig for det, som måtte komme af vold begået af indfødte mod minoriteter. Det er et kollektivt ansvar og det er en tro på at Ord dræber.

Jag och ett par andra är alltså skyldiga till mord på barn. Håll honom ansvarig, tycker en av Sveriges mest kända postkoloniala forskare. Många andra delar uppfattningen. Journalister, politikere, aktivister – fra RFSU, Ordfront, Dala-demokraten, Researchgruppen, Svenska Palestinagrupperna, og andre.

Folkhemmet mobiliserer til krig

Dette er ”folkhemmet” som mobiliserer til krig: Sverige har en skov af organisationer som er bygget op gennem tiden, fra det yderste venstre og blandt sossarne. De er alle enige om at fjenden altid er til højre. Dette er et gammelt slogan på venstrefløjen og det har antaget en aksiomatisk karakter, dvs. man tror på det som en bevist læresætning.

Hvis man først ”tror”, bliver man del af flokken, som jagter de pyromaner, der antænder ild i det flerkulturelle samfund. Fordelingen er forskellig: Nogen er på udkig efter de “farlige”, andre opfordrer til handling og nogen handler.

Treårige Alan Kurdi drukner i Tyrkiet under migrationskrisen i 2015. En lederskribent tager chancen til at påstå, at jeg ikke anså den lille dreng som menneske. Hvilket monster er jeg egentlig i deres øjne? Rigsdagsformanden kalder mig racist. En race-separatistgruppe laver en fotomontage med mig som nazist. Det er satire, forstås. Vist har jeg humor.

Der er fri bane for sådanne anklager også i norske medier. Der er ingen redaktionel vurdering og indgriben som siger: Stop! Dette er farligt! De, som kalder andre nazister, er altid inde i varmen, de tager måske lidt hårdt fat men mener det godt.

De går efter person

Truslerne giver sig konkrete udslag og forandrer hverdagen, ikke bare for den udhængte.

De börjar skriva om min fru, mina barn. Hon går inte längre ut med hunden ensam på kvällen. Hur gör vi med lekparker mitt på dagen?

De säger att de sett min gravida fru på stan. De känner inget behov av att vara anonyma. Min hundvalp dör innan sin ettårsdag. De skrattar, säger att jag nog har ätit upp den. Jag lyckas spåra min första stalker. Säkerhetsföretaget sätter stopp för hennes förföljelser. Andra är mer ihärdiga. Hoten kommer i vågor, men leder aldrig till åtal.

Aldrig tiltale. Mens myndighederne vedtager love og overvåger medierne mod racisme og nu også muslimhad, er det lovligt at true enkeltmennesker på højrefløjen. Der sker ingenting og medierne lader som ingenting.

Vänner på högerkanten mordhotas. Men ingen verkar bry sig när det är ”rätt” personer som hotas.

I åratal kallas en kollega islamofob, och ännu värre saker. Ett seriemagasin skriver att han borde skjutas. Satir, höhö. Han var för tidig med att varna för jihadismen. Aldrig har han fått en ursäkt, vad jag vet. Han drevas bort från sociala medier.

Flydende grænse

Det er ikke vanskeligt at se “fronten” også i Danmark og Norge: Visse personer krydser usynlige grænser og bliver frit jaget vildt. NB! Grænsen er flydende, så mennesker som ønsker at beskytte sig må lægge en sikkerhedsmargin ind, når de vil ytre sig. De må undgå visse ord, som medierne angiver som nøgleord, der signalerer farlige holdninger.

Folk er gode til at forstå pointet. Denne selvjustits har forandret vore samfund. Sverige er værst, men fænomenet er det samme i både Norge og Danmark. Medierne – og politikerne – lader som de ikke ser problemet, da det er en gordisk knude de selv har skabt: “Disse” mennesker truer jo fællesforståelsen, som skal lægge grunden i det nye samfund.

Det afgørende spørgsmål: Hvad nu, om der ikke findes nogen “fælles forståelse”, er tabuiseret. Hvis du stiller det spørgsmål, er du en samfundsfjende.

