Trump har lykkedes av bevæge amerikanerne og genopvække en patriotiske de liberale presidenter som Obama holdt afstand til. Jon McNaughton The Faith of Our Fathers.

Senere i dag amerikansk tid holder præsident Trump sin årlige tale til Kongressen om ”nationens tilstand”, og i morgen bliver han frikendt for impeachment-anklagerne i Senatet. Victor Davis Hanson, professor emeritus i klassiske studier og en ledende militæranalytiker, benytter lejligheden til at gøre Trumps storpolitiske regnebræt op. Hans kommentar, der er offentliggjort på Fox News, har fået overskriften ”Hvorfor Trumps paradoksale og succesrige politik pludselig vinder støtte”.

Centralt i Trumps udenrigspolitik står forholdet til det kommunistiske Kina. Her beredte præsidenten verden et chok, da han uden omsvøb meddelte, at han ville forhindre Beijing i at fortsætte med sin ulige handelspolitik, og at det skulle være slut med at holde USA for nar. Vestlige iagttagere tog sig til hovedet over dette brud på USA’s traditionelle holdning til den kommunistiske stormagt, som var at affinde sig med Kinas ustoppelige opstigning til en status som verdens førende økonomiske magt.

I dag er der ikke så mange, der griner, og der er nu bred enighed om, at det var på tide at sætte en stopper for Kinas overtrædelse af de internationale normer.

Trump har også rystet verden gennem sin Mellemøsten-politik, der går ud på at cementere en anti-iransk koalition af moderate arabiske lande, der med god grund frygter iransk terror og nukleare ambitioner. Denne politik er den stik modsatte af tidligere præsident Barack Obamas, der gik ud på at holde Israel to skridt fra livet og fedte for Teheran. På det seneste har Trump tilbudt palæstinenserne en stat på Jordans Vestbred, som de kan tage imod eller lade være, for Trump betragter ikke palæstinenserne som afgørende for hans politiks succes. Også præsidentens eliminering af den iranske terrorchef, Qassem Soleimani, vakte furore i vestlige hovedstæder, deriblandt i København, hvor Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, jamrede over denne uhørte overtrædelse af de internationale spilleregler. Det er han vist nok holdt op med.

Det står nu klart for de fleste, at Iran er en paria, og at USA’s økonomiske sanktioner næsten har bragt landet til tiggerstaven. Hvis mullaherne i Teheran dræber amerikanere eller genoptager deres atomvåbenprogram, vil USA svare igen med ødelæggende angreb på landets infrastruktur.

Mellemøstens arabiske lande har pludselig heller ikke så travlt med at få amerikanerne til at forlade området. Tvært imod håber flere af dem, at de vil blive, selv om Trump er mest indstillet på af slutte USA’s militære tilstedeværelse.

Og for at det ikke skal være løgn, har Donald Trump sat en skræk i livet på såvel NATO som EU. Hvis de europæiske NATO-partnere ikke vil betale deres andel af alliancens udgifter, kan de få lov at forsvare sig selv uden hjælp fra USA.

Trump har heller ikke meget til overs for Den Europæiske Union, hvis medlemmer har sikret sig store handelsoverskud i forhold til USA gennem asymmetriske afgifter og toldsatser.

Victor Davis Hansons afskedssalut lyder: ”En økonomisk stagnerende, olie-hungrende og top-tung Europæisk Union, bliver tvunget til radikale forandringer, ellers vil den blive reduceret til irrelevans for derefter at bryde sammen.”

Meget kan man sige om den amerikanske præsident, men han får i hvert fald noget fra hånden.