Nakkeskud

Medierne har selvfølgelig ingen erindring om egne udeladelser: Redaktøren for ”i Tromsø” sammenlignede Hege Storhaug med Quisling som blev skudt på Akershus fæstning. Der blev knapt en krusning i spalterne. Hvis nogen på højrefløjen havde vovet så meget som at gøre politikere og medier ansvarlige for røverier og voldtægter som begås mod nordmænd, ville det udløse et forbistret svar: How dare you?

Venstrefløjen får lov at lukke munden på højrefløjen, fordi det sparer myndigheder, medier og politikere for ubehageligheder. I grunden har de en reel frygt for det ansvar, de bærer for udviklingen.

Opskrift på katastrofe

Det er en opskrift på katastrofe, når udviklingen går i den retning Sverige gør. Alligevel ser medier og politikere bare væk og nedtoner Sverige. De tør ikke se omfanget af det svenske sammenbrud. Den udvikling, Halvor Fosli advarer mod i sin bog, er i fuld gang i Sverige.

Selv da myndighederne åbnede sluserne i efteråret 2015 og åbenlyst ikke klarede at håndtere situationen, får den, som peger på løsninger besked om at han er ekstremist:

En debat under migrationskrisen 2015 och jag föreslår att polisen kan ta hjälp av försvarsmakten med logistik och annat för att underlätta arbetet. Får höra att jag vill sätta in armén mot civila och montera kulsprutor på Öresundsbron.

Da Kent Andersen citerede fra franske kilder, som sagde at en efterretningschef Patrick Calvar bag lukkede døre havde advaret en parlamentskomite om faren for borgerkrig og mente, at forsvaret kunne blive nødt til at mobilisere hjemmeværnet, gjorde Socialistisk Venstrepartis Kirsti Bergstøl ham til en farlig mand og tog artiklen op i Stortinget. Det var Kent Andersen, der var truslen, ikke udviklingen. Desværre turde justitsminister Per-Willy Amundsen (FrP) ikke sætte Bergstøl på plads. Det er venstrefløjens version, som gælder i Stortinget.

2015 var kendis-alarmismens tid. Du fandt en skuespiller Kristoffer Joner i alle de nordiske lande. Den der advarede, som Arpi, fik klar besked.

”Tænk om en muslim var grebet i Sverige med 550 kg dynamit. Arpi hade afbrudt sin ferie hurtigere end du kan nå at sige ’landsforræderi’.”

Angrebene er personlige og perfide. Tankerne er onde og brandfarlige. De kan kun komme fra et ondt menneske.

Statsminister Erna Solberg sagde i efteråret 2015, at om nødvendig kan Norge tage imod 32.000 mennesker flere gange. Hun siger ikke det længere. Noget skete. Erna er dygtig til at snakke udenom.

Fascinationen af IS

Nu flyttes brændpunktet over til IS og her er det, at venstrefløjen i Norge i høj grad følger Sverige i hælene. En lobby af NGO’er, præster, medier og eks-ministre presser på for at IS-familierne må komme “hjem”. Erna er så lydhør overfor denne lobby at hun tager en beslutning om at hente moren hjem sammen med børnene. Hun kalder det at have rygrad.

Regeringen henter “problemet” hjem og får det tæt ind på livet. Myndighederne har selv afskåret sig fra en handlingsmulighed i forhold til salafisme. Venstres Abid Raja kommer i regering, det gør situationen endnu vanskeligere. En politiker, der kalder FrP nazister, er som hentet ud af den svenske virkelighed.

Arpi advarer mod at Sverige ligger åben for terror. Der mangler lovgivning, som gør det strafbart at være medlem af IS eller Nusra-fronten.

Advokatsamfundets generalsekretær kalder mig populist. Ivar Arpi ofrer retsstaten. Det bliver til en reportage i ”Arena”. Daværende indenrigsminister spreder budskabet på de sociale medier.

Så indtræffer terroren på Drottninggatan. Nu indser vel de, der har stemplet Arpi, at han havde ret? Men det er ikke sådan det fungerer.

Mindre än två år senare mördar terroristen Rakhmat Akilov fem personer. Regeringen vill nu kriminalisera samröre. (…) På DN:s kultursida kallas jag ändå antidemokrat trots att regeringen lägger fram förslagen som skarp politik.

Befolkningsudskiftning

Den største tankeforbrydelse er at sige at der foregår en udskiftning af befolkningen, til trods for at Sverige har taget imod 1,2 million mennesker på ti år.

Den demografiska förändringen av Sverige påverkar människors oro för ytterligare invandring, skriver jag. Journalistkollegor anklagar mig för att förespråka folkmord. Enligt DN:s politiske chefredaktör är jag ”oanständig”. Chefredaktören på samma tidning säger att det är ”en av de små vidrigheter som förändrar Sverige”. Gör motstånd. ”Normalisera aldrig detta”. Om detta må ni berätta.

”Folk konfronterer mine forældre, min søster. De skriver til mine chefer, vil have mig afskediget.”

Skavlan

Der findes en egen nidkærhed hos bestemte svenskere. Problemet er at der findes så mange af dem i medierne, i eliten og i politik. Fredrik Skavlan havde Jordan B. Peterson som gæst og inviterede samtidig lederen af Centern, Annie Lööf. Lööf er ude af stand til at forstå det, Peterson siger. Hun tror han angriber ligestillingen, når han siger at fuld ligestilling, som der er i de nordiske lande, virkelig får kønsforskellene frem. Når alle sociale hindringer er fjernet bliver det tydeligt, hvor store de er. Peterson bygger på videnskabelige undersøgelser. Det er ikke noget han bare mener. Men Lööf og Skavlan er opfyldt af følelsen af hvordan det burde være, ikke hvordan det er. De protesterer derfor.

Peterson er beskyttet af sin internationale status. Det er Arpi ikke.

Jag debatterar med en genusvetare, som introducerade normkritisk pedagogik i Sverige, i SVT:s Opinion Live. Tackar för debatten efteråt. ”Jag tycker synd om din fru” säger hon. Vad sa du? ”Stackars din fru.” I en debattartikel varnar hon för att mina artiklar ”legitimerar religiösa fundamentalister och etnonationalister”.

Den ene part har konstrueret en tankerække, hvor andre personer indgår, og er uimodtagelig for andre synspunkter. Så længe folk i medier og politik nægter at forholde sig til det, som foregår, vil det fortsætte og risikoen for at nogen vil komme til skade, er stigende.

Samfundsklimaet har allerede taget stor skade.

Det spiller ingen rolle om du går ind for demokratisk debat. Det er dit sindelag, der er noget galt med.

Her kommer Big Tech ind. Twitter, Google og Facebook fungerer som de ultimative dommere. Når de smider dig ud må du per definition være ond.

Jag skriver återigen att hot alltid är fel. Hat inte okej. Blockerar på Twitter, slänger ut på Facebook. Ta ansvar för din svans, säger de. På Facebook, i en tråd hos en profilerad kulturskribent, kallas jag nazist. Det får stå kvar.

Ironin är att de som varnar för polarisering inte tvekar att polarisera själva. De höjer tonläget, höjer insatserna.

I citat har Arpi anført hvad sikkerhedspolitiet har bedt ham om. Den gør den fysiske trussel konkret.

Bra att du har hund! Jaha, en mops… Larmet fungerar också. Ni måste ha säkerhetsdörr.

Välj olika vägar till och från jobbet. Ha aldrig hörlurar utomhus. Säg aldrig var du är på väg eller var du är. Sätt dig med ryggen mot väggen när du är på restaurang, café eller tåg. Ha aldrig händerna i fickorna.

Om stalkere:

Vill du att vi kontaktar honom och säger åt honom att sluta? Ibland funkar det, ibland trappas det upp. Hur vill du att vi gör?

”Nogen lægger hånden på min skulder bagfra. Det er en almindelig mand, som vil udtrykke opbakning til min seneste artikel.”

Det sidste er det vigtigste: Den vigtigste beskyttelse: Menneskene rundt om dig. Det at have en gruppe, som ved, hvem du er og ikke er bange for at omgås og støtte dig. Hvis denne gruppe er stor nok – og du er så heldig at have evne til at formulere dig – vil det danne en pression. At andre ved, hvem du er. At dine fjender/modstandere ved at du ikke er alene, er den vigtigste beskyttelse.

Men de sidste år har vi set at politiske myndigheder, medierne og Big Tech går sammen om at kvæle kritiske ytringer.

Document vil fremover sætte søgelyset på denne kampagne mod det frie ord.

Sverige fortæller os, hvor vi er på vej hen.

Ivar Arpi:
Den här larmknappen går direkt till polisen